Debutant. Tarek Omar er aktuel med sit første skønlitterære værk. Novellesamlingen »MuhameDANEREN« udkommer i dag.
Foto: ANDREASEN CARSTEN

Debutant. Tarek Omar er aktuel med sit første skønlitterære værk. Novellesamlingen »MuhameDANEREN« udkommer i dag.

Debat

Imamerne skal også udfordres

Ny novellesamling skal styrke selvkritikken blandt muslimer.

Debat

Tarek Omar, din novellesamling »MuhameDANEREN« beskriver nydanskere med vægt på deres religion. Hvorfor?

»Når folk med anden etnisk baggrund laver noget som dette, opfattes værket næsten automatisk som integrationsstof. Det, jeg har lavet, er et indspark til litteraturen, men mange journalister har ikke set personerne som mennesker med sociale problemer, snarere som folk med integrationsproblemer. Novellerne er ikke ment som integrationslitteratur; for mig handler det om at placere nydanskeren i skønlitteraturen for at give et billede af, hvem de mennesker er«.

Men hvorfor fylder religionen så meget, hvis bogen ikke handler om integration?

»Jeg har søgt at beskrive folk med en kerneidentitet i ubalance. For mange førstegenerationsindvandrere fylder religionen enormt meget. Og mange af de unge har taget deres forældres religion til sig. Man skal huske, at religion er identitetsskabende. Mange definerer sig selv ud fra deres tro. Og når jeg vil skrive en bog om en kerneidentitet bland nydanskere, kan jeg slet ikke komme uden om religion. Når man beskriver disse mennesker i skønlitteraturen, giver man dem også et andet ansigt, end det de har fået i medierne. Og jeg siger ikke, at medierne ikke skal være konfliktorienterede og dække indvandrerstoffet, som de har gjort hidtil. Jeg tilbyder bare en anden nuance i min bog.«

En af novellerne handler om en imam, der er besat af porno og kødelige lyster. Er du ikke bange for at træde nogen over tæerne?

»Jeg forsøger at udfordre den interne opfattelse af muslimske miljøer i Danmark, hvor imamer kan have meget at sige. Mange af dem gør et stort stykke socialt arbejde, men de får samtidig en altomfattende magt. Muslimer lytter enormt meget til deres imam. Men en imam kan ikke give mig troen, for den er mit eget projekt. Så det her er et opgør med en ukritisk grundholdning, hvor man sluger alt, hvad imamerne giver en«.

Hvad betyder det, at det er en muslim, der er afsender af den kritik?

»Det er jo selvkritik. Den lever stærkt i den offentlige debat, så hvorfor skulle muslimer så ikke også kunne være selvkritiske? Fænomenet selvkritik i islamisk litteratur er jo ikke noget nyt. Den første selvkritiske filosofiske roman stammer fra det tidligere Persien, og muslimerne i Andalusien var meget optagede af selvkritik. Men det giver nok et mere troværdigt indhold, når kritikken kommer indefra. Jeg er ikke ude på at vinde politiske point, men jeg mener, at der ligger et budskab om at turde stille spørgsmål ved det etablerede og at være selvkritisk. For imamer er også bare mennesker, der fejler«.

Hvor personlig er den kritik, du afsender?

»Der har været et opgør med mine forældres generation, som har været ensidigt optagede af, hvad imamerne forkyndte i stedet for at læse Koranen og selv finde ud af, hvad der står. Folk vil altid have behov for en præst, imam eller rabbiner. Men det stærke religiøse forhold er kendetegnet ved at været personligt og ikke et, der tager udgangspunkt i en anden mands følelser og tanker. Imamerne kan vejlede, og man kan vælge at æde deres ord råt og tage deres tro til sig. Men jeg kan bedre lide modellen, hvor man selv tager stilling. Når noget er ægte og stærkt, er det fordi man selv har valgt det«.

FACEBOOK

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden