Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Per Marquard Otzen (arkiv)

Tegning: Per Marquard Otzen (arkiv)

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Frygtens politiske teater

Vi bør ikke kun frygte frygten, men også virke for at udbygge tilliden.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Menneskets liv er ’ensomt, fattigt, modbydeligt, brutalt og kort.’

Du har ikke tunet ind på Radio24syvs ’Je suis Jalving’ . Det ville ellers ikke have været et dårligt bud, for den postapokalyptiske undergangsstemning dyrkes i dag.

Vi ser for os et Europa i flammer. Krigen presser sig på, og vi kaldes til at kæmpe for et liv, som ellers netop ville blive ensomt, fattigt, modbydeligt, brutalt og kort.

Sætningen finder vi i den engelske filosof Thomas Hobbes’ bog ’Leviathan’ fra 1651, og den er en beskrivelse af livet i naturtilstanden. Altså en tilstand, der eksisterer før samfundet og statens indstiftelse, og hvor frygten for at blive dolket i ryggen følger én overalt.

Lige så grundlæggende som frygten er evnen til tillid

Et sådant liv er opslidende, og Hobbes forestiller sig derfor, at individerne på et tidspunkt indser alles fælles interesse i at lægge våbnene og indstifte en stat, der kan regulere deres tvister og dæmpe deres angst.

Frygten forsvinder imidlertid ikke med statens indstiftelse, men transformeres fra at være en frygt for hin anden, til at blive en frygt for statens repressalier. Og da livet altid er at foretrække frem for døden, indrømmes denne stat en nærmest ubegrænset magt. ’ Protego ergo obligio’: Beskyttelse, derfor adlydelse.

Frygten er, og her har Hobbes ret, noget af det mest fundamentale i menneskelivet. Frygten er ødelæggende, men den har også i sig en kerne af rationalitet. At kere sig for livet og søge at undgå det, som truer det, er rationelt. Frygten er måske ikke en del af menneskets natur, men lærer vi ikke at frygte, lever vi ikke længe. Og frygten kan, hvis den bruges rigtigt, være et effektivt politisk instrument.

Hvis man kan fremmane et scenarie af krig, synes politiske initiativer, der foregiver at reducere truslen, nærmest paradisiske. Henvisningerne til naturtilstanden var for Hobbes et stykke politisk teater, der skulle bringe borgerne til at elske og underkaste sig deres monark, for de to sider – det individualpsykologiske og det politiske – hænger sammen.

Staten lindrer vores angst, vores frygt for en pludselig og voldelig død, ved at udpege en ekstern fjende. Frygten gives en årsag, som nu kendes og kan bekæmpes.

Netop det at give den diffuse angst et objekt, og derved transformere den til frygt, er, hvis vi her spørger det 20. århundredes fremmeste hobbesianer, Carl Schmitt, politikkens rationale. Frygten er produktiv, da den gennem udpegningen af en fjende kan skabe sammenhold og en fælles identitet.

Det, vi må frygte, er angsten – altså det, Roosevelt kalder rædslen, og vi må frygte den, fordi den efterlader os handlingslammede

Angsten derimod er politisk gold. Den ødelægger fællesskabet indefra og paralyserer os.

Netop denne fare var den amerikanske præsident Franklin Roosevelt opmærksom på: »Det eneste, vi har at frygte, er frygten selv – den navnløse, uargumenterede, uberettigede rædsel, som lammer nødvendige bestræbelser på at vende tilbagetog til fremgang«.

Det, vi må frygte, er angsten – altså det, Roosevelt kalder rædslen, og vi må frygte den, fordi den efterlader os handlingslammede. Roosevelt sondrede mellem frygten i to former: den ufokuserede – det, han kalder rædslen – og den fokuserede, som kan danne grundlag for fornuftige følgehandlinger.

Langt værre end handlingslammelsen er dog den blinde ’acting out’. Problemet er ikke, at vi gør for lidt, når vi konfronteres med trusler, men snarere for meget.

Det er ikke uinteressant, at Roosevelts opgør med frygtens lammelse ledte ham til under Anden Verdenskrig at internere mere end 110.000 amerikanske statsborgere med japansk eller italiensk oprindelse i lejre. Og det er heller ikke uinteressant, at Trump fornylig og med henvisning til Roosevelt har foreslået et indrejseforbud for muslimer.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hobbes’ stat var en autoritær stat, hvis legitimitet alene bestod i dens evne til at garantere borgernes sikkerhed. Når debattører og politikere i dag fremmaner borgerkrigsscenarier, ja, så ligger løsninger, der flugter med Hobbes’ autoritære liberalisme, lige for.

Kathrine Winkel Holm skrev ved årsskiftet (2.1., Berlingske), at vi skal »vedkende os frygten« – en frygt, som uberettiget har fået al for ’dårlig presse’. Hvor Carl Schmitt kritiserede politikerne i Weimarrepublikken (og deres humanisme) for ikke at evne at udpege en fjende og dermed samle folket i kampen for landets forsvar, peger Winkel Holm på de fløjlsmavede orakler, der slår dørene op for flere migranter og smadrer vores børns fremtid.

Frygten er plastisk, og det er tilliden også

Maria Høgh forhøjede indsatsen en ante (26.2., Berlingske) og gav os en »pligt til at frygte«.

Vi har ingen grund til at gøre os illusioner om mennesket. Ondskaben kan ikke analyseres og forklares bort, kun forsages. Kun Gud kan tilgive. Vi andre kan derfor blot holde os vågne og årvågne.

Hvor Hobbes satte den politiske suveræn, monarken, som den, der kunne retningsbestemme og derved dulme folks frygt, sætter Høgh den kristne Gud og ser frygten for det andet menneske og ikke næstekærligheden som det grundlæggende i menneskelivet.

Men skal vores løsning være den hobbesianske?

En stærk stat med undtagelseslignende beføjelser. Eller den schmittianske: En stat eller et folk, som kæmper en kulturel overlevelseskamp mod en fjende? Er der ikke andet i menneskelivet end frygt og ønsket om at overleve? Andet, vi bør besinde os på?

Lige så grundlæggende som frygten er evnen til tillid.

Den stat, Hobbes beskriver grundlæggelsen af, kan civiliseres, og det samme kan dens borgere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vores stat tilvejebringer ikke længere blot sikkerhed til gengæld for lydighed. Dens grundlag er også rettigheder og retsstatsprincipper. Og det liv, som garanteres af den liberale stats institutioner, civiliseres netop gennem den, så vi ikke kun møder vores medborgere med frygt, men også med tillid. Hvordan kom denne stat i det hele taget til verden, hvis ikke en på et tidspunkt har lagt våbnene og rakt hånden ud?

Frygten er plastisk, og det er tilliden også. Begge påvirkes, når vi taler om og appellerer til dem. De er grundlæggende evner, som tjener vores politiske fællesskab vel – men kun i den rigtige dosering.

Vi bør ikke kun frygte frygten, men også virke for at øge og udbygge tilliden. På den måde kan vi undgå både et kort, ensomt og brutalt liv og en repressiv statsmagt og en splittende etnocentrisme.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden