Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debat

Relationen mellem læge og patient er sygdomsramt

God kommunikation mellem læge og patient er afgørende for klinikken.

Debat

I disse år markeres adskillige 200-års jubilæer, bl.a. Wienerkongressen og Norges forfatning.

Et andet jubilæum kan ikke tidsbestemmes helt så præcis, men vi befinder os tæt på 200-året for klinikkens fødsel. Ikke en bestemt klinik, men den kliniske undersøgelse. For 200 år siden foregik den typisk ved sygesengen, og derfor kommer begrebet klinik da også fra det græske ord for en seng.

Jubilæet kunne passende få os til at diskutere, hvordan klinikken kan overleve, for meget tyder på, at relationen mellem læge og patient i flere henseender er sygdomsramt. Men lad mig først præsentere det 200-årige fænomen.

Den franske filosof Michel Foucault har i ’Klinikkens fødsel’ beskrevet, hvordan begrebet udvikledes i Frankrig i starten af 1800-tallet. Han beskrev 1700-tallets læge som en botaniker, der ’botaniserede’ blandt patienterne, iagttog ydre sygdomstegn, f.eks. rødme, feber eller lammelser, og relaterede dem til deres symptomer, men foretog ikke en nøjere objektiv undersøgelse ved sygesengen.

Det gjorde lægerne i 1800-tallet. Nu blev viden fra systematiske obduktioner kombineret med erfaringer fra stuegangen, f.eks. når lægen følte på maven for at opdage sygelige forandringer i bugorganerne eller bankede på brystkassen for at erkende lungedæmpninger ved tuberkulose.

På den måde blev sygdommene beskrevet i både tid og rum, de udvikledes i patientens indre – og blev ikke længere forklaret ved noget, der »faldt ned fra himlen og ramte patienten«.

At det hele skete i Frankrig, skyldtes udviklingen af offentlig administration og forvaltning efter Napoleonskrigene. Her etableredes hospitaler med tusindvis af patienter og systematisk oplæring af klinikere og udvikling af klinisk forskning.

Snart blev lægens sanser hjulpet af ny teknologi som stetoskopet og fra slutningen af 1800-tallet med røntgenundersøgelser og kemiske og bakterielle laboratorieanalyser. Men der kunne være bivirkninger ved teknologien. Muntre skeptikere gjorde opmærksom på, at stetoskopet nok forbedrede muligheden for at høre mislyde og bilyde i hjerte og lunger. Men det blev samtidig vanskeligere at høre, hvad patienterne sagde.

Et specielt kapitel i klinikkens historie blev neurologien. De franske neurologer kunne senere i 1800-tallet gennem systematiske undersøgelser af motoriske, sensoriske og kognitive funktioner identificere hjernesygdomme med større nøjagtighed.

Undersøgelserne krævede systematik og tålmodighed og ikke mindst empatisk og professionel kommunikation mellem læge og patient. Og det er måske her, vi er ved årsagerne til klinikkens skranten – ved 200-året.

I dag er den undersøgende læge påvirket af, at der et par timer efter den kliniske undersøgelse kan foreligge resultatet af en hjerneskanning. Teknologien har på den ene side givet diagnostikken en større grad af præcision.

På den anden side kan det være problematisk, at et ’facit’ foreligger tidligt i processen, hvor den kliniske problemstilling måske ikke er tilstrækkeligt belyst eller helt tænkt til ende. Et tidligt facit kan ikke undgå at påvirke kvaliteten af den kliniske proces.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Forventningen om en snarlig konklusion fra laboratoriet eller røntgenafdelingen kort efter den kliniske undersøgelse kan medføre, at sidstnævnte bliver sjusket, både hvad angår journaloptagelsen af sygehistorien og gennemførelsen af den objektive undersøgelse.

Et facit skal helst passe til det problem, som patienten undersøges for. Patientens problem er ikke et bestemt skanningsbillede, men et forløb med en række oplevede symptomer. Og det er klinikerens opgave at få beskrevet disse problemer, således at sammenhængen mellem sygehistorie og kliniske fund er logisk og kan gøres til genstand for kritisk revurdering.

I den kliniske lægevidenskab er det afgørende, at man tvinges til at stille spørgsmålet: Hvad taler imod mit diagnoseforslag?

Brugen af avanceret teknologi i diagnostikken indebærer en risiko for en bagvendt diagnostisk proces – hvor man forsøger at tilpasse patientens problem til den konklusion, som teknologien indikerer.

En parallel fra politikkens verden: Politiske diskussioner præges undertiden af, at deltagerne forsøger at definere problemer, så de passer til de løsninger, som man allerede har peget på.

Det centrale i den lægelige diagnostik er, at man i første række får svar på spørgsmålet: Hvad (hvilke) er denne patients problem(er)? Og vender tilbage til spørgsmålet. Det er især vigtigt, hvis specialundersøgelserne viser ’normale forhold’. I så tilfælde er der risiko for, at nogen forledes til at spørge, om patienten virkelig har de problemer, som han eller hun ’påstår’.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi kan ikke undvære den medicinske teknologi. Lægens lavpraktiske hjælpemidler ved sygesengen havde deres begrænsninger. Til gengæld var der mere tid til patienterne.

Nutidens kommunikationsproblemer skyldes bl.a. de mange ambulante patienter, udbuddet af specialundersøgelser og den korte konsultationstid. Risikoen ved klinikkens død er ikke kun forsømmelsen af de kliniske håndgreb.

Endnu alvorligere er det, hvis vægten på patientens sygehistorie bliver mindre, hvis diagnostikken i højere grad får karakter af screening end en søgen efter forklaringen på et klinisk problem. God kommunikation mellem læge og patient er afgørende for klinikken.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden