Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Tegning: Jørn Villumsen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den kreative klasse går kun op i egne børn

Hvor er den kreative klasses generøsitet? spørger samfundsforsker Gitte Sommer Harrits.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Kampen om heldagsskolen udstiller den kreative klasse som usolidarisk. Heldagsskolen handler om omfordeling af den kulturelle kapital. Tanken er, at hvis arbejderdrengen er sammen med akademikerens søn i skolen, vil han lære meget mere, end hvis han smuttede hjem til computerspillene. Men mange i den kreative klasse synes, at det er pisseirriterende, at deres børn ikke kan komme hjem klokken to og lave alt det sjove musikskole og den kreative dans. Og at deres børn skal spilde tiden på at hjælpe de fagligt svage i stedet for selv at komme videre fagligt«.

Kritikken kommer fra sociologen og politologen Gitte Sommer Harrits, der er aktuel med bogen ’Klasse’ (Hans Reitzels forlag). Her argumenterer hun for, at klasse i stigende grad handler om kulturelle ressourcer. Og at skolen er den nye klassekampsarena for kulturel kapital.

Du siger, at den kreative klasse er fedtet og ikke vil dele ud af sine ressourcer. Det er noget af en påstand …

»Jeg savner lidt generøsitet fra mange i den kreative klasse. Sat på spidsen er det udtryk for, at man ikke vil dele sin kulturelle kapital med andre, fordi det koster ens børn noget. At man er usolidarisk. Den kulturelle overklasse siger: Vi kan da sagtens selv få vores børn til at lave lektier, hvorfor skal vi så have en heldagsskole? Det er ikke vigtigt for mit barn. Nej, måske ikke. Men tænk på de andre, der kunne have brug for din søns hjælp«.

Den kreative klasse får jo ikke noget ud af at hjælpe de svageste, vel?

»Ud fra kyniske egeninteresser har den kreative klasse ikke interesse i at hjælpe de svage. Men hvis man ønsker et sammenhængende samfund, der klarer sig godt, så forudsætter det, at de sociale grupper blander sig med hinanden. Og hjælper hinanden. Ellers får vi stærke sociale modsætninger«.

Hvad vil du sige til den kreative klasse?

»At de bredeste skuldre bør bære de største byrder. Det gælder også, når vores børn skal hjælpe sidemanden med noget. Jeg vil opfordre den kreative klasse til at gøre noget mere her. Det kan godt lyde lidt helligt. Men veluddannede forældre bør være mere optagede af, at skoler fungerer godt, end om det bliver på ens egen måde. Man må sige: Det er okay, at mit barn ikke har lært noget helt nyt i dag, men til gengæld har det hjulpet et andet barn. Der er for meget fokus på ’mit barn’«.

En ny analyse fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter viser, at indbyggerne i landets fire største byer i stigende grad klumper sig sammen med sociale kopier af sig selv, der tjener det samme og har samme uddannelser.

»Der opstår stadig flere eliteskoler og eliteområder i Danmark. Den onde version af det er, at den kreative klasse smyger sig uden om ansvaret for de svage og bøvlet ved at sige: Vores børn skal helst gå i skole med børn, der minder om dem selv, derfor tjekker vi lige skoledistriktet, inden vi køber et hus, ikke?«.

Hånden på hjertet, hvorfor må man ikke søge sammen med dem, der ligner én?

»Hvis arbejdersønnen og akademikersønnen ikke mødes på tværs af sociale skel, så bliver det uhyre svært at bryde den sociale arv. Og der står vi nu. Vi er utroligt dårlige til at bryde den uddannelsesmæssige arv, fordi vi hele tiden banker ind i den kulturelle mur. Her må den kreative klasse hjælpe til«.

Hvad nu, hvis de ressourcesvage slet ikke vil hjælpes? Hvis Ronnie ikke har lyst til at sidde i heldagsskolen med akademikerbørn, men meget hellere vil gøre det, han er god til: rode med cykler? Fører din ’omfordeling’ ikke til middelklassetyranni?

»Det kommer helt an på, hvad der skal ske i den der heldagsskole. Det er uhyre vigtigt, at den ikke bliver en skole, hvor man skal sidde mere på numsen, men at der kommer andre aktiviteter i spil, som kan give Ronnie og andre succeser. Man skal imødekomme dem, der kan noget med hænderne, hvis det her skal lykkes«.

Og det tror du vil ske, hvis middelklassen indretter skolen?

»Skrækscenariet er, hvis det bliver en skole på middelklassens præmisser. Men jeg hører, at politikerne vil udvide det, man skal i skolen, til også at omfatte noget mere praktisk. Så det ikke bliver undertrykkende. Mattias Tesfaye er med sin bog om håndens arbejde ude i en vigtig kamp for at få udvidet anerkendelsen af, hvad viden er. Viden er ikke kun projektorientering, tværfaglighed, analyser, bøger – det er også sløjd og det at kunne lave et stykke murerarbejde. Begge former for viden skal anerkendes og dyrkes i heldagsskolen. Det er det, som det hele står og falder med«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Er det ikke svært at skelne mellem, hvornår den kreative klasse trækker sine egne normer ned over hovedet på andre, og hvornår den er ude i ædel omfordeling af kulturelle ressourcer?

»Jo. Men lad mig prøve at skelne: Når Løkkefonden insisterer på, at her er nogle drenge, som klarer sig dårligt og siger til dem: Drenge, I mangler noget, I skal ikke spille computer hele natten og spise slik hele dagen, I skal lære noget, der kan give jer et job, så er det en sund omfordeling af kulturelle ressourcer. Men når akademikere laver en skole, hvor ansvar for egen læring er i højsædet – og hvor akademisk tænkning, analyser, bøger, projektarbejde, tværfaglighed fylder det hele, så går det galt. Vi skal have mere af det første. Og mindre af det sidste«.

Når den kreative klasse buldrer frem med egne idealer om ansvar for egen læring osv., er det så kynisme eller klodsethed?

»Det er ikke udtryk for ondskab og en nu skal vi tryne dem-holdning. Det er snarere udtryk for ubetænksomhed, en form for blindhed. Man vil bare fremme det, man selv er god til«.

Det er ikke kun i skolen, klassekampen finder sted, mener Gitte Sommer Harrits.

»Her i Aarhus vedtog politikerne for et par år siden, at der skulle være mulighed for en fælles madordning i kommunens vuggestuer og børnehaver for at sikre, at alle børn uanset social baggrund fik noget ordentligt mad. Men så kom den kreative klasse på banen. Mange herfra reagerede mod ordningen, fordi den forhindrede deres egen lille Amalie og Frederik i at få økologisk salat med på madpakken. Det var altså vigtigere end at hjælpe de ressourcesvage, som man ikke gad dele frikadeller og brun sovs med. Situationen udstillede, at mange i den kreative klasse mangler solidaritet, når det handler om at dele ud af sine kulturelle ressourcer! Det er et bekymrende mønster«.

Er din klasseinddeling ikke vand på Anders Fogh Rasmussens gamle kultur- og værdikamp? Han gjorde også op med kultur- og uddannelseseliten.

»Ha, ha … Der er to klassekampe på samme tid. Den kulturelle og den økonomiske. Det er jo helt fint for den økonomiske overklasse, at det at være rig er blevet til noget moralsk neutralt og mere folkeligt end at være kulturel overklasse. Det er ikke tabt i min analyse. Man skal bestemt ikke glemme den økonomiske overklasse. Og så skal man heller ikke glemme, at Anders Fogh Rasmussen aldrig ville være fortaler for kulturel omfordeling gennem skolesystemet. Det interesserede ham ikke så meget«.

Men interesserer det regeringen? Du refererer selv i din bog Helle Thorning-Schmidt for at sige, at klassekampen er død. Når en socialdemokratisk statsminister siger det i 2014, må det vel være rigtigt?

»Den klassiske fordelingspolitiske klassekamp spiller ikke samme rolle som tidligere. Men den er der stadig. Og der er en klassemodsætning, som er lige så vigtig: den kulturelle. Ideen om at omfordele kulturelle ressourcer er i virkeligheden en klassisk socialdemokratisk tankegang, som går tilbage til kulturminister Bomholts ønske om at brede kulturen ud til folket og hele ambitionen om at løfte arbejderklassen gennem uddannelser og social mobilitet«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men regeringen har jo ikke gjort omfordelingen af kulturelle ressourcer til en dyd, f.eks. i forbindelse med heldagsskolen?

»Nej, det hænger sammen med, at de svagest stillede ikke udgør det store flertal af vælgerne som i gamle dage, mens den kreative klasse er blevet stor. Det ændrer ikke ved, at jeg ser noget progressivt i heldagsskolen, noget, der bærer i den rigtige retning, en ny form for omfordeling af kulturelle ressourcer. Her bør den kreative klasse altså være lidt mindre fedtet«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden