Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Uddannelsessystemet knuser alt for mange drømme

Hvorfor skal vi passe ind i et uddannelsessystem, der ikke magter mennesker med f.eks. skabertrang?

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I dag bliver jeg student. Og hvad lærte jeg så egentlig? En masse tyske gloser, som jeg allerede har glemt, at spille tetris på over 40 forskellige diskrete måder, og så har jeg lært, at det er godt at have noget at ’falde tilbage på’. Men hvorfor er det egentlig lige, vi alle sammen går og regner med at falde?

Jeg får huen på i dag. Jeg var egentlig lidt usikker på, om det ville være spild af penge at bestille den hue. Jeg har været meget i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde ville nå hertil. Med en fraværsprocent højere end Babelstårnet og en motivation, der har været lavere end Justin Biebers sidste mange lavpunkter, har det ikke været en dans på roser at nå i mål.

Jeg talte med en mand for et par måneder siden. Han er, som Politikens læsere er flest: i 40’erne, arbejder med kommunikation, har kone og børn, er venstreorienteret. Alligevel stikker han ud på ét punkt: Han har ingen uddannelse. For nogle måneder siden sad jeg til et møde med ham i forbindelse med noget arbejde. Jeg pjækkede, så vi kom selvfølgelig ind på den del af det.

»Gør nu gymnasiet færdigt, Thomas«, sagde han. Som nummer ti den dag.

LÆS DEBAT

»Ja, ja, selvfølgelig«, svarede jeg. For tiende gang den dag – selv om jeg på det tidspunkt mest af alt havde lyst til at droppe ud.

Det er kun fire måneder siden. Da manden skulle til at sige noget mere, var det noget om vigtigheden af, at jeg gør det færdigt, og hvor godt det er at have noget at falde tilbage på, men denne gang var der noget flakkende i hans blik, der tog gennemslagskraften af de ellers så alfaderlige ord.

Jeg spurgte, om han selv har en uddannelse. Det har han ikke, og så røbede han en ting over for mig. At han hver evig eneste dag, når han står med sine børn i hånden på vej ind i skolegården for at aflevere dem, bliver nervøs for, at hans børn skal opdage, at kedsomheden og trivialiteten lynhurtigt slår ned. Han bliver bange for at blive opdaget, fordi musikaliteten i hans stemme forsvinder, når han siger: ’Hav en god dag i skolen, unger’.

Det er jo paradoksalt, hvordan han føler en pligt til at fortælle mig om vigtigheden af at tage en uddannelse, når han i bund og grund selv er uuddannet – og et glimrende billede på vores uddannelsessystem. Vi ved alle sammen godt, at det er forældet, alligevel skal vi alle – som i hver og én – gå der, for man skal have at ’falde tilbage på’.

Men her er det så, jeg undrer mig over, hvorfor præmissen skal være, at vi falder? Hvorfor skal vi ikke uddanne os for at få noget at stå fast på? Uddannelsessystemer knuser alt for mange drømme med det som præmis.

LÆS DEBAT

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I tre år har jeg siddet til timer i tysk og naturgeografi, og min lyst til at lave skandaler blev kun større, for hver dag der gik. Man kunne kaste en remoulademad op på tavlen, hacke sig ind på storskærmen, putte pruttepuder på stolene eller noget i den dur. Nogle af dem, der havde det som jeg, droppede ud. Og jeg har skiftevis været enten misundelig på eller meget inspireret af dem.

Alligevel kunne jeg aldrig få mig selv til at droppe ud, for hvad skulle jeg egentlig lave? Ud på Afuk og være akrobat? Nej, jeg har for meget på sidebenene og for lidt motorik. Gå på hf? Eksamen i alle fag, det er vist lige lidt for intensivt til mig. Handelsskolen? At være ekspedient i 7-Eleven i Skive var mere end rigeligt. Gå på erhvervsskole og blive tømrer? Jeg ville komme til at korsfæste mig selv ved en fejl den første dag.

Vores uddannelsessystem er et system af kasser, og passer man ikke ned i dem, kan man få lov at rette ind.

Tidligere på året kom regeringens Produktivitetskommission med sine anbefalinger og råd til, hvordan vi skal blive et mere effektivt folkefærd. Det hele skal gå stærkere, og flere skal tage en uddannelse og træde ind i hamsterhjulet. Men hvorfor egentlig?

LÆS FORMAN FOR DGS

Min veninde er lige kommet ind på sit drømmestudie i Firenze. En anden veninde kan vælge og vrage mellem Englands bedste universiteter. For nogle måneder siden skrev jeg en artikel til avisen her om en fyr på kun 17, der er direktør for ti ansatte. Det kan godt være, at min generation er fucked up, men jeg fornemmer en energi og en skabertrang, som må vække jalousi helt ind på plejehjemmene. Og i Produktivitetskommissionen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Gymnasiet var det bedste af alle valgmuligheder for mig personligt. Jeg elsker at læse, jeg elsker at fordybe mig. Jeg elsker at prøve at forstå. Alligevel har der været noget ved gymnasieformen, der ikke har passet helt til det samfund, vi lever i. Der er en gruppe elever, vores uddannelsessystem ikke magter: de kreative. Dem med skabertrang, dem, der vil sætte ord, billeder, lyd og andet på alt det, vi lærer. Finansministeriets regnedrenge kunne passende begynde at regne på, hvor meget det koster statskassen årlig, at vi ikke dyrker lige præcis de talenter mere. Det er mange penge, tror jeg.

Men vigtigst af alt: Nu har jeg noget at falde tilbage på. Så hermed vil jeg starte mit frie fald – men lur mig, om der ikke kommer nogle om lidt og spørger, om jeg ikke snart skal i gang med en videregående uddannelse.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden