Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Venstrefløjen er selv skyld, at de tabte kampen, der var for mange medløbere mener Preben Wilhjelm. Kilde: Politiken.tv/ Per Michael Jespersen, Peter Vintergaard

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

68-oprøret er opreklameret

Det var langt hen ad vejen 68'ernes egen skyld, at venstrefløjen tabte kampen, siger bogaktuelle Preben Wilhjelm.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Det er en kæmpe løgn, at venstrefløjen flyttede samfundet markant fra 1960’erne og frem. Udviklingen er da slet ikke gået vores vej«.

Så kontant er udmeldingen fra venstrefløjens grand old man, den snart 80-årige Preben Wilhjelm, der har skrevet erindringsbogen ’Man kan sagtens være bagklog’ om et liv, hvoraf langt de fleste år er blevet tilbragt på venstrefløjen. Han voksede op hos en enlig mor i et arbejderhjem i Valby, blev mønsterbryder, kom på universitetet og var i 1959 med til at danne SF – og VS i 1967.

De fleste er da enige om, at I fik drejet samfundet mod venstre, Wilhjelm?

»Lad os tage det fra en ende af: Fik vi lagt afstand til den blinde vækst og forbrugerisme og knæsat princippet om bæredygtighed? Nej. Fik vi bremset kommercialiseringen af medierne? Nej. Fik vi en styrkelse af den offentlige trafik? Nej. Fik vi forhindret salg af arvesølvet i form af nationale medier, el- og teleselskaber, Dong, Statsanstalten mv.? Nej. Fik vi en liberal rets- og kriminalpolitik? Nej. Fik vi lagt afstand til EU’s neoliberalisme? Nej. Selv om højrefløjen plaprer op om, at venstrefløjen satte sig på alt fra 1960’erne og frem, havde vi så godt som ingen indflydelse på de konkrete beslutninger. De få sejre, vi havde, var defensive: Vi undgik atomkraft og fik stoppet spekulationen i at gøre lejeboliger til ejerlejligheder«.

Men I sad da på meningerne, ikke?

»Vi fik sat nogle dagsordener og fik ændret lidt i hovedet på folk, når det gælder pædagogik, ligestilling, børneopdragelse og miljø. Vi var ikke de første, der gjorde os tanker på disse områder, de fik bare et boom i vores tid. Og når de borgerlige taler om et venstreorienteret meningstyranni efter 1960’erne, er det grotesk. Bare det, at vi åbnede munden, er blevet gjort til, at vi bestemte det hele. Det er ren historieforfalskning«.

Så ingen mediedominans?

»Jamen, hvad er det dog for noget pis at tale om røde lejesvende i DR! De borgerlige rekrutterede jo den ene folketingskandidat efter den anden fra DR. Det var jo dem, der sad på nyhedsudsendelserne og formidlede billedet af det politiske Danmark. Vi dominerede ikke, og vi vandt ikke engang værdikampen. Det eneste, vi fik udrettet, var, at vi fik præget dele af befolkningens tankegang«.

68’ernes egen skyld

Ifølge Preben Wilhjelm var det langt hen ad vejen 68’ernes egen skyld, at de ikke i højere grad fik flyttet samfundet.

»Et af venstrefløjens store problemer er, at den har formuleret sig som en brækket arm. De diskussioner, vi havde i VS, var abstrakte og teoretiske som bare fanden. Den der universitetsmarxisme er jo uforståelig og helt igennem ikkefolkelig. Der er ikke behov for at docere 3. bind af ’Kapitalen’ for at påpege grundlæggende problemer ved det bestående system. Det kan gøres på 10 minutter«.

Men du må da indrømme, at venstrefløjen dengang havde en vilje til at ville forandre, som man ikke oplever i dag?

»Rigtigt, men 68-oprøret var også en modebølge, der havde appel til medløbere. Det var så nemt at blive venstreorienteret på universiteterne, ja det blev nærmest forventet, at man var det. Jeg kan godt forstå borgerlige som David Rehling og Bertel Haarder, når de siger, at det var »sgu os der var selvstændige og tænkte selvstændigt«, det er jo ikke helt forkert«.

Men 68’erne har jo netop brystet sig af, at de på universiteterne satsede på kritisk og selvstændig tænkning, ikke?

»Da Erling Olsen blev vraget som rektor på RUC, kaldte han det en marxistisk missionsskole, og det var ikke helt løgn. Jeg var flere gange ekstern censor på et af modefænomenerne: speciale om boligpolitik. De startede alle med 20 sider om en fransk marxistisk teoretiker, Cogoy, som var hot stuff i de år. Men der var ikke skygge af forbindelse mellem de 20 sider og resten af specialet. Det var påklistret, og det var grinagtigt. På venstrefløjen som helhed dyrkede man kritikløst ’loven om profitratens faldende tendens’, som ved nærmere eftersyn beror på en cirkelslutning – som Marx i øvrigt aldrig har kaldt en ’lov’. Men den kunne ikke diskuteres. Man kaldte sig ’antiautoritære’, men man havde sine dogmer«.

LÆS PREBEN WILHJELM

Og det så du allerede dengang?

»Jeg var ca. 15 år ældre end 68’erne, så i min tid var det ikke en selvfølge at blive marxist. Det var tilkæmpet, op imod strømmen, og derfor nok mere gennemprøvet. Det kunne forudses og blev sagt allerede dengang, at kommende departementschefer og teknokrater ville blive rekrutteret blandt typiske RUC-marxister«.

Er du bitter på dem, som faldt fra?

»Overhovedet ikke. Der er kun én gruppe, jeg ikke har det godt med, og det er dem, der gik fra den ene doktrinære lejr og over i den anden – og både før og efter ligger inde med sandheden, mens alle andre er idioter. Pittelkowerne, som de kaldes«.

Du distancerer dig fra ’de doktrinære’. Men du var jo selv medlem af et parti, der gik ind for revolutionen, VS, og som havde et tvivlsomt forhold til demokrati og pluralisme. Du havde jo selv en rem af uden, ikke?

»Jeg gik ind for et grundlæggende systemskifte, og det gør jeg fortsat. Det er, hvad der ligger i ordet ’revolution’, hverken mere eller mindre, for eksempel intet om midlerne. Jeg bruger et helt kapitel i min bog ’Hvad er det med den dér revolution?’ på at beskrive, hvad jeg lægger i det dengang som nu. I min udgave er det på ingen måde tvivlsomt i forhold til demokrati og pluralisme, tværtimod«.

Arbejderromantikerne

Preben Wilhjelm er vokset op hos en enlig mor i en meget lille lejlighed i Valby. En ting var han i særdeleshed allergisk over for på venstrefløjen i 1970’erne. Dyrkelsen af arbejderne.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»De der pæne overklassebørn, der havde dårlig samvittighed over deres herkomst og forsøgte at solidarisere sig med arbejderklassen ved at blive post- eller værftsarbejdere, kunne jeg ikke klare«.

Men helt ærligt, var det ikke nødvendigt for venstrefløjen at bygge bro over jeres kløft til arbejderne?

LÆS PREBEN WILHJELM

»Jo, og det skal da siges, at nogle af dem faktisk blev gode tillidsfolk og faglige ledere, men ofte var der tale om at snobbe nedad, og det bygger man i hvert fald ikke bro ved. Desuden havde mange i VS et teoretiseret billede af ’den rigtige arbejder og proletar’. I disse kredse var det ikke nok at være arbejder. Det revolutionære potentiale var alene industriarbejderne. Det var så firkantet i perioder i VS, at arbejderisterne i partiledelsen ikke støttede op, når f.eks. sporvognsfunktionærerne aktionerede, for de hørte ikke til industriarbejdere. De stod ikke dér ved samlebåndet. Selvfølgelig mister man som venstrefløj sin gennemslagskraft, når man er så virkelighedsfjern«.

De var ikke klasseforrædere

Den yderste venstrefløj har altid stillet sig skeptisk til socialdemokrater, der er blevet set som klasseforrædere, fordi de har legitimeret kapitalismen. Det er lige lovlig forenklet, mener Preben Wilhjelm.

»Det giver ikke mening at tale om klasseforrædere, når langt størsteparten af arbejderne støttede Socialdemokraterne. Og som jeg konstaterer i min pamflet om krisen, valgte arbejderklassen, da det blev dens tur, ikke socialismen, men socialdemokratismen. Selvfølgelig fordi de fortjener kredit for at have forbedret almindelige menneskers vilkår, for at have skabt velfærdssamfundet. Problemet er bare, at de har glemt den grundlæggende systemkritik. I den forstand har de ganske rigtigt legitimeret kapitalismen«.

Er venstrefløjens problem ikke den evindelige systemkritik?

»Jo, hvis den står alene og ikke bruges konstruktivt. Jeg blev for et år siden inviteret til et møde i Enhedslisten i København, der lagde op til en diskussion om, hvorvidt man overhovedet kan forestille sig en revolution i dag. I panelet sad kunsthistorikeren Mikkel Bolt. Han konkluderede, at det gjaldt om at afskaffe nationalstaten og pengeøkonomien. Og det bedste, der kunne ske for revolutionen i Danmark var, at alle meldte sig ud af Enhedslisten. Men hvordan vi nærmede os målet, sagde han intet om. Det var lige efter sammenbruddet af finanslovsforhandlingerne, og han sluttede med at konstatere, at Enhedslisten havde erstattet revolutionen med to bad om ugen. Det deprimerende var, at denne arrogante bemærkning fra elfenbenstårnet fik bragende bifald fra det store flertal i forsamlingen. Jeg fatter ikke, at der skulle være en modstrid mellem at arbejde for et grundlæggende systemskifte og at forsøge at udnytte en forhandlingssituation til at opnå en social forbedring«.

Nutidens venstrefløj er o.k.

Den snart 80-årige Preben Wilhjelm har de seneste år fået et opsigtsvækkende comeback i den offentlige debat. For to år siden udgav han en pamflet om nødvendigheden af systemkritik, der strøg til tops på bestsellerlisten. Og i 2014 er han den skribent i Politiken, der har skrevet det indlæg, ’Syv spørgsmål journalister aldrig stiller’, der er læst af flest.

LÆS DEBAT

Når du som næsten 80-årig er gået hen og er blevet kult, udstiller det så ikke den moderne venstrefløjs manglende evne til at begejstre? En nostalgisk søgen tilbage?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Nej. Problemet er, at den moderne venstrefløj bliver sammenlignet med 68-oprøret og venstrefløjen i 70’erne. Men den sammenligning er unfair«.

Hvorfor unfair?

»Først og fremmest fordi 68-oprøret var en kortvarig undtagelse. Årtierne før og efter bød ikke på mere venstrefløjsbegejstring, end vi ser nu. Hvis nogen er nostalgiske efter den tid, fortrænger de nok, at der i vidt omfang var tale om et ikke særlig funderet modefænomen, at mange på venstrefløjen var verdensfjerne teoretikere, og at der trivedes en komisk arbejderisme, som virkede uægte og derfor nedladende. Nutidens venstrefløj omkring Enhedslisten har heldigvis distanceret sig fra de mange fejl, som blev begået dengang. Jeg kunne frygte, at den grundlæggende systemkritik blev fortrængt af de mange konkrete problemer, man skal forholde sig til. Den frygt er blevet dementeret på de snesevis af møder, jeg har haft landet over i den seneste tid. Det er årtier siden, jeg har oplevet så stor interesse for at diskutere markedsmekanismens katastrofale konsekvenser. Så jeg har tiltro til fremtiden«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden