Gudskelov kommer der flere indslag i den løbende serie om ’Jagten på de røde lejesvende’ (angiveligt i det, der engang hed Statsradiofonien), for så kan man for alvor med egne øjne se, hvordan en heksejagt tilrettelægges og gennemføres. I dokumentarismens navn tager man en håndfuld folk, manipulerer dem ind i en gabestok, hvor alt, hvad de siger, drejes sådan, at de må fremstå som en blanding af politiske nokkefår eller landsforrædere, i hvert fald som opviglere til mord og vold, alt sammen revet ud af en historisk sammenhæng og lagt til rette af en flok notoriske koldkrigere med den bævrende og konstant forurettede Bent Blüdnikow, redaktionsbuddet Bo Bjørnvig og McCarthyisten Arne Notkin i spidsen. Det er så gennemskueligt, at det ville være komisk, hvis det ikke var så skræmmende, ja, man skulle tro, tilrettelæggerne et eller andet sted mente det samme, for alene udstyret i studiet er så gennemført Stasiagtigt, at det balancerer på kanten af parodien, ja ikke engang den blændende standerlampe rettet mod delinkventens ansigt mangler! Læg hertil, at hvis de aflagte »tilståelser« ikke er ydmygende nok, gentages eller spærres anklagerne op efter gammel ekstrabladsstil, således billedet af den arme Jens Nauntofte på taget af en Vietcong panservogn, som man må se gang på gang, for at ingen skal være i tvivl om, at J.N. var en rygende kommunist og sandsynligvis gik ind for både Stalin og Gulag og det, der er værre, hvis man kan forestille sig sådan noget. Det hidtil viste afsnit et af serien har intet med dokumentarisme at gøre, hvilket afsløres helt ud i interviewerens opfattelse af sin rolle.
Han er ikke »spørger«, han er sat til at afhøre, så der senere kan fældes en utvetydig dom, som viser, at Danmarks Radio i en periode, en lang periode, bestyredes af en flok venstreorienterede banditter og (u)nyttige idioter.
