AUGUST 2014 Noget af tiden er jeg bare 21. Jeg går på arbejde, ryger cigaretter og forelsker mig i ham, som kun vil knalde. Noget af tiden er jeg patient. Cykler ud til Digevej, hvor min kontaktperson i Opus, Psykiatrisk Center Amager, sidder klar med sin blok og sit forstående smil og spørger mig, hvad jeg har brug for, at vi snakker om i dag. Laver behandlingsplaner og får tager blodprøver og snakket min barndom igennem. De siger, jeg har en ikkeorganisk uspecificeret psykose, med OBS for udvikling af skizofreni.
De siger, de ikke vil slippe mig, før jeg er helt rask. De fjerner ansvaret fra mine skuldre, ikke over på andres, men på en sygdom. Noget af tiden er jeg syg. Tæller piller og arrangerer dem i ugedoseringsæsker, græder på skoddage med angst og sorg og rystende hænder. Ringer til min mor eller min stedfar eller mine søskende. De kender mine symptomer og ved, hvad de skal gøre. Nogle gange snakker vi om, hvorvidt jeg var endt i den hvide seng, hvis jeg havde fået bedre hjælp noget før.
JANUAR 2013 Jeg har siddet i Tinas kontor før. Det har tilhørt min tidligere psykolog, som er flyttet til et spændende projekt i Jylland, jeg husker ikke andet end hans lysende øjne i det fedtede ansigt, da han sagde »spændende«. Og nu er han væk - og jeg har sagt ja til hans efterfølger, Tina, ligesom man siger ja til en portion mere. Jeg vil gerne have en portion psykoterapi mere, tak. Tina har dansende krøller om ansigtet og store imødekommende fregner på kindbenene, hæklet sjal og praktiske sko. Jeg sætter mig i den højre lænestol og begynder at tale ned i gulvtæppet, som jeg så mange gange tidligere har siddet i den stol og talt. Jeg fortæller hende, at jeg er forvirret.
Jeg er lige gået ud af 3. g, og alt er forbi; noget med ungdommen og sommeren og friheden til dumheden og de spæde drømme og institutionernes kunstige fællesskabsfølelse. Fremtiden ser så tåget ud, at det føles umuligt at bevæge sig ud i den uden at besvime af det flimrende mylder. Jeg bliver kvalm og svimmel af at skulle koncentrere mig om den usynlige skillelinje i horisonten; jeg ved jo ikke, hvordan man bliver voksen?! Tina afbryder mig med en udstrakt hånd, som ender på mit knæ.
»Jeg vil gerne hjælpe dig, Anna. Jeg vil gerne hjælpe dig. Men først skal jeg vide, at du gerne vil have min hjælp«. »Jeg giver dig 1.400 kroner i timen«, svarer jeg udmattet, »selvfølgelig vil du gerne hjælpe mig«. »Vi kommer ingen vegne uden kontakt«, siger hun og læner sig frem i stolen, på en gang opfordrende og udfordrende, »det har du svært ved, ikke?«. Jeg nikker. Mine hænder begynder at ryste ukontrolleret, hver gang nogen siger mit navn, og sådan har det været, lige så længe jeg kan huske.
Det fortæller jeg hende. Hun beder mig kigge hende i øjnene og bede hende om hjælp. Jeg græder og siger, at det kan jeg ikke. Så spørger hun, om jeg kan sige det ind i væggen. Jeg stirrer ind i det hvide savsmuldstapet og prøver at tænke på Balenciaga tasker og Acne støvler for ikke at behøve at være i den forknytte grådkvalte stemme, der ikke længere er min og siger: »Jeg vil gerne have din hjælp«.
TINA ER anderledes end min tidligere psykolog - han nikkede kun, men hun snakker, hun snakker faktisk mere end jeg, og hendes varme stemme siger, at det er klart, at jeg har det sådan, og at det ikke er min skyld. Hun lærer mig at sige: »Jeg blev mobbet i folkeskolen, hver gang jeg gjorde noget galt, og det har gjort mig enormt sårbar, når jeg skal præstere. Jeg bliver så bange for ikke at kunne leve op til mine egne og andres forventninger, for at jeg ikke vil kunne styre min krop, og for at jeg fucker op og bliver dømt. Så begynder jeg at ryste«.
Hun lærer mig at sige, at det ikke er min skyld. »For drengene i min klasse skulle have ladet være med at drille mig, når jeg fuckede op, pigerne skulle være skredet ind og have bedt dem om at lade være, min mor skulle have ladet mig skifte skole eller have hjulpet mig med at takle mobningen. Også selv om hendes mand lige var død. Det gjorde de ikke. Så det er ikke min skyld«.
HVERDAGSGRÅDEN tager til. Jeg får Tinas mobiltelefonnummer, sender hende mange sms'er. Jeg ringer til hende klokken 11 om aftenen, når jeg ligger i min nye lejlighed på Nørrebro og hulker af desperation; det føles, som om hele Københavns øjne sidder på mit forgrædte ansigt. Jeg kan godt se væggene, men jeg kan ikke mærke deres afskærmning. Det føles, som om min roommate og hendes kæreste fra deres værelse kan ligge og se mig i øjnene, mens de elsker, og den tyrkiske familie inde ved siden af kan fordømme min vantro, mens de beder. Mine venner ser vist ikke, at jeg går på line. Prøver at opretholde min relativt afbalancerede friskfyrsfacade; af den slags drengepiger, som ikke tager deres seksualitet for seriøst, men omfavner det kreative, bander ad det indskrænkede, blander dyre mærkebukser med hullede genbrugssweatere.
Afslappet og venlig og lidt lalleglad, som gerne vil diskutere politik og musik de lange sommeraftner med hjemmerullede cigaretter. Jeg får mig en kæreste, som kan passe ind i det billede. Fuldskæg og stramme bukser. Sidder på Dronning Louises Bro og kysser. Sidder på brunt værtshus og drikker safarisæt med drengene, kaster om mig med henslængte jokes og perverse bemærkninger. Purrer op i mit uredte hår og retter på min bæltetaske. Prøver at være glad. Prøver at balancere det image.
SAMTIDIG bliver det sværere at gå på gaden. Jeg mærker folks stikkende blikke fra alle sider, står i Netto og prøver så hårdt at stå på den rigtige måde, at jeg glemmer, hvad jeg skal have. Det føles som at blive adskilt fra verden omkring mig af en meter tyk, støvet glasmontre, som jeg kun lige netop kan se igennem. Mit hjerte hamrer, min krop ryster, min mave krymper sig sammen. Jeg er en naturkatastrofe.
Skriv kommentar