Vil du som etnisk minoritetsfamilie have, at dine børn skal lære at tale fejlfrit dansk?
Vil du have, at dine børn skal have gode folkeskolelærere, der ikke er overbebyrdede med en problemklasse, hvor halvdelen af eleverne kommer fra Underdanmark? Hvis ja, så pak dine tasker og opsig din lejlighed i Gellerup, Vollsmose eller Mjølnerparken og flyt ud på landet eller i provinsen, hvor dine børn vil opleve folkeskoler med overskud og naturomgivelser i stedet for beton på beton.
Mine nydanske venner, der er opvokset på landet, er enten jurister, bankfolk eller ingeniører i dag. Det lyder måske dramatisk, men vi burde lukke ghettoerne, bygge nye boliger i middelklasseområderne og tilbyde folk at flytte ind til samme pris. Sådan opnår vi et mere lige Danmark, i stedet for at vi klumper os sammen med sociale kopier af os selv«.
Ordene kommer fra 28-årige Mohamad Ibrahim, der arbejder i Danske Bank og bor med sin hustru og søn i Sydhavnen. Han har dog ikke altid boet i storbyen. Hans familie kom til Danmark som palæstinensiske flygtninge i 1990, og mens de fleste nyankomne valgte at flytte ud i de sociale boligbyggerier, gik Mohamads familie i en bue uden om de sociale boligområder og flyttede til Tappernøje i Sydsjælland med 1.568 indbyggere.
Her er historien om en vellykket integration af en dansker i Indien»Vi flyttede ind i det, der ligner den rene idyl med marker, dyr og smuk natur. Jeg var 6 år, og vi var den eneste nydanske familie i byen. Jeg lærte sproget lynhurtigt. Det skyldes, at jeg er vokset op med etniske danskere og havde gode folkeskolelærere. Derfor kan jeg også blive irriteret, når der er folkeskoler med rene nydanske klasser. Ikke fordi det ’etniske andet’ er et problem i sig selv, men fordi eleverne kommer fra ufaglærte hjem med forældre, der ikke taler sproget godt nok. Der er 10,7 procent såkaldte indvandrere og efterkommere i Danmark. Det burde være maksimumtallet for alle kommuner og folkeskoler. Kommer vi over de 10,7 procent, skaber vi et skævt billede. Men vi kan ikke vente på, at politikerne reagerer. Derfor skal familierne tage ansvar og flytte ud af ghettoerne«.
Der er mange, som er vokset op i de sociale boligområder, der har klaret sig godt. Glemmer du ikke det?
»Der er folk, der har klaret sig godt, men statistikken viser, at for mange, der vokser op i de boligområder, klarer sig for dårligt. Det kan godt være, at forældrene kan lide området, men de må gøre op med sig selv, hvad der er vigtigst. Deres egen tryghed eller børnenes ve og vel? Gå ind i en hvilken som helst folkeskole i de her områder, og du vil opleve elever i de små klasser, hvis forældre er født i Danmark, som taler dansk med accent. Min erfaring er, at de her børn vil have bedre af at vokse op på landet eller i provinsen«.
Hvad fik du i din opvækst på landet, som du ikke ville have fået i eks. Vollsmose?
»Jeg fik den danske kultur ind under huden, hvor man har tillid til hinanden, er tolerant over for andres forskelligheder. Jeg var aldrig ude på gaden til sent om natten, som mange børn er i sociale boligområder. Jeg legede enten hos Rasmus, Christian, Stefan eller Jes. Deres forældre tog imod mig med åbne arme, hev mig med på familieture, og vi spiste hos hinanden. Jeg er palæstinenser og muslim, og det respekterede de – ligesom jeg respekterede dem«.
Men gode relationer kan man også få i Vollsmose. Har du ikke et romantiseret billede af landsbyerne?
»Det synes jeg ikke. Når vi skulle have det sjovt, cyklede vi ned til Præstø og sprang i vandet, lavede lejrbål og overnattede ude i telte. Du får ikke sådanne oplevelser i Betondanmark, hvor majoriteten af de etniske danskere også tilhører underklassen. Mange af mine nydanske venner, der er vokset op på landet, hviler også langt mere i deres etnicitet og religion end de unge, der er vokset op i de sociale boligbyggerier. Jeg taler eksempelvis bedre arabisk end mange af de rødder, der er vokset op i ghettoen«.
Den politiske strid om udlændinge er langtfra dødEn af de største fordele ved at vokse op ude på landet er skolerne, mener Mohamad Ibrahim.
»I min klasse var der tid til den enkelte, netop fordi skolen ikke druknede i sociale problemer. Jeg havde dygtige lærere, der forventede noget af mig. Mine natur og teknik-lærere tog mig sammen med nogle andre elever til Grønland for at vandre. Min dansklærer gjorde meget ud af, at min familie skulle komme til julearrangementer og den slags. Min matematiklærer talte aldrig ned til mig, selvom jeg havde svært ved faget. Når jeg ikke lavede lektier, ringede de med det samme hjem til mine forældre og sagde: »Mohamad er dygtig, men vi tror, han kan blive bedre«. De så aldrig ned på mig på grund af min etnicitet. De gav mig en faglig stolthed i en tid, hvor jeg ikke havde særlig meget«.
Var der ingen konflikter ved at være den eneste med flygtningebaggrund i byen?
»Vi oplevede landsbyracismen. Dagen efter nytårsaften stod vi flere gange op til, at nogen havde spraymalet ’perker’ på vores garage. Det var ubehageligt. Når jeg var ude med aviser, oplevede jeg også, at enkelte pudsede deres hunde på mig eller kastede øl efter mig og kaldte mig perkersvin. Men vi vidste, hvem de var. Det var få familier. Resten af Tappernøje var åbne, og de tog også afstand fra racisterne. Jeg fik aldrig mulighed for at opbygge et vedvarende fjendebillede, for hver gang jeg blev kaldt perker, havde jeg ti gode oplevelser at opveje det med«.
Mohamad Ibrahim er i dag glad for, at hans forældre foretog et bevidst valg om at flytte på landet.
»Det har betydet meget for mine forældre at bo på landet. De fik hurtigt et arbejde. De gik også op i, at mine søskende og jeg ikke manglede noget, selvom de ikke havde mange penge. Jeg abonnerede på Jumbobøger, Anders And-blade og Illustreret Videnskab. I 5. klasse sagde jeg til min far, at jeg mente, at det var vigtigt med en computer. Han havde ikke mange penge, så han tog et Express-lån, som han betalte af på i mange år, og købte en computer til 17.000 kroner til mig. Så opvæksten på landet kombineret med kærlige forældre er det, der har gjort, at jeg sidder, hvor jeg gør i dag«.
Hvornår har du spist med en indvandrer?Glemmer du ikke, at det ofte er de ressourcestærke, der vælger at flytte fra de socialt belastede områder?
»Min far og mor var ufaglærte. De har stærke psykiske men fra krigen. Min far er blevet tortureret af israelerne og har været i en fængselscelle i 85 dage, hvor han ikke kunne ligge ned. Han var fængslet i halvandet år og så sin bror blive tortureret. Han kunne sagtens være blevet en velfærdsklient, men foretog aktive valg, så vi kunne få et bedre liv. Et af de valg var at flytte til Tappernøje. Jeg er også træt af diskussionen om ressourcer«.
Hvorfor?
»I Danmark får du din løn fra kommunen, hvis du ikke kan arbejde. Du skal ikke være nervøs for, om der er mad på bordet. Hvis du ved, at det er usundt for dit barn at bo i ghettoen, hvorfor så ikke gøre det rigtige og flytte? Det kan ikke passe, at vi ikke tør kræve mere af forældre. Vi er med til at skabe en taberkultur, hvis vi ikke stiller krav. Vi forventer ikke noget af folk med ’få ressourcer’. Se bare på aviserne, når de laver de såkaldte ’succesperker’-historier. I dag skal du bare have et job som nydansker, så ryger du på avisforsiden som en succes. Det påvirker majoritetsbefolkningen«.
Nydanskeren er aldrig bedre end sin værste 'fætter'Hvor ser du den påvirkning?
»Jeg har lige været i Egypten, og da jeg legede med min søn i poolen, sang jeg børnesange, som vi har øvet til babysvømning. En etnisk dansk kvinde hørte mig og var overrasket: »Nej, hvor er du velintegreret og dansk«, sagde hun. Hun var overrasket over, at jeg sang for ham. Det provokerer mig. Majoritetsbefolkningen må da vænne sig til at se langt flere nydanskere i samme roller som veluddannede danskere. Ja, vi går til babysvømning med vores børn, går på barsel, køber lejligheder og er danske, palæstinensiske og muslimske på samme tid«.
Hvis du er så glad for landet, hvorfor bor du der så ikke selv?
»Jeg kunne sagtens finde på at flytte tilbage. Men lige nu bor jeg tæt på mit arbejde, og min kone går på universitet«.
fortsæt med at læse
