Det er et grundlæggende træk ved selve den menneskelige tilværelse, at vi er indbyrdes afhængige af hinanden.

Deraf følger den fordring, at vi hver især skal bruge den magt, afhængigheden giver os til ’den andens bedste’. Men vi antaster hele tiden denne fordring og sætter os til modværge: ’Der må dog være grænser for galskaben. Skal jeg tage mig af en anden, må han eller hun vel have gjort sig fortjent til det’. Nok har vi en intuitiv forståelse af, hvad vi skylder den anden, men vi har samtidig en ubændig fristelse til at vige af fra dydens smalle sti. Alle er vi parate til, når fristelsen er på spil, at sælge trepattede køer i Jesu navn. Spørgsmålet er da, om vi i fællesskab kan tøjle fristelsen til at følge de selviske tilskyndelser. Skal vi have kontrol med de mange risici, vi møder på livets vej, må det for de fleste af os ske gennem fællesskabet, der garanterer omsorgen for den enkelte og vedkender sig ansvaret for den lige ret til at være menneske. Svaret ligger i velfærdsstaten. LÆS OGSÅJoachim B. Olsen: Sociale problemer skyldes ikke mangel på penge Just fordi vi har den medfødte forståelse af, hvad vi skylder ’den anden’, men samtidig også har en klar fornemmelse af, at selv om viljen måtte være redebon, er kødet skrøbeligt, kan vi udvikle institutioner, der kan tjene som næstekærlighedens surrogat. Et udbygget sundhedsvæsen, en velfungerende omsorg for ældre og handikappede er institutioner på barmhjertighedens vegne – uafhængigt af barmhjertighedens rolle i institutionernes daglige liv.