Tegning: Jørn Villumsen

Tegning: Jørn Villumsen

Debat

Kernefamilien er for længst død - og det er ingen skam

Et barn kan være lige så vel tjent med én forælder som med to.

Debat

Behøver man virkelig være to for at skabe en familie? Jeg er opdraget af en enlig mor. Min far kender jeg ikke, og det er heller ikke et behov. En sjældenhed, vil de fleste tænke.

Når folk omkring mig lærer min situation at kende, bliver jeg mødt af et lille gisp, et medlidenhedsfyldt blik eller et: Er du okay? - Jeps, jeg er skam helt okay. På tv vil du ofte kunne finde en film eller et program, der omhandler en person med en manglende forælder, og en drøm, der aldrig vil gå i opfyldelse, foruden.

I teenagedramaet ’What A Girl Wants’ bliver hovedpersonen Daphne altid trist til bryllupper, fordi traditionen indeholder en far-datter-dans, som hun aldrig vil få. Filmen ender med en genforening mellem Daphne og hendes far, og ligeledes med en genforening mellem far og mor. Kun sådan er alt godt i verden igen. Er en far lige præcis What A Girl Wants?

Jeg har været på overlevelsestur i skoven. Jeg har min egen spejderdolk. Jeg har snittet grene og har arrene til at bevise det. Jeg har lært at fiske.

Til nytår var jeg med til at fyre de største og flotteste raketter af, og jeg har hugget mit eget brænde. Uden en far.

Forskellen mellem kønsrollerne er i dag blevet mindre markant, og det er nu muligt for mor at træde i fars sko, og ligeledes for far at erstatte mor. Det er ikke alle, det lykkes at være upåvirkede uden enten en mor- eller farskikkelse.

Jeg vil dog bare påpege, at det som forælder er muligt at indtage begge skikkelser eller lade barnet genkende skikkelserne i andre voksne.

Da jeg var lille, blev min fødselsdag ikke fejret af en mor og en far. Den blev i stedet fejret af min mor og vores nærmeste familie, og det er ikke kun set ud fra traditionel forstand, det var med vores overbo og vores naboer samt deres børn.

I stedet for en far, så har jeg haft dem tæt på mig, følelsesmæssigt og afstandsmæssigt, gennem hele min opvækst. De har været med til at opdrage, skælde mig ud, rose og være stolte af mig. De var der til at bære mig i seng, når jeg som lille faldt i søvn på sofaen om aftenen.

Hjalp mig, når mig og min mor skændtes. Deres børn blev mine søskende. Jeg fik en storesøster, hvis værelse var det mest spændende rum i huset. Jeg fik en bror, som jeg kunne lege med, skændes med og vokse op sammen med. Lyder det som en mangelfuld opvækst? Bestemt ikke. Begrebet kernefamilie er for længst dødt, og det er ingen skam.

I nutidens samfund, hvor ca. 50 procent af alle ægteskaber ender i skilsmisse, er skammen netop, at folk skal holdes op mod en forestilling, de ikke kan leve op til. Ligeledes skal den enlige forælder blive en del af familieforestillingen og ideen om at skulle være to for at starte en familie ikke være en selvfølge.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Min far er ikke uvidende om min eksistens. Dette er også en af grundene til de stærke reaktioner, jeg modtager, når folk lærer min situation at kende. Med nutidens sociale medier er det ikke nødvendigt med tv-programmer som ’Sporløs’. Ja, det er nemlig nemt at søge folk op på internettet, og derved også nemt at komme i kontakt. Hvis han gerne ville, så kunne han komme i kontakt med mig.

Jeg skænker dette en tanke, men bliver hurtigt distraheret af andre ting. For bundærligt: Jeg føler ikke, at det er mig tilstrækkeligt vedkommende. Det er ikke noget, der optager plads i mig eller mit sind. En tanke, der engang optog mig, var, at jeg kunne genkende ting fra min mor, og de ting, jeg ikke genkendte, det måtte være fra min far.

Men det er jo ikke alene ens forældre, der gør en til den, man er. Sammen med dem er det også alt andet: de personer man gør til en del af sit liv, de erfaringer, man gør sig, de ting, man oplever, og valg, man træffer.

Jeg må erkende, at en ytring som denne kunne indikere, at jeg har nogle følelser, der skal luftes, men nej. Jeg tvivler på, at jeg får brug for en, jeg ikke kender, til at følge mig ned ad kirkegulvet, og slet ikke, når min mor har sørget for, at der vil være andre til at danse fader-datter-dansen med mig.

Jeg prøver bare at sige, at et barn kan være lige så vel tjent med én forælder som med to. Man behøver ikke være to for at starte en familie. Fordi det kræver kun én, at starte en familie på to.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce