Elevens alsidige udvikling står som et helt centralt begreb i folkeskoleloven og har siden 1975 været en af de mest grundlæggende værdier i skolen.
På EVA har vi netop gennemført den første undersøgelse af, hvordan skolerne håndterer begrebet alsidig udvikling. Spørger vi lærere og ledere, er der bred enighed om, at skolen vægter arbejdet med elevens alsidige udvikling højt. Og om, at skolerne generelt er gode til at løfte opgaven. Alsidig udvikling er en naturlig og nødvendig del af skolens hverdag. Ræsonnementet er typisk, at for at undervise børn og skabe faglige resultater er man nødt til at tage det hele barns læring og trivsel i betragtning. Arbejdet med alsidig udvikling ses altså som en essentiel og helt selvfølgelig opgave af skolens personale. Så langt, så godt. Problemet opstår, når vi beder lærerne og skolelederne fortælle om, hvordan de mere konkret forstår og arbejder med det begreb, der i Undervisningsministeriets vejledning beskrives som »summen af det, der foregår i fagene, i tværfaglige sammenhænge og i skolens liv i øvrigt«. For så taler både lærere og ledere et diffust og indforstået sprog, hvor de bruger store ord om »det hele barn«, der skal lære at »spejle sig«, »undre sig«, »træde frem« og »sætte sig selv i baggrunden«. Fælles for disse ord er, at de bevæger sig på et så overordnet niveau, at de bliver indholdstomme og dermed svære at omsætte i pædagogisk praksis. Og at de faglige drøftelser om alsidig udvikling så at sige stopper ved de store ord, fordi ingen kan være uenige i, at de udgør vigtige elementer, som skolen bør arbejde med.
