Det diskuteres ofte, hvordan større eller mindre grad af økonomisk ulighed påvirker vækst og velstand i et samfund.
Der bliver ofte fremsat det synspunkt, at stor ulighed er godt for væksten i et samfund, da dette giver de rette incitamenter for at arbejde hårdt. En hypotese er, at hvis der er et for lille spænd mellem top og bund i et samfund, så kan det ikke betale sig at gøre en ekstra indsats, da gevinsten er for lille. Omvendt, hvis der er stor forskel på top og bund, så er der et stort incitament til at yde en ekstra indsats. Heroverfor er der en række argumenter imod, at øget ulighed giver større vækst: For det første er det sværere at bryde den sociale arv, jo større afstanden, der skal brydes, er. Det betyder, at hele talentmassen i et land ikke vil blive udnyttet, da børn, der vokser op i underklassen, har stor risiko for at blive i en uuddannet underklasse som voksne. For det andet vil et land præget af en bred middelklasse have større tendens til at investere i f.eks. uddannelse, infrastruktur og sundhed til gavn for det generelle velstandsniveau i landet. LÆS OGSÅMiddelklassens uddannelsestyranni For det tredje giver det ofte større ustabilitet og spændinger mellem befolkningsgrupper, når der er store forskelle mellem top og bund i et samfund. For det fjerde viser studier, at korruption er mere udbredt i lande med en høj grad af ulighed.
