Corydon: »Jeg tror på konkurrencestaten«

»Der er en masse mennesker, som i disse år kører frem med en regulær forfaldsmyte om regeringens projekt. Synspunktet er, at regeringen drives af en frygt for de globale markedskræfters rasen, og at vi i panik forsøger at redde, hvad der reddes kan, samtidig med at vi afvikler store dele af velfærdsstaten. Denne myte om en uambitiøs bogholderregering, der underkaster sig markedskræfterne, tager jeg markant afstand fra. Sandheden er, at vi er i fuld gang med en voldsom, positiv dagsorden, der handler om at styrke og modernisere velfærdsstaten, og at resultatet af den forandring vil være et langt bedre samfund end det, vi har i dag«.

Sådan lyder det fra den socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon i et interview, som gennemføres få dage efter, at han har holdt et oplæg på Grundtvigs Højskole under overskriften: ’Fra velfærdsstat til konkurrencestat’.

Her har han argumenteret for, at forskeren Ove Kaj Pedersens begreb ’konkurrencestaten’, hvor man trimmer velfærdsstaten i lyset af den globale konkurrence, ikke er en afvikling, men en videreudvikling af velfærdsstaten.

LÆS OGSÅ

»Jeg tror på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat«, siger Bjarne Corydon.

Men jeres reformer af kontanthjælp, dagpenge, SU, nedskæringer i det offentlige forbrug og skattelettelser til erhvervslivet er da drevet af økonomiske nødvendigheder mere end af lysten til at udbygge velfærdsstaten, ikke?

»Naturligvis er vi som samfund sat under et pres. Men vores reformer handler kun delvis om økonomiske nødvendigheder skabt af globaliseringen og krisen. Vi gennemfører reformerne, fordi vi mener, at det er vejen til et bedre samfund. Mette Frederiksen har modigt sagt, at de reformer, hun har gennemført af kontanthjælp og fleksjob, ville hun også gå ind for, hvis ikke der var økonomisk krise. Dette udsagn sætter sagen på spidsen på en god og markant måde. Selvfølgelig er der er et pres udefra – økonomiske realiteter, underskud på de offentlige finanser, globalisering osv. – men det er ikke kun det. Derfor er reformkursen og konkurrencestaten ikke bare et konjunkturfænomen, som betyder, at vi kan vi komme tilbage til den gamle velfærdsstat, når krisen er overstået. Reformkursen og konkurrencestaten er kommet for at blive«.

Andet end kontanthjælp
Ifølge Bjarne Corydon har man i for mange år sat lighedstegn mellem en god velfærdsstat og generøse overførselsindkomster.

»Jeg er vokset op i den del af befolkningen, som har haft stor gavn af velfærdsstatens overførselsindkomster. Jeg kan nærmest fysisk huske, hvad børnepenge, efterløn og dagpenge betød i de konkrete liv for de mennesker, jeg har kendt. Men overførselsindkomster er jo ikke noget mål, det er lappeløsninger. Jeg har ikke et sekund været i tvivl om, at det hele vejen igennem var kompensation for noget, som man ikke lykkedes med at rette op på. At man erstattede grundlæggende problemer med overførselsindkomster, ændrer jo ikke på, at der lå problemer og uligheder neden under det, som er langt mere fundamentale«.

Hvad skal man så?

»Set fra det enkelte menneskes synspunkt er der noget uendeligt meget smukkere i at have et samfund, der effektivt hjælper dig med at blive selvforsørgende og udvikle din tilværelse på den måde, som du selv vælger, end at have et samfund, der beskytter dig imod konsekvenserne af, at du aldrig erhvervede den evne«.

Borgerlige debattører har i årevis sagt, at velfærdsstaten er løbet løbsk og har fostret en slavementalitet. Siger du nu, at de hele tiden har haft ret?

»Nej. Tværtimod. Jeg siger, at den klassiske velfærdsstat reagerede på nogle relevante problemer, som vi stadig har, men det gjorde den jo altid i mangel af bedre. Folk får dagpenge, fordi de ikke har et job. Folk får kontanthjælp, fordi de aldrig er kommet ind på arbejdsmarkedet. Det er sådan, hele vores system for overførselsindkomster er lavet. Men det ville da være langt bedre, hvis man kan forsørge sig selv. Den bedste og mest varige form for lighed, vi kan have i et samfund, grundlægges ved, at den brede masse af mennesker er i stand til at tjene en høj løn i kraft af deres kundskaber«.

Så I vil svække adgangen til overførselsindkomster i en tid, hvor arbejdsløsheden er høj?

»Nej. Det har altid været en socialdemokratisk kerneværdi at løfte folk op til det punkt, hvor de ikke lider social nød under indkomstbortfald ved sociale begivenheder og armod. Men det har aldrig været et mål for vores parti, at så stoppede vi der. Det er ikke sådan, at vi nu har fået indført efterløn, pension og dagpenge, og så er vi færdige med vores projekt og kan sige: ’Det var det!’. Sådan er det jo ikke. Både venstre- og højrefløjen kunne godt tænke sig, at det var det, Socialdemokraterne mente. Men de tager fejl. Vi er langt mere ambitiøse på velfærdsstatens vegne, og det er det, vi viser med reformkursen i disse år«.

LÆS KRONIK

Hvad er målet?

»Det progressive synspunkt er, at vi som fællesskab skal investere i mennesker i stedet for at overlade det hele til markedet. Børnene skal lære det, de skal i skolen. De uddannelser, der retter sig mod unge i Danmark, skal slå de uddannelser, man kan få i udlandet. Vi skal sikre, at det offentlige sundhedssystem er i international topklasse – også omkostningseffektivt. Pointen er, at hvis man skal sikre opbakning til velfærdsstaten, må man fokusere på kvaliteten af de offentlige serviceydelser frem for at fokusere på overførselsindkomster. Det er en vigtig del af vores projekt«.

Manglende opbakning
Hvis Socialdemokraternes politiske projekt er overbevisende, er det gået hen over hovedet på befolkningen.

Den folkelige begejstring findes ikke. Og vælgerne er på vild flugt fra regeringen og Socialdemokraterne over mod Venstre og Dansk Folkeparti. Ikke mindst arbejderne.

Hvor er den folkelige opbakning til jeres kurs?

»Det er naturligvis en udfordring at sikre opbakning til den reformkurs og de store forandringer, vi forsøger at sætte i gang. Men det kan jo ikke ske med afsæt i en fast klassebase som ’arbejderklassen’. Der er ingen partier, der kan bygge på en fast klasse længere, folk er langt mere selvstændige i deres holdninger, det gør det sværere at være politiker«.

Men igen: Kritikken fra mange går på, at Socialdemokraterne har lukket sig inde blandt regnedrengene i Finansministeriet, og at man fuldstændig har kappet forbindelsen til almindelige vælgere derude. Er det ikke en uheldig følgevirkning af reformkursen?

»Nu siger jeg noget, som ikke er ment som en undskyldning. Men se lige omkring i hele Europa. Overalt har socialdemokratierne problemer med at skabe folkelig opbakning. Det handler jo om megatrends. Vi taler om samfund, som er inde i en transitionsfase i kraft af de forandringer, som kommer udefra: globalisering, finanskrise, social differentiering. Men vi vil hellere end gerne slås for at skabe den folkelige opbakning. Ikke mindst med mennesker til højre«.

Forskel på højre og venstre vokser
Men netop forholdet til de borgerlige har været regeringens akilleshæl.

I Politiken har fremtrædende borgerlige udtalt, at »regeringen danser til de borgerliges musik«, og Cepos’ økonom Mads Lundby Hansen har udtalt: »Regeringens politik er en gave til fremtidens borgerlige regeringer. Jeg kan ikke se, at man kan give en større hjælp til en kommende borgerlig regering end det, S-R-SF-regeringen gennemfører lige nu«.

Den slags udtalelser må da gøre ondt på en socialdemokrat?

»Det er jo drilleri, og man skal altid se på, hvilken interesse debattører har i at udtale noget. I politik er der altid perioder, hvor forskelle snævrer sig ind, og hvor de bliver større igen. Min fornemmelse er, at vi er på vej ind i en periode, hvor forskellene udvider sig. Se dog på partier til højre – LA, V, K og DF. Jeg oplever, at dem, der står til højre, bevæger sig endnu mere til højre«.

Men skyldes det ikke, at Socialdemokraterne har overtaget VK-regeringens økonomiske politik og dagsordener og dermed presset de borgerlige længere til højre?

»Nej, pointen er, at vi reagerer forskelligt på overgangen fra den klassiske velfærdsstat til konkurrencestaten. Hvor vi insisterer på fællesskabet og på at investere i mennesker, er der stadig flere borgerlige, der mener, at fællesskabet er en del af problemet og ikke løsningen, når vi presses af globaliseringen«.

LÆS DEBATINDLÆG

Det vil da være torskedumt af de borgerlige at forlade midten, Fogh brugte mange år og kræfter på at gøre Venstre til det nye store folkeparti?

»Nogle gange er politikere bedre end deres rygte, og nogle gange lader de sig drive af, hvad de mener. Og det, tror jeg, sker i forbindelse med konkurrencestaten. Det lykkedes de borgerlige at regere ti år som tilsyneladende forsvarere af velfærdsstaten. Henrik Sass Larsen sagde, at de havde vundet rollen som pedeller i velfærdssamfundet, men at det aldrig kunne blive til mere. Det havde han ret i. Det lykkedes jo med kommunikationsrevolutionen for Fogh & Co., men de tog aldrig det politiske indhold til sig. Hvis du ser tilbage på de ti år, vil den udbredte opfattelse være, at det var ti spildte år i forhold til at løse den opgave, som virkeligheden beskriver. Vi har stillet os i midten af det hele. Vi vil skabe et moderne velfærdssamfund«.

S ligger på midten

Bjarne Corydon røg ud i intern kritik, da han for et stykke tid siden til magasinet Ræson udtalte, at Socialdemokraterne ikke er et venstrefløjsparti, men et midterparti.

Er der ikke kun hvide striber og døde fluer på midten af vejbanen, som Svend Auken sagde?

»Socialdemokratiet er jo ikke et midterparti, som vi normalt omtaler dem i Danmark. Socialdemokraterne har værdier, som er fuldstændig forankret til venstre for midten. Men at stille sig på midten er jo at stille sig det sted, hvor man har en bærende tanke om, hvor det her samfund skal bevæge sig hen. Det kan andre så forholde sig til. Midten er det sted, hvor man forener svære hensyn, og hvor helheden tages i betragtning. Her har Socialdemokratiet altid stået. De andre har forholdt sig til os«.

LÆS OGSÅ

Hvad er det, de andre skal forholde sig til? Hvad er jeres projekt – hvis du har et skud i bøssen?

»Det handler om økonomisk stabilisering og vækst. Og så handler det om at skabe lighed på en moderne måde. Vi skal have løftet de 15-20 procent, som er mest udfordrede, men mindst lige så vigtigt er det, at vi arbejder med, at den brede del af befolkningen flytter sig fremad i forhold til deres forældre og i forhold til at få mere ud af det, man er født med. Social mobilitet. Danmark skal være det land, hvor alle – bredt – får maksimalt ud af det, som de er født med. Det kræver, at man passer på hinanden, når det går galt – dagpenge, kontanthjælp, folkepension. Men i endnu højere grad kræver det, at man får lært folk det, som de skal kunne. Og at man har en moderne måde at hjælpe dem på, hvis det går galt. Alle skal frem. Vel skal vi så«.