Jeg har fået barnesæde på cyklen. Af alle de mange overgangsriter, kompromiser og benspænd, min nye rolle som mor har budt på det seneste år, er det her dog det sværeste. At cykle er at leve. Sådan har det altid været for mig. Det er frihed at suse gennem byen med høj hestehale og højt til loftet. At være et kvarter i cykeldistance fra alting. At vide, at man altid kan trampe de fleste promiller ud af kroppen på vej hjem fra byen. Pakke cykelkurven med aviser og finde en grøn plet et sted i byen at campere. Og har jeg været længe ude at rejse, er det altid cyklen, jeg savner mest ved København. Frihed. Nu er cyklen så ikke længere min egen. Den er blevet et praktisk transportmiddel til at fragte vuggestuebarn fra A til B. Hvilket jo både er hyggeligt og uskyldigt. Og selvfølgelig lidt tungt med de der ekstra 11-12 kilo på bagsmækken. Men den største forskel er sådan set, når jeg er alene på cyklen. Det er her, min identitetskrise raser. Pludselig kan alle jo se, at jeg er mor, også når jeg er solo, og det smukke barn ikke er med mig til at vise frem som adelsmærke. Det er mærkeligt sådan at køre rundt og skilte med sin civilstatus. Jeg er nogens mor, at I bare ved det!
Forventes jeg at opføre mig mere ordentligt og civiliseret nu? Er det mon stadig okay at råbe ad folk, der glemmer at stikke en hånd i vejret, inden de hugger pedalerne i? Eller er mødre ikke mere sådan nogle overbærende typer, der grundet søvnmangel og anden generel selvopofrelse bare vender den anden kind til, også trafikalt? Samtidig er det jo vildt usexet sådan et barnesæde. Lidt ligesom en kæmpestor vielsesring eller et kyskhedsbælte i formstøbt plast boltret fast bag ved røven. Her er optaget, kammerat, siger det tomme barnesæde. Afseksualisering så det batter. Så nu er det slut med cykelflirter. Slut med at blive chattet op på Knippelsbro af en, der leder efter en at drikke aftenens sidste øl med. Slut med håndværkere i varevogne, der råber »gode patter« ved en spurt hen over byens brosten. For der er da ingen, der gider råbe frække ting efter en mor, vel? Og hvad så, når man som en ulv i fåreklæder en sjælden gang vil mænge sig med de unge og hippe i Kødbyen. Jeg kan da ikke komme trækkende med en mor-cykel og stille den foran Mesteren og Lærlingen? Så kan alle jo se, at jeg er for gammel og sat til at være der. Det bliver dyrt i forfængelighedstaxaregninger, det her. At gå alene ud handler jo om eskapisme. At man i nogle timer har lov til at snakke med fremmede og selv være en fremmed. Men det der barnesæde vil fremover sidde der, på den anden side af ruden, som en konstant huskekage om den virkelige verden. Den derhjemme. Og minde om, at jeg ikke bør drikke for meget, fordi »der jo også er en dag i morgen«. At jeg bør opføre mig voksent, fordi jeg »jo har ansvaret for et lille menneske nu«. At jeg ikke længere er sådan en, der kan gå på bar og vende tilbage cirka 14 timer dummere, fordi der så »faktisk er nogen, der bliver bekymrede«. Suk. Det næste bliver vel en cykelhjelm til mor. Så er slaget endegyldigt tabt. Om forfængeligheden. Frirummet. Uansvarligheden. Eller er det omvendt? Er det i virkeligheden dem, der cykler rundt med barnesæder og fornuftigt matchende mor-barn-cykelhjelme, der oplever den største personlige frihed – ved at have givet slip på forfængeligheden?
