Tegning: Philip Ytournel

Tegning: Philip Ytournel

Debat

Vi har aldrig haft så lidt at frygte

Risikoen for at blive dræbt af terror i Danmark er fortsat forsvindende lille og mange gange mindre, end den f.eks. er for at dø i trafikken.

Debat

»Det har aldrig været mere sikkert at leve i vores del af verden. Risikoen for at blive ramt af et terrorangreb er forsvindende lille, vi bliver ældre end nogensinde før, og bliver vi syge, har vi aldrig haft bedre muligheder for at blive raske. Vi har med andre ord aldrig haft så lidt at frygte. Alligevel lever de fleste af os i dag med forestillingen om, at tilværelsen er blevet langt mere farlig, og vi er ved at skabe en altomfattende frygtkultur, der indskrænker vores frihed og undergraver den sociale tillid, der er så enestående for vores nordiske lande«.

Sådan lyder advarslen fra den norske professor i filosofi ved Universitetet i Bergen Lars Fr. H. Svendsen, der har skrevet bogen ’Frygt’, hvor han analyserer frygten for blandt andet terror og fejer den af bordet som en irrationel følelse, vi gør klogest i at ignorere.

Sidste weekends terrorangreb i København, der kostede to uskyldige livet, har ikke ændret på dette, understreger han.

»I Danmark i 2015 vil det at blive dræbt i et terrorangreb være en af de sjældneste dødsårsager overhovedet. Sandsynligheden er fortsat så tæt på nul, som den næsten kan komme. Så den almindelige dansker bør tage det hele med knusende ro og leve sit liv akkurat som tidligere«.

To uskyldige mennesker er netop blevet dræbt af terror i Danmark. Der er vel noget at frygte?

»Jeg kan godt forstå, hvis terrorfrygten fylder meget i Danmark i disse dage. Men det ændrer ikke på, at den er irrationel, og at det enkelte menneske systematisk overdriver sandsynligheden for selv at blive ramt. Det ligger dybt i os mennesker, at vi hellere vil rette os efter worst case-scenariet – altså forestillingen om det værst tænkelige – end det mest sandsynlige scenarie, og vi er ufattelig dårlige til at forstå sandsynligheder. Risikoen for at blive ramt af terror i Danmark er mange, mange, mange gange mindre end f.eks. at blive ramt og dræbt af en spritbilist, og alligevel er det terroren, der fylder dagsordenen. Jeg kunne godt tænke mig, at vi fik proportionerne ind i terrordebatten«.

Efter sidste weekends anslag er terroren jo netop ikke en teoretisk størrelse. Bagatelliserer du ikke en reel trussel?

»Jeg plejer lidt provokerende at sige, at hvis jeg fik at vide, at der inden for de næste 24 timer ville springe én bombe i Londons undergrundsbane, så ville jeg ikke have de store kvaler ved at bruge undergrundsbanen i det pågældende tidsrum. Med de mange millioner af mennesker, der dagligt færdes i Londons undergrundsbane, er sandsynligheden for, at lige netop jeg bliver ramt af bomben, svært lille«.

Tror du, at der er andre end norske filosoffer, der vil tage med toget den dag?

»Ha-ha, det er selvfølgelig sat på spidsen. Men min rationalitet fortæller mig, at jeg trygt ville kunne tage toget. Om min mavefornemmelse ville gøre det samme, hvis jeg rent faktisk stod der, skal jeg ikke kunne sige«.

Så vi må bare leve med, at der dør et par medborgere af terror i ny og næ, og så ellers håbe, at statistikken er på vores side?

»Det korte svar er ja. Vi vil aldrig være i stand til fuldstændig at eliminere risikoen for terror, og det er begrænset, hvad vi kan stille op over for soloterrorister, der vil os det ondt. Det betyder ikke, at myndighederne ikke skal tage terrortruslen alvorligt. Det mener jeg i allerhøjeste grad, de skal, f.eks. ved at modarbejde radikalisering og optrevle de miljøer, hvorfra denne type handlinger udspringer«.

Vi frygter noget, der ikke er sandsynligt, men indretter alligevel vores samfund efter det

»Problemet er imidlertid, at også myndighederne har en tendens til at overreagere, når de skal dæmme op for terror, og vi risikerer at ende med et overvågningssamfund, hvor selve den frihed, der er livsnerven i det liberale demokrati, er truet«.

Så hvad er den optimale reaktion på et terrorangreb som det, vi så i Danmark i weekenden?

»Det optimale ville være at gøre mindst muligt. Formålet med terror er jo netop at generere en frygt, der vil forandre vores samfund og måde at leve på. Det liberale demokrati og dets frihedsrettigheder er menneskehedens bedste opfindelse nogensinde, og det er det, vi forsvarer, når vi bekæmper terrorisme. Det nytter ikke noget, at vi ofrer disse værdier i vores kamp for at bevare dem. Bushregeringens kamp mod terror efter 11. september er et skrækeksempel på, hvor galt det kan gå«.

Roosevelt er stadig aktuel

Blot fire dage efter terrorangrebet i København gav de fire borgerlige partiledere i onsdags deres bud på en række nye tiltag, der skal modvirke fremtidige terrorangreb på dansk jord.

Og dagen efter lancerede regeringen antiterrorpakken ’Et stærkt værn mod terror’, der med 12 initiativer skal skærpe indsatsen mod terror.

Lars Fr. H. Svendsen har ikke læst de to udspil, men finder reaktionen fra politisk hold forudsigelig.

Frygt er noget helt grundlæggende ved mennesket. Det er ikke tilfældigt, at den allerførste følelse, der nævnes i Bibelen, er frygt

»I en ophedet stemning, der umiddelbart hersker efter et terrorangreb, vil politikerne ofte havne i samme modus, der er så godt beskrevet i serien ’Yes Minister’, hvor det hedder, at »politics is about doing something. This is something. Therefore we must do it«. De forsøger at vise handlingskraft og har ingen særlig interesse i at nedtone terrorfrygten«.

Siger du, at politikerne ligefrem spekulerer i at føre politik på baggrund af terrorfrygten?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det gør de da. Det gælder ikke kun terrorfrygten, men alle former for risici i vores liv. For hovedparten af politikere handler det om at fortælle befolkningen, hvor farlig x, y eller z er, snarere end at præsentere positive visioner for, hvad vi som samfund kan opnå. Frygt er et helt centralt element i det politiske standardrepertoire og fører let til det, som den anerkendte sociolog Frank Furedi har kaldt frygtens konservatisme. Her handler politik ikke længere om, hvad vi som samfund kan opnå, når vi samarbejder og har visioner, men om at forhindre, at det hele går endnu mere ad helvede til. Frygt sælger – også i politik«.

Det er en noget kynisk udlægning. Kunne man ikke lige så velhævde, at politikerne tager befolkningens bekymring og utryghed alvorligt?

»Jo, men resultatet bliver det stik modsatte. Når politikere og myndigheder i deres bestræbelser på at øge sikkerheden går amok i alle mulige sikkerhedstiltag, bekræfter de samtidig forestillingen om, at vi lever i en farlig verden. Så bliver vi mistænksomme over for vores medmennesker, og den generelle tillid, vi altid har vist hinanden i vores del af verden, begynder at smuldre. Det er paradoksalt, at myndigheder og terrorister i deres kamp mod hinanden genererer præcis samme resultat: frygt i befolkningen. I den forstand er Roosevelts berømte sætning »Det eneste, vi har at frygte, er frygten selv« stadigvæk spot on, når vi taler om terrorfrygt«.

Så hvad skal myndigheder og politikere gøre? Helt undlade at tale om terror?

»Nej, som borgere har vi krav på at få korrekt information om terror, men alle bør bestræbe sig på, at den er så neutral og saglig som overhovedet muligt, og det bør fremgå, hvor usandsynligt det er, at almindelige mennesker bliver ramt«.

Gælder det også for den frie presse, der vel er den primære formidler af terrorfaren?

»Ja. Problemet er bare, at mediernes logik tilsiger, at der helst skal være en relation mellem terroren og den enkelte borger efter devisen ’Terroren kan ramme dig!’. Medierne er altså om nogen med til at skabe et risikoniveau for den enkelte, der er helt ude af proportioner med virkeligheden. Samtidig er dårlige nyheder bare bedre nyheder end gode nyheder. Efter angrebet på Charlie Hebdo i Paris læste jeg f.eks., at der er flere franske muslimer, der arbejder i den franske efterretningstjeneste med at modarbejde terror, end der er franske muslimer tilknyttet radikale miljøer, der ønsker at udføre terror. Men en historie som denne, der ikke er i stand til at maksimere frygten blandt modtagerne, fylder meget, meget lidt i mediebilledet«.

Vi har ansvar for følelserne

Ifølge Lars Fr. H. Svendsen adskiller terrorfrygten sig fra andre former for frygt ved konstant at være til stede »som en svag murren«, der præger vores adfærd.

»Jeg tror ikke, at den jævne dansker i dag går rundt med strittende hår på armene, høj puls og hjertebanken. Men der er en lavintens følelse af, at verden er blevet mere utryg og upålidelig. I den forstand hænger terrorfrygten som et bagtæppe for vores fortolkning af verden. I stedet for at møde verden med selvfølgelighed, spontanitet og ubekymrethed færdes vi med varsomhed. Men enhver, der må møde sine omgivelser med en sådan varsomhed, og som ustandselig skal tænke over sine handlinger, har jo allerede mistet en del af sin helt basale frihed«.

Men frygten skærper vel også vores opmærksomhed på potentiel fare. Er det ikke meget smart?

»Utvivlsomt. Der er en grund til, at frygt er vokset frem som evolutionært fænomen. Den bidrager til, at vi kan afværge fare og sikre artens overlevelse. Problemet opstår, når frygten kommer ud af takt med sit fænomen og ikke længere står i et realistisk forhold til den konkrete fare. Det er der, vi er med terrorfrygten. Vi frygter noget, der ikke er sandsynligt, men indretter alligevel vores samfund efter det«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Samtidig er det et velbelyst faktum, at vi i bestræbelserne på at reducere faremomenterne i vores liv faktisk ender med at øge dem. Eksempelvis blev mange amerikanere vældig bange for at flyve efter terrorangrebet 11. september 2001 og valgte i stedet at tage bilen, når de skulle rejse indenrigs. De amerikanske myndigheder har vurderet, at 1.200 amerikanere er blevet dræbt i trafikken, simpelthen fordi de valgte at tage bilen i stedet for flyet«.

»Tilsvarende eksempler kender vi fra sundhedsområdet. F.eks. vil en 40-årig rask mand, der en gang om året i 30 år får foretaget en CT-scanning af hele kroppen for at afdække potentielle kræftsvulster, have en 3 procent øget risiko for at pådrage sig kræft med dødelig udgang alene på grund af CT-skanningen. I vores forsøg på at reducere en given risiko indfører vi altså ofte nye risici, der er væsentlig farligere end udgangspunktet«.

Vil det nogensinde blive anderledes, tror du?

»Frygt er noget helt grundlæggende ved mennesket. Det er ikke tilfældigt, at den allerførste følelse, der nævnes i Bibelen, er frygt. Da Adam opdager, at han er nøgen, kommer frygten før skammen. Så frygten vil altid være med os, og sådan skal det være, da den er en central del af vores emotionelle repertorie. Men som mennesker har vi også et ansvar for vores eget følelsesliv og er særlig forpligtet til at bearbejde de følelser, der ikke nødvendigvis gavner os. Vi må ikke give frygten for meget plads her i livet«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce