Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

tegning: Mette Dreyer

tegning: Mette Dreyer

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


LA Ungdom: Løgnen fra 68 er blevet et socialistisk mantra

Vi, unge liberale, er trætte af, at venstrefløjen kræver monopol på at ønske et bedre samfund.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Nej, jeg ønsker ikke lavere skat, fordi jeg hader de fattige«, er blevet en fast del af repertoiret i den offentlige debat for enhver liberal mod socialister, der står med fingrene i ørerne og rækker tunge ad de grimme og slemme liberalister. Det er pinligt og faktisk lidt trættende i længden.

Især når påstanden kommer fra en, der er ansvarlig for at lære de unge socialistpoder hos Cevea om politik. Kristian Kirk koger (Pol. 17.3.) liberalismen ned til at handle om egohippierne – der ifølge ham står i opposition til de utrolig fællesskabsbevidste marxistiske hippier.

Og netop hippiemarxisterne fortalte de unge, at socialisme var lig alt, hvad der var godt: fred, fællesskab, kærlighed. Det var på trods af, at marxisterne på dette tidspunkt hyldede massemordere i Kina, Cuba og Sovjet, var militaristiske og helt igennem ekskluderende – blandt andet over for Christianias rundkredse og frivillige fællesskab.

Og netop det med frivillige fællesskaber er i princippet den eneste forskel mellem socialismen og liberalismen: Mens liberale hylder frivilligheden, har socialismen som ideologi så lidt tiltro til mennesket, at deres fællesskab alene fungerer ved at bero på tvang.

Hvis man så alligevel mener, at troen på individet – og den enkeltes rettigheder til at tænke, tale og handle frit – lyder grådigt og egoistisk, så er det, fordi 68’ernes marxister var fremragende propagandister. De overtog hippiebevægelsen – hvilket i sin natur var apolitisk og frivillig – og bildte alle ind, at det var socialismens arv, selv om historien gang på gang har vist det modsatte.

Vores generation af unge mennesker er præget af et andet klarsyn. De kan se, at velfærdsstaten har spillet fallit

Nutidens fattige venstreintellektuelle miljø i Danmark fortæller den samme løgn, som de gjorde i 68, og netop derfor taler vi unge liberale så meget om hippieliberalisme og ungdomsoprør. Fordi vi er trætte af, at venstrefløjen kræver monopol på at ønske et bedre samfund.

Og helt ærligt – tror I virkelig, at det er for de rigeste skyld, at vi kæmper for et fundamentalt anderledes samfund?

Når vi vil sænke skatterne for alle danskere, er det for, at kontorassistenten, rengøringskonen og gartneren kan bruge penge på det, som gør dem selv og deres nærmeste glade. De rige kan jo være ligeglade – de køber da bare det, de vil. Eller flytter til udlandet.

Når vi kæmper for at lovliggøre narkotika, er det ikke for Lars Seiers skyld. Det vil derimod sørge for, at narkomanerne ikke længere skal tvinges ud i et kriminelt miljø. Det vil sikre dem renere og mere sikre stoffer. Det vil sikre færre overdoser og hiv-smittede. De rige kan være ligeglade – det er ikke dem, forbuddet mod narkotika rammer.

Venstrefløjen har med de ideologiske skyklapper insisteret på, at sygehuse skal være offentlige. Resultatet er lange ventelister, alt for mange fejloperationer og en elendig service.

De rige kan være ligeglade – de har allerede tegnet en privat sundhedsforsikring. Folkeskolen, ungdomsuddannelser og sågar universiteterne er ikke blot dyre og ineffektive – de bliver også overgået på det faglige niveau af lande som Estland, Polen og hele Vesteuropa.

De rige kan være ligeglade – de vælger da bare en privat skole eller sender deres børn til udlandet.

Ironisk nok er det 68-generationen, som i dag rigidt forsvarer en velfærdsstat, som ikke tjener samfundets bund noget godt.

Alle de riges alternativer har de ressourcesvageste ikke i et samfund, hvor halvdelen af deres indkomst går til velfærdsstaten.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ironisk nok er det 68-generationen, som i dag rigidt forsvarer en velfærdsstat, som ikke tjener samfundets bund noget godt. Det er dem, der holder fast i et urimeligt højt skattetryk. Som bliver ved med at forsvare en formynderisk politik, hvis konsekvenser er det stik modsatte af intentionerne.

Vores generation af unge mennesker er dog præget af et andet klarsyn. De kan se, at velfærdsstaten har spillet fallit. De tror på forandring, nytænkning og fremtid. De tror på, at friheden virker. Og de har en stor tiltro til, at deres medmennesker reelt er eksperterne i deres eget liv.

Kristian Kirk og venstrefløjen står for det modsatte i dag. Og derfor vender de unge venstrefløjen ryggen.

Nøjagtigt ligesom hippierne vendte ryggen til det etablerede for 40 år siden.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden