Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvor er mediernes kritiske spørgsmål om krigen?

Der er en fælles uvilje mod at diskutere Danmarks rolle i krigen mod Islamisk Stat.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Krig er politik med andre midler, konstaterede den preussiske general og krigsanalytiker Carl von Clausewitz i 1832 i sit berømte hovedværk ’Om krig’, og de sidste par årtier har krig i stor stil været et politisk middel, som danske politikere i skiftende regeringer har anvendt.

Nu er vi på den igen. Dårligt er bagtroppen fra Afghanistan landet i Danmark, førend vi atter sender danske fly af sted, denne gang for at bekæmpe Islamisk Stat (IS) i det nordlige Irak. Danmark besluttede i august at sende et transportfly af sted, og i dag fortalte statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), at Danmark vil bidrage med syv F-16-kampfly til den amerikanskledede koalition.

Fra dansk side har man således endnu engang valgt krigen som middel til at nå bestemte politiske mål i verden. Selv om Danmark ikke har udsendt en officiel krigserklæring, så er der i Clausewitz’ optik tale om krig, idet man søger at nå de politiske mål gennem brug af militær magt eller truslen om samme.

I dette tilfælde er regeringens mål med krigsindsatsen at bekæmpe den rabiate islamiske bevægelse, der betragtes som dels et destabiliserende antidemokratisk element i især Irak og Syrien, dels som en terrortrussel over for vestlige samfund, herunder Danmark.

Set fra en medieforskers synspunkt er det interessante spørgsmål her, hvordan medierne dækker beslutningen om endnu en dansk Irakkrig.

Stiller journalisterne spørgsmål til den valgte politik, forstået som både de valgte politiske midler og det politiske mål med indsatsen? Husker danske journalister og medier helt grundlæggende at behandle dette som politik?

Det forudsigelige svar er desværre nok nej eller kun i stærkt begrænset form. Grunden hertil ligger både i journalistikkens afhængighed af det politiske system og i den historik, der har udviklet sig igennem de sidste årtiers aktivistiske danske udenrigspolitik.

En udvikling, hvor de kritiske spørgsmål til den førte politiks mål og midler i hovedsagen har været fraværende, og hvor både politikere, medier og befolkning har udvist en fælles uvilje mod at diskutere spørgsmålet.

Lakmusprøven for dette argument er, at dansk krigsdeltagelse ikke har stået højt på dagsordenen ved et eneste af de folketingsvalg, der har været afholdt siden starten af 00’erne. Når vi skal vælge vore politikere, betyder krigene i Afghanistan, Irak og Libyen øjensynlig ingenting, ligesom heller ingen af de politiske partier har haft krigsindsatsen som topprioritet i deres valgkamp.

Så journalistikken kæmper med hårde odds, hvis der skal stilles kritiske spørgsmål til dansk krigsindsats: Der er hverken nogen, der gider at tale om det, ej heller nogen, der gider at høre om det. Og især den manglende talelyst begrænser journalistikkens kritiske råderum.

Ser vi nærmere på, hvordan nyheden om den nyeste danske krigsindsats er blevet fortalt i de danske aviser, så har historien været dækket bredt. Der er også blevet stillet enkelte spørgsmål til politikere om, hvorvidt endnu et dansk krigsengagement nu er en god idé.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men fra politisk hold fejes disse spørgsmål hurtigt af banen med et argument om, at noget bør gøres, inden det rabiate kalifat breder sig til hele Mellemøsten og sender terrorceller til Europa og USA.

Herefter forstummer de kritiske spørgsmål om, hvorvidt krig er et hensigtsmæssigt middel, eller om målet er relevant for dansk politik, fordi journalistikken mangler opbakning fra kritiske kilder.

På tværs af de politiske skel er der konsensus om, at Danmark bør følge USA i krigen mod islamismen, og de få kritiske stemmer på Christiansborg kritiserer strategien frem for selve krigsdeltagelsen med argumenter om, at man burde have gået ind i Syrien tidligere, eller påpeger, at alliancen består af vanvittige diktaturer.

Uden nævneværdig kritik fra politisk hold tørrer den kritiske stemme i journalistikken hurtigt ud, og den krigsmodstand, der måtte findes i befolkningen, repræsenteres ofte ved forfatteren Carsten Jensens enmandshær.

I stedet forfølger journalistikken de spørgsmål, som de politiske partier gerne vil tale om, nemlig dæmoniseringen af IS samt spørgsmålet om, hvordan man kan forhindre unge danskere i at rejse til Syrien og tilslutte sig IS.

Selv om IS med sine henrettelsesvideoer har gjort sit til at opbygge skrækscenariet af radikal islamisme, så forstærker journalistikken dæmoniseringen ved at fylde på med gruopvækkende beskrivelser af det »bestialske« fundamentalistiske »rædselsregime« og historier om danske unge, der pludselig bliver fanget af IS’ propaganda og skifter skoletasken ud med en Kalasjnikov.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Både historier om IS’ ugerninger og de unge danske krigere er oplagte nyhedshistorier med rigelige mængder af konflikt, sensation og identifikation, hvorfor det ikke kan undre, at journalister vælger disse. Men når vægten bliver lagt på at dæmonisere fjenden og bekræfte frygten for, at IS kommer til Danmark, ja, så medvirker journalistikken til at skabe opbakning om krigens politiske mål og retfærdiggøre krigen som middel.

I stedet for at behandle den danske krigsdeltagelse som et politisk spørgsmål bliver journalistikken selv en del af politikken ved at legitimere det politiske mål og valget af politiske midler.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden