0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det er ikke min skyld, at jeg ryster

»Det føles som at blive adskilt fra verden omkring mig af en meter tyk, støvet glasmontre, som jeg kun lige netop kan se igennem. Mit hjerte hamrer, min krop ryster, min mave krymper sig sammen. Jeg er en naturkatastrofe«. #med mig SELV i centrum #Autofiktion

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

AUGUST 2014 Noget af tiden er jeg bare 21. Jeg går på arbejde, ryger cigaretter og forelsker mig i ham, som kun vil knalde. Noget af tiden er jeg patient. Cykler ud til Digevej, hvor min kontaktperson i Opus, Psykiatrisk Center Amager, sidder klar med sin blok og sit forstående smil og spørger mig, hvad jeg har brug for, at vi snakker om i dag. Laver behandlingsplaner og får tager blodprøver og snakket min barndom igennem. De siger, jeg har en ikkeorganisk uspecificeret psykose, med OBS for udvikling af skizofreni.

De siger, de ikke vil slippe mig, før jeg er helt rask. De fjerner ansvaret fra mine skuldre, ikke over på andres, men på en sygdom. Noget af tiden er jeg syg. Tæller piller og arrangerer dem i ugedoseringsæsker, græder på skoddage med angst og sorg og rystende hænder. Ringer til min mor eller min stedfar eller mine søskende. De kender mine symptomer og ved, hvad de skal gøre. Nogle gange snakker vi om, hvorvidt jeg var endt i den hvide seng, hvis jeg havde fået bedre hjælp noget før.

JANUAR 2013 Jeg har siddet i Tinas kontor før. Det har tilhørt min tidligere psykolog, som er flyttet til et spændende projekt i Jylland, jeg husker ikke andet end hans lysende øjne i det fedtede ansigt, da han sagde »spændende«. Og nu er han væk - og jeg har sagt ja til hans efterfølger, Tina, ligesom man siger ja til en portion mere. Jeg vil gerne have en portion psykoterapi mere, tak. Tina har dansende krøller om ansigtet og store imødekommende fregner på kindbenene, hæklet sjal og praktiske sko. Jeg sætter mig i den højre lænestol og begynder at tale ned i gulvtæppet, som jeg så mange gange tidligere har siddet i den stol og talt. Jeg fortæller hende, at jeg er forvirret.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden