Humor, komik, satire og show fylder ganske meget i nutidens underholdningsflader – såvel på de fysiske scener som på de æterbårne platforme.

Men trods muligheden for at bruge den offentlige opmærksomhed, som dermed opstår, til at adressere samfundsspørgsmål, fylder den politiske satire og den humoristiske behandling af politikernes gerninger påfaldende lidt. Det er – paradoksalt nok – faktisk de gode, gamle revyer, som i de kommende uger popper op som paddehatte på landets scener, kroer og konferencehoteller, der for alvor dyrker denne yderst demokratibevarende afart af ytringsfriheden. I de allerfleste af de nyere satireprogrammer og den støtte strøm af show, der er fulgt i kølvandet på stand-uppens ’mainstreamificering’ af komikken, fylder den regulære politiske kommentar forbløffende lidt i forhold til behandlingen af det senmoderne livs mere trendy fortrædeligheder (dog med enkelte bemærkelsesværdige undtagelser som f.eks. Jan Gintberg og Omar Marzouk). Vi er, med et ekko af Buster Larsens ophidsede borger, også her gået fra at råbe »lorteland« efter magthaverne til at klynke »lorteliv« til hinanden.