0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

»Så er DR's heksejagt på de røde lejesvende skudt i gang«

Usandsynligt at udsendelserne om skurkene bringer nogen nærmere sandheden, skriver Klaus Rifbjerg.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
 Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Gudskelov kommer der flere indslag i den løbende serie om ’Jagten på de røde lejesvende’ (angiveligt i det, der engang hed Statsradiofonien), for så kan man for alvor med egne øjne se, hvordan en heksejagt tilrettelægges og gennemføres.

I dokumentarismens navn tager man en håndfuld folk, manipulerer dem ind i en gabestok, hvor alt, hvad de siger, drejes sådan, at de må fremstå som en blanding af politiske nokkefår eller landsforrædere, i hvert fald som opviglere til mord og vold, alt sammen revet ud af en historisk sammenhæng og lagt til rette af en flok notoriske koldkrigere med den bævrende og konstant forurettede Bent Blüdnikow, redaktionsbuddet Bo Bjørnvig og McCarthyisten Arne Notkin i spidsen.

Det er så gennemskueligt, at det ville være komisk, hvis det ikke var så skræmmende, ja, man skulle tro, tilrettelæggerne et eller andet sted mente det samme, for alene udstyret i studiet er så gennemført Stasiagtigt, at det balancerer på kanten af parodien, ja ikke engang den blændende standerlampe rettet mod delinkventens ansigt mangler!

Læg hertil, at hvis de aflagte »tilståelser« ikke er ydmygende nok, gentages eller spærres anklagerne op efter gammel ekstrabladsstil, således billedet af den arme Jens Nauntofte på taget af en Vietcong panservogn, som man må se gang på gang, for at ingen skal være i tvivl om, at J.N. var en rygende kommunist og sandsynligvis gik ind for både Stalin og Gulag og det, der er værre, hvis man kan forestille sig sådan noget.

Det hidtil viste afsnit et af serien har intet med dokumentarisme at gøre, hvilket afsløres helt ud i interviewerens opfattelse af sin rolle.

Han er ikke »spørger«, han er sat til at afhøre, så der senere kan fældes en utvetydig dom, som viser, at Danmarks Radio i en periode, en lang periode, bestyredes af en flok venstreorienterede banditter og (u)nyttige idioter.

Det sker helt uden empati eller forståelse for, hvordan den historiske sammenhæng var, da skændslerne udspillede sig, og humor er i sammenhængen en by i det fjerneste Mongoliet.

Det mindede mig om engang, hvor jeg selv var ved at få revet øret af, af en vanvittig tysklærer, der under torturen spyttede mig i ansigtet og brølede: »Du synes måske ikke, det er alvorligt nok, det vi taler om?«. Vreden var udløst af et usikkert smil, vi var alle sammen dødsens bange for tossen.

Nå, men hvad fik de så at vide under torturen? Jo, der havde været antydninger af, at nogen måske i en bestemt situation ikke ville afvise vold til at bekæmpe vold med, mens andre fandt det mere end rimeligt, at man i et politisk stivnet samfund, hvor de rige udbyttede de fattige, godt var klar over, hvem man skulle demonstrere imod og tage kampen op med.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts