Hvis vi alene lader pennen forsvare sig selv, kan vi være sikre på, at den ender med at knække. Pennen har i dag brug for sværdets beskyttelse for at overleve, skriver Katrine Winkel-Holm.
Foto: Peter Klint (arkiv)

Hvis vi alene lader pennen forsvare sig selv, kan vi være sikre på, at den ender med at knække. Pennen har i dag brug for sværdets beskyttelse for at overleve, skriver Katrine Winkel-Holm.

Debat

Nu må sværdet beskytte pennen

Ytringsfriheden er blevet knægtet, og vi er nødt til at bygge volde, bag hvilke det frie ord kan udfolde sig i sikkerhed.

Debat

Tusindvis af mennesker, der står samlet med blyanter i vejret og et ’Je suis Charlie’-skilt i hånden.

Søndagens manifestation var et smukt udtryk for den sympati, der ombølger Charlie Hebdo, men også et deprimerende billede på den afmagt, der nu hersker i Europa.

For hvad i himlens navn kan en pen stille op over for et gevær?

Den forbrydelse, som trak folk på gaden, var netop sværdets totalsejr over pennen. Kalasjnikovens triumf. De modigste tegnere i Vesten måtte give op over for voldsmanden.

Det samme har den modigste avis herhjemme måttet gøre, for vold virker, som Jyllands-Posten skrev i sin hudløst ærlige begrundelse for ikke at genoptrykke Charlie Hebdos Muhammedtegninger.

På den baggrund at påstå, at »blyanter er stærkere end våben«, er i bedste fald et fromt hykleri. I værste fald en fed løgn og selvbedrag af værste skuffe.

For tror man i ramme alvor, at Europas voldsparate jihadister ryster i bukserne ved synet af menneskemasser med vajende blyanter? Vil disse engangsmanifestationer afholde barbarerne fra deres jihad mod det, de anser for blasfemi? Selvfølgelig ikke.

Hvis vi alene lader pennen forsvare sig selv, kan vi være sikre på, at den ender med at knække. Pennen har i dag brug for sværdets beskyttelse for at overleve.

Det er den lektie, vi har lært efter snart 10 års Muhammedkrise.

Lad os nu bare være ærlige og indrømme, at Muhammed for længst er blevet medredaktør på aviserne i Vesten. Tag f.eks. sidste uge: Havde verden været normal, ville alle aviser have genoptrykt Jyllands-Postens oprindelige Muhammedtegninger, simpelthen fordi de var en del af ugens vigtigste nyhedshistorie.

Truslerne mod Charlie Hebdo indledtes jo, da satiremagasinet stillede sig skulder ved skulder med Jyllands-Posten under Muhammedkrisen. Den slags plejer man at dokumentere.

Når ingen alligevel gjorde det, skyldes det selvfølgelig frygten for vold. Med andre ord: Vestlige aviser efterlever nu, mere eller mindre modvilligt, islams traditionelle normer for, hvordan man afbilder Muhammed.

Vestlige aviser efterlever nu, mere eller mindre modvilligt, islams traditionelle normer for, hvordan man afbilder Muhammed

Der er ingen blæk i de penne, man mener kan trumfe sværdet.

Selv har jeg ikke længere lyst til at stille mig op og revse redaktørerne for fejhed. Selvfølgelig burde alle aviser i samlet flok genoptrykke tegningerne, men kan man fortænke redaktørerne i, at de ikke har lyst til at reducere deres ansatte til kanonføde for Europas jihadister?

Ikke, når de franske myndigheder var ude af stand til at forhindre en hel redaktion i at blive massakreret. Det er de realiteter, aviserne i tavshed indretter sig efter. Så langt ud er vi kommet.

Med andre ord: Ytringsfriheden er blevet knægtet Man skal hedde Bo Lidegaard for at hævde andet.

Spørgsmålet er derfor ikke, hvad vi gør for at beskytte ytringsfriheden. Spørgsmålet er, hvad vi gør for at genetablere den i dens fulde omfang.

Her er tre erkendelser, vi må begynde med.

Vi må for det første erkende ondets rod i stedet for at fortrænge det. Når præsident Hollande hævder, at terroren mod Charlie Hebdo intet har med islam at gøre, taler han ikke sandt. Koranen indeholder en række opfordringer til vold, og Muhammed selv var ifølge islamiske kilder en effektiv og skånselsløs voldsmand.

Når Muhammed forkyndes som det fejlfri forbillede for den ortodokse muslim, får det derfor konsekvenser.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det betyder langtfra, at alle muslimer er voldelige, tværtimod. Der er forskel på islam og muslimer, og vi ser flere og flere muslimer, der er dybt utilpas over disse sider af islam.

Men det betyder, at vi må forvente, at muslimer bosiddende i Danmark tager klart afstand, ikke bare fra terroren, men fra terrorens kilde: De blodige suraer i Koranen. Og det betyder, at vi må slå hårdt ned på de moskeer, der helt utilsløret er arnesteder for terroren, ikke mindst Grimhøjmoskeen.

For det andet må vi erkende, at åbne grænser er dødelige for ytringsfriheden. Hvis Europas grænser ikke så længe havde stået åbne for masseindvandring, havde Charlie Hebdos redaktion været i live i dag.

Hvis Europas grænser ikke så længe havde stået åbne for masseindvandring, havde Charlie Hebdos redaktion været i live i dag

I dag er der ca. 5 millioner muslimer i Frankrig og ca. 750 no go-zoner i landet. Ghettoer, hvor politiet ikke vover at rykke ud, og hvor man, ifølge journalisten Nolan Peterson, kan se mænd spadsere rundt med Osama bin Laden-hyldende T-shirts.

Ghettoerne, der kaldes ’republikkens tabte territorier’, er perfekte væksthuse for jihadister. Her kan de udklækkes og trænes, uden at det franske samfund opdager det. Der står derfor sandsynligvis adskillige nye radikaliserede unge mænd klar til at efterligne Kouachi-brødrene.

Hvis Danmark skal undgå at udvikle sig i samme fatale retning, må vi have strammet op på indvandringen, ikke mindst den fra islamiske lande.

For det tredje må spørge os selv, om vi passer godt nok på vores dødstruede. Når det lykkedes brødrene Kouachi at udradere Charlie Hebdos redaktion, skyldes det, at den franske stat havde skåret ned på beskyttelsen af det satiriske magasin.

Helt konkret havde man fjernet den politibil, som tidligere holdt foran redaktionen og passede på de ansatte. Politiet kom nu kun ’regelmæssigt’ og ikke onsdag 7. januar.

Kunne det samme ikke ske for dødstruede i Danmark? F.eks. må Lars Hedegaard, der for to år siden kun med nød og næppe overlevede et attentat, i dag bevæge sig rundt i landet med hjertet i halsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

PET vurderer nemlig ikke, at han er truet, og vil derfor ikke give ham – men derimod gerne Yahya Hassan – nogen form for hjælp til befordring. Er det klogt? Hvad nu, hvis han er det næste offer på dødslisten?

Vi må som samfund ikke være nærige på dette punkt, men tværtimod være yderst generøse, når det gælder beskyttelse af enkeltindivider og aviser, der er i jihadisters søgefelt. Flere ofre vil kun betyde mere frygt og mindre ytringsfrihed.

Med andre ord: Spar os for flere floskler om »pennen, der er stærkere end sværdet«, og drop skåltalerne om ytringsfriheden.

Det, der nu er brug for, er, at vi går i gang med at bygge nogle volde, bag hvilke det frie ord kan udfolde sig i sikkerhed for voldsmændene.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce