AUGUST 2014 Noget af tiden er jeg bare 21. Jeg går på arbejde, ryger cigaretter og forelsker mig i ham, som kun vil knalde. Noget af tiden er jeg patient. Cykler ud til Digevej, hvor min kontaktperson i Opus, Psykiatrisk Center Amager, sidder klar med sin blok og sit forstående smil og spørger mig, hvad jeg har brug for, at vi snakker om i dag. Laver behandlingsplaner og får tager blodprøver og snakket min barndom igennem. De siger, jeg har en ikkeorganisk uspecificeret psykose, med OBS for udvikling af skizofreni.
De siger, de ikke vil slippe mig, før jeg er helt rask. De fjerner ansvaret fra mine skuldre, ikke over på andres, men på en sygdom. Noget af tiden er jeg syg. Tæller piller og arrangerer dem i ugedoseringsæsker, græder på skoddage med angst og sorg og rystende hænder. Ringer til min mor eller min stedfar eller mine søskende. De kender mine symptomer og ved, hvad de skal gøre. Nogle gange snakker vi om, hvorvidt jeg var endt i den hvide seng, hvis jeg havde fået bedre hjælp noget før.
JANUAR 2013 Jeg har siddet i Tinas kontor før. Det har tilhørt min tidligere psykolog, som er flyttet til et spændende projekt i Jylland, jeg husker ikke andet end hans lysende øjne i det fedtede ansigt, da han sagde »spændende«. Og nu er han væk - og jeg har sagt ja til hans efterfølger, Tina, ligesom man siger ja til en portion mere. Jeg vil gerne have en portion psykoterapi mere, tak. Tina har dansende krøller om ansigtet og store imødekommende fregner på kindbenene, hæklet sjal og praktiske sko. Jeg sætter mig i den højre lænestol og begynder at tale ned i gulvtæppet, som jeg så mange gange tidligere har siddet i den stol og talt. Jeg fortæller hende, at jeg er forvirret.
Jeg er lige gået ud af 3. g, og alt er forbi; noget med ungdommen og sommeren og friheden til dumheden og de spæde drømme og institutionernes kunstige fællesskabsfølelse. Fremtiden ser så tåget ud, at det føles umuligt at bevæge sig ud i den uden at besvime af det flimrende mylder. Jeg bliver kvalm og svimmel af at skulle koncentrere mig om den usynlige skillelinje i horisonten; jeg ved jo ikke, hvordan man bliver voksen?! Tina afbryder mig med en udstrakt hånd, som ender på mit knæ.
»Jeg vil gerne hjælpe dig, Anna. Jeg vil gerne hjælpe dig. Men først skal jeg vide, at du gerne vil have min hjælp«. »Jeg giver dig 1.400 kroner i timen«, svarer jeg udmattet, »selvfølgelig vil du gerne hjælpe mig«. »Vi kommer ingen vegne uden kontakt«, siger hun og læner sig frem i stolen, på en gang opfordrende og udfordrende, »det har du svært ved, ikke?«. Jeg nikker. Mine hænder begynder at ryste ukontrolleret, hver gang nogen siger mit navn, og sådan har det været, lige så længe jeg kan huske.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar