Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

TEGNING: Jørn Villumsen.

TEGNING: Jørn Villumsen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det moderne samfund skaber udbrændte og angste borgere

Teknologien skulle give os mere tid - men i stedet er vi blevet slaver af den.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Gav udviklingen os mere frihed og frigørelse? Nej! I stedet har vi fået højhastighedsnationer, der speeder vores tilværelse op, så vi taber pusten.

På arbejdet skal vi præstere mere i dag, end vi gjorde i går, og tager du en pause, bliver du overhalet.

Teknologien skulle vinde os mere tid, men i stedet er vi blevet slaver af den og de mange muligheder, den skaber. Ingen kan undslippe accelerationsregimet, og alt imens lukker vores politikere øjnene, folder deres hænder og beder om mere vækst og konkurrence«.

Den dystre samtidsdiagnose kommer fra den tyske sociologiprofessor Hartmut Rosa, der er ansat ved Friedrich-Schiller-Universität i Jena.

Rosa, der er elev af filosoffen Axel Honneth, bliver betragtet som en af de førende skikkelser inden for kritisk teori, der tæller navne som Adorno, Horkheimer, Marcuse og Habermas.

I bogen ‘Fremmedgørelse og acceleration’, der nu er udkommet på dansk, argumenterer Rosa for, at den sociale og teknologiske acceleration opleves som et pres.

»Det moderne menneske føler sig fanget i et roterende hamsterhjul, hvor dets hunger efter liv ikke bliver imødekommet. Folk bliver mere og mere frustrerede. Det skyldes, at det moderne samfund er styret af vækst og acceleration. Konkurrence- og vækstmanien skaber udbrændte borgere, der oplever tilværelsen, som om de går op ad en rulletrappe i den forkerte retning. Konkurrencestaten er en syg idé, som også underminerer demokratiet«.

Hvordan undermineres demokratiet?

»Under eurokrisen så vi, hvordan markederne pressede politiske beslutninger hurtigt igennem uden for meget debat. Konsekvensen var, at de demokratiske institutioner blot bekræftede beslutninger, der allerede var taget. Demokratiet er reduceret til at reagere på noget, der allerede er besluttet«.

En epidemi af udbrændthed

Hartmut Rosa taler om et særligt begreb, ’accelerationen af livets tempo’, som får folk til at opfatte tiden som knap og til at føle sig stressede.

»Ud over den chokerende vækst i forekomsten af depression og stress er det bemærkelsesværdigt, hvor mange der går rundt på randen af et burn-out. Folk med gode og sikre jobs kan ikke sove om natten, fordi de er angst for, om de overhovedet kan beholde deres job. Om de er gode nok. De vågner op badet i sved, fordi de er stressede. Vores psyke kan ikke følge med det stigende behov for konkurrence og acceleration. Det er resultatet af, at hastigheden hele tiden sættes op på arbejdet, to-do-listen vokser, og vi skal hele tiden effektivisere, genopfinde os selv og tilpasse os på et mere og mere dereguleret arbejdsmarked. Det store problem er, at vi tror, det går over«.

Hvad mener du?

»Folk oplever det som et individuelt problem, når de får en depression eller bliver stressede. De tror, at de er stressede, fordi de selv ikke er gode nok til at organisere deres liv. ’Jeg skal blive bedre til at sige nej til opgaver’, eller ’jeg er presset lige nu, men det bliver bedre, så snart denne bunke opgaver er løst’, lyder det. Her må jeg desværre sige, at det gør det ikke. For så snart du er færdig med din bunke, får du bare en ny. Det er en illusion, at det bliver bedre. Så vi tvinger os selv til at løbe hurtigere«.

Under industrialiseringen ville folk også have sagt, at de følte, at alt gik for hurtigt. Hvad er det nye i din kritik?

»Accelerationen af tilværelsen er blevet akkumuleret med digitaliseringen, det finansielle markeds dominans og med Murens fald. Efter Anden Verdenskrig skulle Tyskland genopbygges. Hvis der var en bunke murbrokker, som skulle flyttes, var man færdig, når de var flyttet. Man gik med en følelse af at have udrettet noget, når man var færdig. I dag brænder folk ud, fordi lige meget hvor effektive de er i år, skal de være mere effektive næste år«.

Hvordan kan det være negativt, at vi mennesker stræber efter at udvikle os?

»Problemet er, at anerkendelse ikke længere kan akkumuleres. Gårsdagens sejre er værdiløse i dag. Det er tilfældet for professoren på universitetet, der skal skrive flere artikler end sidste år, og det gælder mureren, der skal nå at bygge flere og bedre huse end sidst. Hvor presset på mureren i dag måske kommer fra chefen, kommer akademikerens pres fra ham selv. Det moderne samfund producerer nådesløst skyldige mennesker uden mulighed for tilgivelse. Har du et job, hvor du hurtigt kan udskiftes, som kassedame, chauffør eller ufaglært, vil du virkelig mærke presset for acceleration eksternt. Men tager du journalister, forskere, er det ikke nødvendigvis chefen, der vil have os til at løbe hurtigere, men os selv. Samtidig er der den sociale acceleration«.

Hvad går den ud på?

»Der er en kamp om de bedste stillinger, uddannelser, indkomst, prestige, forbrugsgoder, familie og den bedste partner. Og i den kamp er det utrolig let at miste sin konkurrenceevne. Er man ikke tilstrækkelig veltrænet, ser man ikke godt nok ud, er man ikke interessant, underholdende og har viden, kan ens venner og familie også holde op med at ringe. Accelerationshysteriet kan man også se hos par, der skal have børn. Allerede før barnet er født, planlægger moderne forældre, hvordan deres børn skal være konkurrencedygtige og komme ’foran de andre børn’. Forældre spiser ekstremt sundt, dyrker motion, nogle spiller klassisk musik for det ufødte barn, mens andre læser højt på fremmedsprog«.

G lemmer du ikke, at konkurrence også er med til at gøre den enkelte og samfundet klogere og rigere?

»Men langtfra mere lykkelig. Med rigdommen blev vi lovet, at vi ville få et mere frit liv. Det er ikke sket. Alle vores ressourcer skal investeres i konkurrenceræset. Går du få årtier tilbage, levede folk med ideen om, at de gik på arbejde for at gå bedre tider i møde og for at skabe en bedre fremtid for deres børn. Siden 0’erne går vi på arbejde for at kunne opretholde det liv, som vi har. Det er en kæmpestor forskel«.

Et totalitært system

Med de teknologiske fremskridt troede vi jo, at vi ville få frigivet en masse tid, som vi kunne bruge på vores familie og de ting, som vi holder af. Men det skete ikke, mener Rosa.

»Tag mailteknologien. Lad os sige, at det tager 1 time at sende 10 håndskrevne breve, men kun 30 minutter at sende 10 mails. Du vinder altså 10 mails. Men så sker der noget: Accelerationslogikken giver incitament til at sende langt flere mails, som skal læses og besvares. Så i stedet for at sende 10 breve om dagen, som du tidligere gjorde, sender du og læser langt flere mails end tidligere. Du bruger altså langt mere tid på kommunikation, end du gjorde før opfindelsen af internettet. Og nu er du pludselig på arbejdsmailen, mens du leger med dine børn, sidder til middag med konen eller er på ferie. Tiden er blevet knappere trods den teknologiske acceleration«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men undervurderer du ikke menneskets frie vilje til at træde ud af hamsterhjulet, hvis det vil?

»Du kan ikke bare sænke farten i hamsterhjulet, for så falder du ud. Og så vil det være svært at komme ind igen. Se bare på folk, der har været arbejdsløse i et par år, hvor svært det er for dem at komme tilbage på arbejdsmarkedet. I accelerationssamfundets logik kan du ikke sige: ’Jeg har fået nok, nu har jeg det liv, jeg vil leve, og sådan er det’. Nej, du skal altid sigte efter mere. Og det er ikke, fordi mennesket er styret af grådighed, det vil bare ikke sakke bagud. Står du stille, er du allerede på vej ud. Derfor bliver vi i hamsterhjulet«.

Overdriver du ikke, når du i din bog skriver, at accelerationssamfundet er totalitært?

»Ikke totalitært på en diktatorisk måde, men som et massivt pres, der rammer alle i samfundet. I et diktatur kan du bekæmpe en diktator, og man kan undgå hans hemmelige politi, det kan du ikke med accelerationslogikken, der regulerer alle aspekter af dagliglivet. Den udøver et pres ved at indgyde frygt hos folk for ikke at leve op til de skærpede krav, der er blevet opstillet for at skabe mere vækst og konkurrence«.

Det evige liv

Højhastighedssamfundet handler ikke kun om konkurrence, vækst og kapitalisme. Ifølge Hartmut Rosa bruger vi accelerationen som en strategi for et evigt liv før døden.

»Der er sket et skift i vores samfund, hvor vores fokus er rettet mod dette liv før døden og dets muligheder, modsat tidligere, hvor kirken havde større magt, og fokus var på efterlivet. Lev dobbelt så hurtigt, for så vil du fordoble summen af erfaringer og dermed leve flere liv inden for et livsforløb, lyder mantraet. Problemet er, at verden altid har mere at tilbyde, end man kan nå at opleve i et enkelt liv. Vi har aldrig før haft så mange muligheder, hvilket på den ene side er godt, men på den anden side også virker som et pres«.

Hvad er løsningen?

»At sætte hastigheden ned«.

Vi er på vej ud af en økonomisk krise. Hvor realistisk er det, at politikerne, markedet og den enkelte vil sænke hastigheden?

»Tænk på den kolde krig. Hvem havde tænkt, at Sovjet ville kollapse? Men det skete. Vi har set noget tilsvarende i Mellemøsten. Vi skal ikke se det som en umulighed, og overalt i verden bliver der i øjeblikket talt om alternativer til vækst- og konkurrencesamfundet. Jeg ser også modstanden her på universitetet, hvor jeg arbejder«.

Hvordan?

»Mange talentfulde unge siger nej tak til konkurrencen og takker nej til topposter. De siger: Hvorfor skal jeg tage imod et professorat, hvis det er med til at sænke min livskvalitet og gøre mit liv ringere? Det er ikke prisen værd. Vi ved også, at det er svært i dag at rekruttere topchefer til virksomheder eller finde folk, der vil have topposterne i partierne. Mister folk først angsten for ikke konstant at effektiveres og bevæge sig op mod topposterne, så er vi kommet langt«.

Er du med til at opfordre til en taberkultur, hvor unge talenter ikke længere skal stræbe efter toppen?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er netop det, som jeg vil gøre op med, og som mange unge allerede gør. Det skal ikke længere betyde, at man glider ned, når man ikke ønsker at avancere i hierarkiet«.

Men hvad mener du, at politikerne skal gøre?

»Det samfund, vi står med i dag, er som en spand uden bund i, som vi forsøger at fylde med guld. Kapitalismen har intet endemål, så vi bliver ved med at fylde i den spand. Derfor må vi starte med at gentænke vores økonomiske strukturer«.

»Jeg synes, at ideen om borgerløn er tiltalende, altså som en indkomst, der bliver givet til borgere, uden arbejdspligt. Det kan være starten på en omvæltning, som vil fjerne frygten fra mange borgeres hverdag. Vi har brug for en ændring af samfundet i moderne, liberalt, demokratisk og pluralistisk retning. Der skal være mulighed for at accelerere, når det er nødvendigt, men vi skal ikke gøre det for at blive stående samme sted. For hvornår har vi vækst nok? Hvornår er samfundet hurtigt nok? Svaret er: Aldrig«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden