»Mange voksne stræber efter ungdommen og opfører sig yngre og yngre i en ældre og ældre alder. Det betyder, at vi nu har fået en ny generation af 'børnevoksne', som har fået tilnavnet 'down-agere'. De har simpelthen svært ved at påtage sig rollen som fædre«. Dét siger den bogaktuelle Søren Østergaard, der er ph.d. og leder af Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik. Hvad gør det ved børnene? »Det gør det utroligt svært for en søn at gøre oprør over for en far, der kan tæve ham i et FIFA11-fodboldspil, eller som kan gå ud og købe en federe hættetrøje. Faderen udgør jo en helt urimelig og ulig konkurrence. Han skulle tage og holde nallerne væk fra det spil og lad sønnen få sin ungdom i fred«. Hvorfor giver det ikke et kæmpe plus hos sønnen, når faderen har samme interesser? »Det er helt forkert, når fædrene tror, at de skal have et ligeværdigt venskabsforhold til deres sønner. De skal selvfølgelig være i øjenhøjde med deres sønner, men så skal de også være i stand til at rejse sig op, når det kræves. Og det glemmer de nogle gange«.
Ikke brug for en spillemakker
På den ene side kritiseres fædrene for ikke at tage nok del i deres børns liv. Og hvis de gør det, er det også forkert. Du gør det ikke nemt for fædrene...
»Sønnen har ikke brug for en spillemakker, det har han vennerne til. Da vi var unge, havde vi forskellige kort, vi kunne navigere efter. De unge af i dag skal selv tegne deres kort. Derfor er det en helt anden rolle, faren forventes at spille. Han skal hjælpe og guide sin søn til at navigere i alle de rum, som han bevæger sig i, når han ikke er hjemme. Den opgave er mange fædre ikke klar over, eller også tager de den bare ikke på sig«.
Hvad er det for rum, du taler om?
»Børn og unge bevæger sig i dag i tre forskellige rum: Det offentlige, det private og det virtuelle. Alle deres følelser og ensomhed giver de kun udtryk for i det virtuelle rum. Hvis ikke man er fortrolig med sit barn, så kan man heller ikke hjælpe det. Derfor er det vigtigt, at fædrene ser deres drenge og kerer sig om, hvordan de har det, i stedet for kun at fokusere på at få udlevet deres egne drengedrømme«.
Se ud som en mor, morMange børn anses som 'projektet' for deres forældre, og alligevel kan de åbenbart ikke finde ud af det? »Nej, det kan de faktisk ikke. På trods af status som ønskebørn så har rigtig mange børn meget mere tid alene end nogensinde før. Det er et paradoks, men også meget håndgribeligt. Fædrene har ikke eller også tager de sig ikke den tid, der skal til for at tage de vigtige samtaler om livet med deres drenge«. Hvad er dit konkrete råd til disse fædre? »Min opfordring til fædrene er: Del jeres liv og refleksioner med jeres børn. Det er ikke de sporadiske oplevelser, der former sønnen. Men oplevelsen kombineret med en refleksion over, hvorfor man traf et givent valg, der udvikler og forbereder sønnen til de valg, han selv skal træffe for sit liv. Skab et rum for refleksion«.
