Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Brevveksling: Hvorfor skal barnet bøde for, at mor kan realisere sig selv?

En ny Megafonundersøgelse viser, at de fleste danskere mener, at børn tilbringer for mange timer i institution.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kære Astrid

Du har ved flere lejligheder udtalt dig særdeles positivt om vuggestuer og børnehaver som en central del af vores velfærdssamfund. Måske du endda deler holdning med de mange (særligt kvinder) her til lands, der slet ikke føler behov for at overveje alternativer til den omfattende institutionalisering? Det er vi jo en lille – men voksende – skare (samt resten af verden uden for Danmark), der ikke helt forstår: Hvorfor skal det være sådan, at alle børn sendes ud af hjemmet, fra de er fyldt et år (om ikke før)? For hvis skyld gør man det?

Er det ud fra en forestilling om, at det etårige barn i ramme alvor har behov for at tilbringe mange timer uden for sit trygge hjem blandt larmende børn og halvfremmede ansatte, der langtfra altid ser og hører de små? Eller er man gået bort fra dén forklaring, der vist peakede i 1990’erne, og fokuserer man i dag mere på kvinderne og deres altfortærende selvdyrkelse (fordi vi fortjener det!) igen?

Jeg er tilbøjelig til at tænke det sidste: at ungernes behov må vige til fordel for mors ret til at realisere sig selv i karrierejobbet med at opdatere hjemmesider i Slagelse Kommune. Eller at herse rundt med mandfolk i en hr-stilling. Er du en af dem, der mener, at dette er en helt fin prioritering, eller kunne du være åben for at overveje, om ikke den stærke norm for institutionalisering kunne tåle lidt modspil? Sådan i mangfoldighedens navn?

Bedste hilsner, Eva

Kære Eva

Jeg elsker at være mor, jeg elsker at være sammen med mine børn, og jeg elsker deres skønne far, der bruger tid med dem. Og så er jeg glad for de dygtige, dedikerede uddannede pædagoger og dejlige medhjælpere, der sikrer gode rammer i løbet af arbejdsdagen for mine unger. Jeg er glad for de gode venner, de har i deres vuggestue, børnehave og sfo, og de spændende ting, de får lejlighed til at prøve kræfter med. Samtidig er jeg meget glad for mit eget arbejdsliv, også i kombination med moderskabet, og jeg er rigtig glad for at leve i et samfund, hvor kvinderne er på arbejdsmarkedet, og hvor det er normen, at både mand og kvinde er med til at forsørge familien.

Det giver ikke bare mere lige muligheder i livet for mænd og kvinder, men også et rigere samfund med mulighed for bedre rammer. Også for børn, der ikke må nøjes med ufaglærte, løstansatte nannys, som man ser det i mange andre lande. Et rigere samfund, hvor børn ikke er afhængige af, hvilken sundhedsforsikring deres forældre har – men har fri og lige adgang til et sygehusvæsen i høj klasse. Og et samfund, hvor de kan gå i en folkeskole, hvor de møder børn fra alle dele af samfundet og med den nye folkeskole også bliver udfordret fagligt, hvad enten de er stærke til det boglige eller det mere praktiske. Alt sammen ting, der ikke kunne lade sig gøre, hvis ikke også kvinderne var på arbejdsmarkedet.

Så nej, jeg mener sådan set, vi har det bedste fra alle verdener. Hvis du spørger mig, er udfordringen at få endnu flere børn med på børnehavetoget.

De bedste hilsner, Astrid

Kære Astrid

Men, kære Astrid, du forholder dig jo slet ikke til kernen i mit oplæg: at det ikke nødvendigvis er det rigtige for alle børn og alle familier med masseinstitutionerne. Som de fleste andre velfærdsglade folk tager du udgangspunkt i dig selv, i dine præferencer, ønsker og behov. Men det er da lidt asocialt, er det ikke?

For hvad med dem, der har andre præferencer end dig? Og, i særdeleshed: hvad med børnene? De er – skulle nogle af migmigmig-mødrene have glemt det – også mennesker og har, som du og jeg, også ønsker og behov. Dem er der bare ingen, der lytter til. Man taler om mors, arbejdsmarkedets og systemets behov. Og dét er min anke: Når såvel hjemlige som udenlandske forskere kan dokumentere, at institutionsbørn oftere bliver aggressive eller resignerede, når vi ser en eksplosion af diagnoser til selv helt små, ja, selv en angstepidemi blandt børn, som DR forleden kunne berette om – så burde det vække alle forældres bekymring.

LÆS DEBAT

Du er bange for ’ufaglærte nannys’? Jeg vil til hver en tid foretrække en ufaglært passer, som elsker børn, frem for en ’professionel’, der måske tilmed har valgt sin beskæftigelse af alle mulige andre årsager end interessen for de små. Ingen spørger til kvaliteten af den omfattende pasning – selv om danske børn opbevares i gennemsnit 7 en halv time uden for hjemmet per dag, og hele 96 procent er i børnehave. Og alligevel vil du have mere institution i deres liv. Hvorfor ikke bare være ærlig og indrømme, at det, du ønsker, er en total ensretning af familierne?

Bedste hilsner, Eva

Kære Eva

Tjuhej, hvor du kan: masseinstitutioner og skumle pædagoger, der har valgt faget, fordi de ikke kan lide børn!

Ja, jeg mener hele samfundet vinder på, at også mor er på arbejdsmarkedet. Bl.a. derfor kan vi sikre alle adgang til uddannelse, sundhedsvæsen og pleje, når de bliver ældre.

At de fleste kvinder bliver gladere af at have et professionelt liv, er ikke et selvstændigt argument her – men mon ikke børn bliver gladere af at have glade mødre?

Jeg mener nu også, det er godt for børnene. De oplever en større verden end den lille derhjemme, hvilket er godt for mange ting.

Og så deler jeg slet ikke din opfattelse af faglærte pædagoger som nogle, der ikke vil børnene, og din modstilling til ufaglærte nannys, der elsker børn, forekommer mig noget barok. I mine ungers institutioner har jeg mødt kvalificeret personale, som har elsket deres arbejde og holdt meget af mine unger. Der har været pædagogiske planer og principper bag hverdagene, strukturerede aktiviteter med børnenes udvikling for øje og i øvrigt masser af øvelse i at gebærde sig blandt andre mennesker – noget jeg tror kommer mine børn til gavn resten af deres liv.

LÆS KOMMENTAR

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den udenlandske forskning, du skriver om, er vel netop fra lande uden faglært personale?

Og forskning herhjemmefra viser jo også klart, at for de mest udsatte børn kan hverdagen i institution faktisk kompensere for de svigt, de udsættes for derhjemme. Når de allersvageste børn beviseligt oplever et kæmpe løft af hverdagen i vuggestuen eller børnehaven, så virker det ret usagligt, at du sådan mener, det skader det store flertal.

I hvilken automat har du trukket den analyse? Og er det ikke synd for de børn, der bliver snydt for den udvikling, de oplevelser og de venskaber, der følger med hverdagen i en vuggestue eller børnehave?

Bedste hilsner, Astrid

Kære Astrid

Lad være med at forvanske mit argument: Jeg hævder ikke, at pædagoger en bloc ikke holder af børn – blot, at det ikke nødvendigvis er interessen for ungerne, der er primærårsagen til valget af metier. De meget lave adgangskrav og uddannelsens korthed kunne meget vel også være relevante her.

Så til sagen: Jeg henviser blandt andet til store studier i England og USA – henholdsvis EPPE-rapporten og Jay Belskys ditto fra NICHD, omhandlende tidlig instutionalisering. Herhjemme støttes disse af blandt andre børnepsykiater Gideon Zlotnik, Ole Henrik Hansen og Ole Schouenborg. I ny og næ endda Dion Sommer, når han glemmer at beskytte de voksnes interesser og husker på ungernes i stedet.

LÆS DEBAT

Konklusionerne er ret enslydende: I højkvalitetsinstitutioner kan nogle socialt udsatte børn profitere af et rimeligt tidsmæssigt ophold. Men disse gode steder er sjældne (også i Danmark), og det ændrer ikke ved, at socialiseringen til dagliglivet foregår bedst i hjemmets trygge rammer og ikke i den kunstige opbevaringssituation, vuggestuen jo er. De alt for mange timer i larmende, stressende anstalter med forsvindende lidt reel voksenkontakt og plads til fordybelse gør tværtimod ungerne mere angste, aggressive og resignerede.

Er det det, du ikke vil have, at de små ’snydes’ for? Tak for kaffe.

Bedste hilsner, Eva

Kære Eva

Godt ord igen. Jeg har i al fald dyb respekt for pædagogernes faglighed. Og det er klart: Det kræver engagement i sit fag at tage sig af vores allermest dyrebare!

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg mener stadig, du blander pærer og æbler. At man i de lande, hvor man ikke har tradition for faglært personale, får ringere resultater end i Danmark, synes jeg må være næsten for åbenlyst til, at det er værd at kaste forskningsmidler efter. Jeg mener ikke, du har ret, når du siger, vi ikke generelt har højkvalitetsinstitutioner.

Og med den vurdering af vores daginstitutioner følger også et stort ansvar: Der skal sættes ind over for højt støjniveau, sikre,s at alle børn ses og stimuleres, har voksenkontakt og omsorg.

Og så er det selvfølgelig vigtigt, at man som forælder ikke betragter institutionen som et sted, man partout skal lade sine børn være fra 8 til 16 hver dag, hvis man har mulighed for at aflevere senere eller hente tidligere. Kigger jeg på mine børns institutioner, kan jeg konstatere, at det også sker – selv forældre, der har børn i daginstitution, vil gerne være sammen med dem, når de kan!

Bedste hilsner, Astrid

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden