Det er ikke min skyld, at jeg ryster

AUGUST 2014 Noget af tiden er jeg bare 21. Jeg går på arbejde, ryger cigaretter og forelsker mig i ham, som kun vil knalde. Noget af tiden er jeg patient. Cykler ud til Digevej, hvor min kontaktperson i Opus, Psykiatrisk Center Amager, sidder klar med sin blok og sit forstående smil og spørger mig, hvad jeg har brug for, at vi snakker om i dag. Laver behandlingsplaner og får tager blodprøver og snakket min barndom igennem. De siger, jeg har en ikkeorganisk uspecificeret psykose, med OBS for udvikling af skizofreni.

De siger, de ikke vil slippe mig, før jeg er helt rask. De fjerner ansvaret fra mine skuldre, ikke over på andres, men på en sygdom. Noget af tiden er jeg syg. Tæller piller og arrangerer dem i ugedoseringsæsker, græder på skoddage med angst og sorg og rystende hænder. Ringer til min mor eller min stedfar eller mine søskende. De kender mine symptomer og ved, hvad de skal gøre. Nogle gange snakker vi om, hvorvidt jeg var endt i den hvide seng, hvis jeg havde fået bedre hjælp noget før.