Så skete det igen. Dejligt middagsselskab, vin i glassene, højt humør. »Hvad arbejder du så med«, lyder det høfligt fra bordherren. »Jeg skriver om køn og kultur i en avis«, lyder svaret. »Køn? Altså sex?«, lyder modspørgsmålet. »Tja, nogle gange også sex, men mere om kønsroller, ligestilling og feminisme«, svarer jeg tilbage. »Betyder det, at du er ... feminist«, spørger bordherren med en mærkelig tiltagende tic ved øjenbrynet, »for jeg hader feminister«, skynder han sig at sige. Nå, men det er jeg så, og småirriteret skal jeg så igen forklare, hvad jeg lægger i ordet ’feminist’, som i mine ører er noget ganske positivt og indlysende, men som i rigtig mange mænds ører lyder mere a la Beelzebub, der udøver 1. Øjeblikkelig kastration. 2. Diktatur og frihedsberøvelse. 3. Franske manchetter, buksevand, olferter, trælår og skibberbryster til alt og alle.
At være feminist er lidt som at være muslim, forestiller jeg mig. Konstant skal man svare på, hvad man er FOR og IMOD. For feminisme slutter på ’isme’, hvorfor man forventes at købe hele pakken eller ingenting.
