Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er ikke min skyld, at jeg ryster

»Det føles som at blive adskilt fra verden omkring mig af en meter tyk, støvet glasmontre, som jeg kun lige netop kan se igennem. Mit hjerte hamrer, min krop ryster, min mave krymper sig sammen. Jeg er en naturkatastrofe«. #med mig SELV i centrum #Autofiktion

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

AUGUST 2014 Noget af tiden er jeg bare 21. Jeg går på arbejde, ryger cigaretter og forelsker mig i ham, som kun vil knalde. Noget af tiden er jeg patient. Cykler ud til Digevej, hvor min kontaktperson i Opus, Psykiatrisk Center Amager, sidder klar med sin blok og sit forstående smil og spørger mig, hvad jeg har brug for, at vi snakker om i dag. Laver behandlingsplaner og får tager blodprøver og snakket min barndom igennem. De siger, jeg har en ikkeorganisk uspecificeret psykose, med OBS for udvikling af skizofreni.

De siger, de ikke vil slippe mig, før jeg er helt rask. De fjerner ansvaret fra mine skuldre, ikke over på andres, men på en sygdom. Noget af tiden er jeg syg. Tæller piller og arrangerer dem i ugedoseringsæsker, græder på skoddage med angst og sorg og rystende hænder. Ringer til min mor eller min stedfar eller mine søskende. De kender mine symptomer og ved, hvad de skal gøre. Nogle gange snakker vi om, hvorvidt jeg var endt i den hvide seng, hvis jeg havde fået bedre hjælp noget før.

JANUAR 2013 Jeg har siddet i Tinas kontor før. Det har tilhørt min tidligere psykolog, som er flyttet til et spændende projekt i Jylland, jeg husker ikke andet end hans lysende øjne i det fedtede ansigt, da han sagde »spændende«. Og nu er han væk - og jeg har sagt ja til hans efterfølger, Tina, ligesom man siger ja til en portion mere. Jeg vil gerne have en portion psykoterapi mere, tak. Tina har dansende krøller om ansigtet og store imødekommende fregner på kindbenene, hæklet sjal og praktiske sko. Jeg sætter mig i den højre lænestol og begynder at tale ned i gulvtæppet, som jeg så mange gange tidligere har siddet i den stol og talt. Jeg fortæller hende, at jeg er forvirret.

Jeg er lige gået ud af 3. g, og alt er forbi; noget med ungdommen og sommeren og friheden til dumheden og de spæde drømme og institutionernes kunstige fællesskabsfølelse. Fremtiden ser så tåget ud, at det føles umuligt at bevæge sig ud i den uden at besvime af det flimrende mylder. Jeg bliver kvalm og svimmel af at skulle koncentrere mig om den usynlige skillelinje i horisonten; jeg ved jo ikke, hvordan man bliver voksen?! Tina afbryder mig med en udstrakt hånd, som ender på mit knæ.

»Jeg vil gerne hjælpe dig, Anna. Jeg vil gerne hjælpe dig. Men først skal jeg vide, at du gerne vil have min hjælp«. »Jeg giver dig 1.400 kroner i timen«, svarer jeg udmattet, »selvfølgelig vil du gerne hjælpe mig«. »Vi kommer ingen vegne uden kontakt«, siger hun og læner sig frem i stolen, på en gang opfordrende og udfordrende, »det har du svært ved, ikke?«. Jeg nikker. Mine hænder begynder at ryste ukontrolleret, hver gang nogen siger mit navn, og sådan har det været, lige så længe jeg kan huske.

Det fortæller jeg hende. Hun beder mig kigge hende i øjnene og bede hende om hjælp. Jeg græder og siger, at det kan jeg ikke. Så spørger hun, om jeg kan sige det ind i væggen. Jeg stirrer ind i det hvide savsmuldstapet og prøver at tænke på Balenciaga tasker og Acne støvler for ikke at behøve at være i den forknytte grådkvalte stemme, der ikke længere er min og siger: »Jeg vil gerne have din hjælp«.

TINA ER anderledes end min tidligere psykolog - han nikkede kun, men hun snakker, hun snakker faktisk mere end jeg, og hendes varme stemme siger, at det er klart, at jeg har det sådan, og at det ikke er min skyld. Hun lærer mig at sige: »Jeg blev mobbet i folkeskolen, hver gang jeg gjorde noget galt, og det har gjort mig enormt sårbar, når jeg skal præstere. Jeg bliver så bange for ikke at kunne leve op til mine egne og andres forventninger, for at jeg ikke vil kunne styre min krop, og for at jeg fucker op og bliver dømt. Så begynder jeg at ryste«.

Hun lærer mig at sige, at det ikke er min skyld. »For drengene i min klasse skulle have ladet være med at drille mig, når jeg fuckede op, pigerne skulle være skredet ind og have bedt dem om at lade være, min mor skulle have ladet mig skifte skole eller have hjulpet mig med at takle mobningen. Også selv om hendes mand lige var død. Det gjorde de ikke. Så det er ikke min skyld«.

HVERDAGSGRÅDEN tager til. Jeg får Tinas mobiltelefonnummer, sender hende mange sms'er. Jeg ringer til hende klokken 11 om aftenen, når jeg ligger i min nye lejlighed på Nørrebro og hulker af desperation; det føles, som om hele Københavns øjne sidder på mit forgrædte ansigt. Jeg kan godt se væggene, men jeg kan ikke mærke deres afskærmning. Det føles, som om min roommate og hendes kæreste fra deres værelse kan ligge og se mig i øjnene, mens de elsker, og den tyrkiske familie inde ved siden af kan fordømme min vantro, mens de beder. Mine venner ser vist ikke, at jeg går på line. Prøver at opretholde min relativt afbalancerede friskfyrsfacade; af den slags drengepiger, som ikke tager deres seksualitet for seriøst, men omfavner det kreative, bander ad det indskrænkede, blander dyre mærkebukser med hullede genbrugssweatere.

Afslappet og venlig og lidt lalleglad, som gerne vil diskutere politik og musik de lange sommeraftner med hjemmerullede cigaretter. Jeg får mig en kæreste, som kan passe ind i det billede. Fuldskæg og stramme bukser. Sidder på Dronning Louises Bro og kysser. Sidder på brunt værtshus og drikker safarisæt med drengene, kaster om mig med henslængte jokes og perverse bemærkninger. Purrer op i mit uredte hår og retter på min bæltetaske. Prøver at være glad. Prøver at balancere det image.

SAMTIDIG bliver det sværere at gå på gaden. Jeg mærker folks stikkende blikke fra alle sider, står i Netto og prøver så hårdt at stå på den rigtige måde, at jeg glemmer, hvad jeg skal have. Det føles som at blive adskilt fra verden omkring mig af en meter tyk, støvet glasmontre, som jeg kun lige netop kan se igennem. Mit hjerte hamrer, min krop ryster, min mave krymper sig sammen. Jeg er en naturkatastrofe.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

JEG MØDES med min mor i Glyptotekshaven, det regner på bronzefigurerne, og rosenhovederne hænger tunge i den silende stilhed. Lyden af tunge dryp og uvejrets fjerne dybe, mørke råb. Vi sidder på nogle trin ind mod Glyptoteksbygningens murstensmur, da min mor hiver et udskrift fra internettet op af sin taske. Hun peger og fortæller mig, at Tina langtfra er psykolog. Hun er uddannet socialrådgiver og arbejder nu som praksiskandidat hos en autoriseret psykolog. Min mor siger, at hun ser mig, og at hun ser mig få det værre, at distancen mellem os vokser, at Tinas hjælp muligvis ikke er nok.

»Jeg har kun hende«, siger jeg, »jeg har kun hendes ekspertise at stole på. Hvis jeg begynder at tvivle på den, er jeg helt alene«. Min mor slår blikket ned, stirrer stift ned i den våde asfalt. Siger, hun er bekymret for min fremtid, hvordan det vil gå, når jeg skal starte på studie. For mig er tiden lige så uhåndterbar som luften i min hånd eller følelserne i min hals - jeg kan ikke se længere frem end ned til filteret på min cigaret.

JEG BLIVER mere og mere bange for dem alle sammen; og lige så meget for de fremmede, der suser forbi mig på cykelstierne, som for min mors bekymrede pandekløft, og mine venners blikke. Jeg tør ikke længere løfte glasset fra bordet til munden foran andre, af frygt for at de skal se mine rystende hænder. Jeg sidder i mit værelse og kigger træt ud over parabolerne i vores baggård. Solen, der rammer vinduet, støvpartikler, der danser i lyset. Mit sorte skrivebord og min grå notesbog. Jeg prøver at opliste mine følelser på papir for at skille dem fra hinanden: ked af det, tom, ligeglad, ugidelig, bange, overvældet, frustreret, magtesløs, angst, ubehagelig, uopmærksom, overopmærksom, ufølsom og overfølsom, syg, udmattet og klam. Jeg er omringet. Der er intet exit ud af mig selv.

Tina gentager, at det er klart, jeg har det sådan. At jeg gennem terapien er kommet i kontakt med min angst, og at det er det, som gør det svært at gå i Netto eller drikke foran andre. At det nok skal gå over. At selv om det ikke føles sådan, så ser hun mig få det bedre. At jeg endelig er kommet i kontakt med mig selv - og herfra vil det kun gå fremad.

AUGUST 2013 En mandag får jeg endnu et angstanfald, dette mere overvældende end noget tidligere. Jeg sender Tina en sms om, at jeg er bange. Hun skriver tilbage, at jeg skal trække vejret dybt ned i maven. En time efter ringer jeg til min stedfar, der er på arbejde og netop på vej ned til frokost. »Du bliver nødt til at hjælpe mig«, siger jeg, »jeg har taget en masse piller«. 20 minutter efter sidder jeg i en hvid seng på Roskilde Sygehus Akutmodtagelse. Sygeplejersken giver mig en tungespatel til at hjælpe mig med at kaste op og derefter to plastikkopper med aktivt kul. Som i et dramatisk teaterstykke bliver scenen udspillet rundt om mit hoved - sirenen hyler, min seng bliver kørt gennem gange, min underarm bliver stukket med en nål.

Min mor kommer løbende ind på stuen og holder mit ansigt i sine hænder, og først da rammer virkeligheden og skyldfølelsen mig. For selv om jeg ikke længere kan mærke noget, mærker jeg min families afmagt og desperation, som ligner den, vi følte sammen, dengang min far døde, eller da min mor fik kræft. Jeg har forrådt dem, solgt min krop til det ene, vi hader allerinderst: den død, som afskærer os fra alt det elskede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

JEG BLIVER indskrevet og tilbringer en nat i den hvide seng på sygehuset. Mens modgiften flyder igennem mit drop og hjertekardiogrammet arbejder i sine elektroder, græder jeg for alt det, jeg ville ønske kunne ændres, men som nu er for sent. Krummer mig sammen til en knude af skam og skyldfølelse.

Mor har medbragt min mobil, og mellem en sønderknust bedende sms fra min kæreste og mine roommates ønske om god bedring, står hendes navn på displayet, Tina og hendes besked: »Trækker du stadig vejret? :-«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold
    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold

    Henter…

    For nylig sikrede FCK sig endnu engang det danske mesterskab - med Ståle Solbakken som bagmand. Men hvad er det egentlig, nordmanden kan? Hvordan kan en af superligaens mest markante skikkelser både eje en kompromisløs vindermentalitet og et socialistisk hjerte? Hvad gjorde det ved ham, da hans hjerte standsede i syv minutter og endte hans egen fodboldkarriere? Og det, han kan som træner, kan han det kun i dansk foldbold?

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

  • Skyline, København.

    Politikere i Københavns kommune sagde i denne uge nej tak til H.C. Andersen Adventure Tower, som ifølge planen skulle ligge i Nordhavn og række 280 meter op i luften. Det var alligevel for højt, men de seneste årtier er de høje huse faktisk begyndt at skyde i vejret igen. Hvorfor er de tilbage? Og hvad sker der med en by, når dens huse bliver højere end kirkespir og rådhustårne?

Forsiden