De fleste, der har berejst de sydligere himmelstrøg de senere år, har formentlig bemærket stigningen i asiatisk udseende turister, der – ofte i flok og på rekordtid – tømmer den ene Louis Vuitton-butik efter den anden. I Firenze, hvor jeg af professionelle årsager ofte kommer, har dette længe været et kendt fænomen.
De, der som jeg gæster byen regelmæssigt, har efterhånden lært, hvornår på året man helst skal bevæge sig ned i indre by for at shoppe, hvis man altså ønsker at undgå at blive mejet ned af horder af turister i flok med dyre, flashende designer shopping bags. Nu er formålet med denne kommentar ikke at udstille enkelte befolkningsgruppers forbrugsrus, flokmentalitet eller shoppingvaner. Det er snarere at henlede opmærksomheden på, hvilken rolle Europa efterhånden er kommet til at spille i en global verden, hvor magten har forrykket sig. For selv om vi kigger mildt overbærende på gruppen fra Shanghai, er det dem, der har designerbukserne på. Europa er – som den franske forfatter Dominique Mösi har formuleret det – ved at udvikle sig til asiatiske turisters foretrukne museums- og shoppingland. De er vilde af begejstring over ’eventyrlandet’, hvor der ud over eftertragtede designervarer er renæssanceslotte og parker, museer, kunstskatte, nostalgiske små middelalderbyer, gastronomisk overflod og i det hele taget alt, hvad hjertet kan begære af kulturelt kitsch. Til gengæld er de for længst holdt op med at tage Europa alvorligt som global spiller. Europa er ganske enkelt på vej til en status som Daisyland – hvis nogle læsere skulle erindre Olsen-banden-filmen fra 1978, hvor Erik Balling malende beskrev, hvordan et ondsindet EF alias Bruxelles ville omdanne Danmark til et Morten Korksk udstillingsvindue. Ifølge Mösi udstiller gældskrisen ganske enkelt et Europa, som er ved at overflødiggøre sig selv. Et Europa, som langsomt, men sikkert vil blive reduceret til en forlystelsespark for rige asiatiske turister, som allerede i er i fuld gang med massive opkøb af franske renæssanceslotte til spotpris. Det sørgelige er, at vi alle ved, at det ikke behøvede at være sådan. Europa var engang i førertrøjen: teknologisk, kulturelt og økonomisk overlegent. Nationalstaten og nationalismen spillede, som flere historikere har gjort opmærksom på, en nøglerolle i Europas globale succes, fordi det territoriale organiseringsprincip muliggjorde skabelsen af den velfærdsstat, som kunne levere de eftertragtede økonomiske fremskridt.
