EU har gjort landbrugsstøtteordningerne mindre konkurrenceforvridende. Alligevel voksede EU’s landbrugseksport til verdens fattigste ulande med næsten 40 pct. fra 1999 til 2006, mens importen fra de samme lande faldt en anelse. I årevis er EU blevet kritiseret for at beskytte sit hjemmemarked og dumpe EU-støttede fødevarer på verdensmarkedet til underpris. Derfor har man søgt at afkoble støtten til Europas landmænd fra produktionen – for i stedet at give arealstøtte. Det er nu den dominerende støtteform. En dansk landmand med 100 hektar får typisk 270.000 kroner i årlig EU-støtte.
Europæiske bønder har andre muligheder end afrikanske Men set i de fattige ulandes perspektiv er der stadig store problemer i EU’s landbrugsordninger: Den gigantiske støtte til europæiske bønder giver dem nemlig muligheder, som afrikanske bønder slet ikke har. Mens den europæiske gennemsnitsbonde får en støtte på flere hundrede tusinde kroner årligt, er den samlede udviklingsbistand pr. etiopier kun 150 kr. pr. år. Desuden gavner liberaliseringen af EU’s landbrugsordninger først og fremmest store markedsorienterede producenter i lande som Brasilien, Argentina og Thailand. Endelig er der stadig direkte støtte til en del af EU’s produktion og eksport. Præferenceordninger EU’s marked for fødevarer har i mange år været beskyttet på en uoverskuelig måde. EU har holdt stærke konkurrenter ude, og EU har presset verdensmarkedets priser ved at eksportere fødevarer med tilskud. Samtidig har EU tilladt udvalgte fattige ulande at eksportere landbrugsvarer til EU til de samme høje priser, som EU’s landmænd har fået. F.eks. har EU holdt latinamerikanske og asiatiske sukkereksportører ude af EU, mens vestindiske og afrikanske producenter inden for bestemte kvoter har kunnet sælge sukker til EU til EU’s høje priser. EU har en særlig relation til 79 ulande med omkring 800 millioner indbyggere i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-landene). De fleste er gamle europæiske kolonier, og gruppen rummer mange af de fattigste ulande. Derfor har de fået præferenceordninger. Paradoks Et af paradokserne er, at når EU’s landbrug bliver mere markedsorienteret, så falder priserne på fødevarer i EU. Så mister AVS-landene de særlige fordele på EU-markedet. AVS-eksportørernes sukkerpris er f.eks. faldet med 36 pct., og nu rykker de store producenter, ikke mindst fra Latinamerika, ind på markedet. De kan udkonkurrere både afrikanere og europæere. Svage afrikanske producenter kan komme fra asken i ilden. Det tekniske center (CTA) for landbrugssamarbejde mellem EU og AVS mener, at EU fra 2013 kan blive nettoimportør af kyllingekød, måske gennem en trekanthandel, hvor EU køber billigt kyllingekød i Brasilien. Så spiser europæerne kyllingebrysterne, mens de billigere dele reeksporteres til Afrika. Billige EU-støttede kyllinger har i mange år truet afrikansk produktion. I Ghana voksede importen af europæiske kyllinger fra 3.500 ton i 1996 til næsten 12.000 ton i 2002 – eller et halvt kilo europæisk kylling pr. ghaneser. I fremtiden kan det blive brasilianske rester fra europæiske borde, der udkonkurrerer ghanesiske producenter. Mere frihandel EU-kommissionen forhandler i 2008 om økonomiske partnerskabsaftaler (EPA) med AVS-landene. Målet er mere frihandel. Men AVS-lande frygter, at total liberalisering vil oversvømme landene med billige importerede fødevarer og underminere den fødevaresikkerhed, lokal produktion giver. Problemet er ikke blot afrikansk. Især efter de dramatiske fødevareprisstigninger er mange ulande optaget af fødevaresikkerhed. Et studie fra International Food Policy Research Institute (IFPRI) i Washington konkluderer, at en række AVS-lande vil få dårligere handelsvilkår som en konsekvens af de EPA-aftaler, EU søger at gennemføre. Samtidig vil de miste betydelige offentlige indtægter, fordi toldindtægterne reduceres voldsomt. De fattigste lande har desuden ikke så meget at sælge, og det er en voksende bekymring, at EU med stramme kontrolkrav omkring produktionsvilkår, hygiejne mv. vil skabe en slags ’grøn protektionisme’, hvor ulandsvarer holdes ude med henvisning til sundhedskrav. Landbrugets produktivitet er lav i Afrika. Det er muligt at øge produktiviteten via investeringer, bedre landbrugsforskning og uddannelse af bønderne. Bistanden til landbrug har imidlertid været faldende. Klimaændringerne rammer Afrika hårdt Samtidig er der nye store problemer. Ifølge FN’s klimapanel rammer klimaændringerne tropisk Afrika hårdt. Der bliver mere tørke, mere dramatiske regnfald og flere oversvømmelser. På kort sigt er der altså udsigt til faldende udbytter og mere sult mange steder. Et landbrugspanel i tilknytning til Verdensbanken og FN (IAASTD) har sagt, at løsningen på verdens fødevareproblemer ikke er storlandbrug, men såkaldt agro-økologiske brug. En gruppe ngo’er har udgivet rapporten ’More Aid for African Agriculture’. De vil have mere støtte til småbønder. De mener, at donorerne bruger landbrugsbistand til at fremme vækst frem for at støtte lokal fødevaresikkerhed. Og de anbefalinger er på linje med holdningerne i danske miljø- og udviklingsorganisationer i 92-gruppen. Reform De dramatiske fødevareprisstigninger har fået donorerne og afrikanske regeringer til at love en større landbrugsindsats. Øget bistand til ulandenes fødevareproduktion er et tema i diskussionerne om reformen af EU’s landbrugspolitik fra 2013. Et langsigtet perspektiv er nedtrapning af den direkte støtte til EU’s landmænd. Til gengæld vil man overføre beløb til landdistrikter og miljøindsatser i EU. I stigende grad taler man også om at støtte landbrug uden for Europa, men EU-landene er uenige. EU har i år planer om at overføre 7,5 mia. kroner fra EU’s landbrugsstøtte til landbrugsbistand. Det er uanvendte midler fra landbrugsbudgettet, der er på 400 mia. kroner – og de 7,5 mia. kroner må naturligvis anses for helt utilstrækkeligt.