Retspsykiatriske patienter er mennesker med alvorlige psykiske lidelser, som enten afventer dom eller er dømt til behandling.
På grund af den psykiske lidelse idømmes der ikke almindelig straf, men behandling, ikke i stedet for straf, men for at forhindre ny kriminalitet. I de sidste 20 år er antallet af retspsykiatriske patienter steget eksplosivt. Gruppen udgør nu over 2.000 personer svarende til ca. 20 procent af kriminalforsorgens samlede klientel, hvor det kun burde være 1-2 procent set i relation til det samlede antal personer med alvorlig psykisk sygdom i befolkningen. Det er en udvikling, som både er helt uacceptabel for dem, der bliver ofre for kriminaliteten, men i høj grad også for de retspsykiatriske patienter, hvor kriminaliteten ofte er associeret med symptomer på den psykiske lidelse. Danske Regioner har i marts 2009 sat fokus på udvikling af psykiatrien og opstillet 8 visioner for ’En psykiatri i verdensklasse’. Retspsykiatrien får særlig opmærksomhed i oplægget ’Personer med psykisk sygdom, der begår kriminalitet’ – der skal satses på forebyggelse, behandling og samarbejde. Ond cirkel Der lægges op til en udbygning af retspsykiatrien, herunder flere sengepladser til retspsykiatriske patienter og særlige retspsykiatriske team til opfølgning af de mest syge retspsykiatriske patienter efter udskrivning. I den sammenhæng bør det huskes, at begrebet retspsykiatriske afdelinger er relativt nyt i Danmark. De retspsykiatriske afdelinger har ikke (fraset Sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland) en juridisk særstatus, idet vi netop i Danmark har haft en tradition for at behandle retspsykiatriske patienter i det almindelige behandlingssystem, hvad der kan være mange fordele ved. Vi er således i øjeblikket ved at udbygge og forankre et omfattende parallelt retspsykiatrisk behandlingssystem, som får større bevågenhed og flere ressourcer end den almene psykiatri – i sidste ende med risiko for, at man som alvorligt psykisk syg med et omfattende behandlingsbehov først får den tilstrækkelige behandling efter at have begået kriminalitet. Der er tale om en ond cirkel, en ’shunt’, hvor man flytter behandlingen af – og hermed ressourcerne til – de dårligste psykiatriske patienter fra almenpsykiatrien over i retspsykiatrien, således at en syg patient i yderste konsekvens skal ’kvalificere sig’ ved at begå kriminalitet for at modtage den langvarige, intensive behandling, der er behov for. Engelske standarder Det er ikke kun i Danmark, at udviklingen går denne vej. I f.eks. England er det også i retspsykiatrien, at patienterne helt uden sammenligning får den bedste behandling hvad angår mulighed for lange stabiliserende indlæggelsesforløb, tilstrækkelig høj personalenormering, gode fysiske rammer, udslusning via skræddersyede botilbud, hjælp til at komme i en eller anden form for arbejde, fokuseret misbrugsbehandling osv.. Det er tankevækkende, at her er risikoen for (ny) kriminalitet efter udskrivning lavere blandt de retspsykiatriske patienter end blandt andre psykiatriske patienter. Det er kedeligt, hvis grundlaget for at sikre en ordentlig behandling til dels bunder i befolkningens frygt for ’den sindssyge drabsmand’, hvilket blot bevirker en yderligere stigmatisering af mennesker med alvorlig psykiatrisk sygdom i stedet for en helt rimelig ligestilling med andre borgere med svært behandlingskrævende kroniske sygdomme. Både i Danmark og i udlandet er antallet af mennesker med psykiske sygdomme i fængslerne højt. F.eks. kan voldskriminalitet hos unge være et tidligt tegn på udvikling af alvorlig psykisk sygdom. At sikre, at de psykisk syge i fængslerne bliver identificeret og behandlet, vil i første omgang ikke nedsætte antallet af retspsykiatriske patienter, snarere tværtimod.
