Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Nettet er en gave for mediernes etik

Netjournalistikken har en troværdighedskrise. Der er alvorlige problemer for presseetikken på nettet, men de kan løses. Nettet bør faktisk styrke mediernes etik.

Debat

NETJOURNALISTIKKEN har en troværdighedskrise, ikke mindst blandt journalisterne selv. Men det er på tide at vende opfattelsen om: Nettet kan være en klar styrkelse af mediernes etik, sikre borgerne en mere fair behandling og i sidste ende gavne demokratiet.

Vi har i efteråret 2013 gennemført en stor undersøgelse blandt journalister i Danmark, Sverige og Finland via journalistforbundene i de tre lande. 5.088 kolleger har svaret, heraf 1.200 danske journalister.

62 procent af de nordiske journalister mener, at nettet har svækket mediernes etik. 74 procent mener, at det går for stærkt på nettet, og at det skader kvaliteten.

Kun 4 procent mener, at nettet har styrket mediernes etik.

Teknologien er så god, journalisterne er så dygtige, og nettet er den primære platform for så mange brugere, at det bør være slut med at se ned på netmedierne

Vi besluttede os for at undersøge, om de har ret. Det seneste halvandet år har vi samlet gode og dårlige eksempler på netmediernes etik. Vi tog på rejser til USA, Storbritannien, Tyskland, Sverige og Belgien, og vi har interviewet over 70 kilder.

Resultatet er bogen ' Etik for journalister på nettet', der netop er udkommet.

Vores indtryk er: Der er alvorlige problemer.

Men de kan løses. Der er store muligheder. De bliver ikke grebet godt nok. Hvis vi medier gør det rigtigt, kan nettet være noget af det bedste, der er sket for presseetikken i mange år.

Lad os gennemgå tre af de helt centrale områder, vi er stødt på i vores research: Breaking news, fejl på nettet og dialogen mellem medier og borgere.

28. AUGUST gik en menneskejagt i gang i København.

Den studerende Alisiv Ceran blev efterlyst, fordi en medpassager i toget troede, at han var terrorist.

I dag ved vi, at han bare var en studerende på vej til eksamen. Men sagen om Alisiv Ceran er et godt eksempel på ' breaking news'. Historien blev fortalt med de klassiske gule ' breaking'-bjælker hos netmedierne, og den udviklede sig minut for minut.

'Breaking news' rummer både noget af det bedste og det værste, som nettet har gjort ved journalistikken.

Det gode er, at vi i dag kan fortælle historien, så snart den er klar. Det er ofte få minutter, efter at noget afgørende er sket - og nogle gange i selvsamme øjeblik. Når en krig bryder ud, når et terrorangreb rammer, når en politiker går af. Der gik ikke mange minutter, før det var topnyhed på alle danske netmedier, at Margrethe Vestager er Danmarks nye EU-kommissær, selvom det blev meldt ud midt om natten.

Men bagsiden ved ' breaking news' kan siges med tre ord: Mangel på tid. Nettet giver medierne mulighed for at publicere med det samme. Men det gælder også for konkurrenterne.

»Hvert sekund er en deadline. Det kræver en modig sjæl at holde sig fra at publicere«, som den amerikanske journalist ved radiostationen NPR David Folkenflik formulerer det i bogen.

Mangel på tid betyder, at der er færre øjne på nyhederne, inden de bliver publiceret.

Det stiller større krav til journalisternes egne faktatjek. Og mangel på tid betyder, at de etiske beslutninger - som i sidste ende handler om, hvordan vi behandler borgerne - skal træffes hurtigere.

»På avisen kunne vi nogle gange bruge 24 timer på at diskutere etikken bag en historie. På nettet måtte man vurdere det på sekunder«, fortæller Geir Terje Ruud, norsk journalist og tidligere chefredaktør ved bl. a. Ekstrabladet.dk. Han understreger i øvrigt, at han mener, at hans netredaktion traf trygge etiske beslutninger, selvom det skulle gå stærkt.

VORES RESEARCH viser, at faldgruberne ved ' breaking news' har ført til alvorlige fejl i netmediernes korte historie. Men vi har også set en udvikling - en modning - af mediernes etik, når det går stærkt.

Ved terrorangrebet på World Trade Center i New York i 2001 kortlagde en spansk forsker minut for minut, hvordan 18 netredaktioner over hele verden dækkede angrebet. Dengang var der både mange og alvorlige fejl. For eksempel skrev spanske El Mundo, at der var fundet en bilbombe i Washington, og at der var udbrudt en brand i Los Angeles. Ubekræftede rygter blev præsenteret som fakta, og fejl i ét medie bredte sig hurtigt over landegrænser og blev gengivet som sandhed i andre lande.

I 2007 skød en 18-årig mand otte elever på en skole i den finske by Jokela. Netmediernes dækning af den tragiske episode, minut for minut, blev både et gennembrud og en lærestreg i Finland. Flere journalister indrømmede bagefter at have viderebragt rene rygter, fordi ' historierne alligevel var ude' på for eksempel sociale medier. Den mest alvorlige fejl var, at en tv-station hængte en ung mand på en video, hvor han bar et skydevåben, ud som den skyldige. Han havde intet med massakren at gøre.

I juli 2011 gennemførte den højreradikale Anders Behring Breivik sit grumme attentat i Norge. En bombe blev bragt til sprængning i Oslos regeringskvarter, og samme dag dræbte han 69 unge mennesker på øen Utøya. Denne gang undersøgte den danske forsker Aske Kammer, hvordan danske og norske netmedier dækkede sagen, minut for minut. Hans konklusion var overraskende: Der var fejl, men kun meget få.

»Netmedierne er ikke perfekte, men man har vænnet sig til nettet«, konkluderer Aske Kammer i vores bog.

HVIS VI VENDER tilbage til Alisiv Ceran, viser sagen netop det: Netmedierne er kommet langt, men har stadig problemer.

I dækningen af Ceran-sagen er der også både styrker og svagheder.

Styrkerne: Vi fik hurtigt nyheden om, at en terrormistænkt ung mand var på fri fod i København. På Twitter kunne vi se fotos af tungt bevæbnede betjente på Nørreport. Politiet frigav tre fotos af manden fra overvågningsvideoer, som medierne bragte straks.

Sagen betød også, at medierne skulle træffe lynhurtige beslutninger. Er der tilstrækkelig dokumentation til at bringe historien? Kan vi stole på politiets oplysninger? Skal vi bringe billederne? Skal de sløres? Og vi mener faktisk, at sagen viser, at de danske netmedier er modnet. Vi har i hvert fald ikke kunnet finde mange alvorlige fejl, som det har været tilfældet ofte før med ' breaking news'.

'Breaking news' rummer både noget af det bedste og det værste, som nettet har gjort ved journalistikken

Men der er også problemer: I Ceran-sagen handler det blandt andet om, hvad medierne gør, når ' breaking'-bjælken er væk, og den næste nyhed venter. Breaking news går stærkt og hvirvler artikler af sig. Men i dag kan du på nettet med en simpel Google-søgning finde gamle artikler fra flere af landets mest respekterede medier, der i dag er forkerte, og ' Derfor jager politiet denne mand' og andre overskrifter på artiklerne, der viser fotos af en terrormistænkt ung mand. Der står ingen steder i de artikler, at manden få timer senere viste sig at være uskyldig. En af nettets styrker - at du kan justere artiklerne minut for minut, når du lærer nyt - bliver til en af mediernes udfordringer: Du skal sørge for, at læserne ikke får et forkert indtryk af virkeligheden. Også selvom de finder gamle artikler og ikke har læst dem, der kom bagefter.

LÆSER DU DENNE Kronik i den trykte Politiken? Så kender du nok den daglige ' Fejl og fakta'-spalte på side 2. Her peger Læsernes Redaktør på de fejl og mangler, der har været trykt. Men hvad gør avisen på nettet? Det vender vi tilbage til om lidt.

Nettet er en gave for mediernes troværdighed, når det kommer til fejl og rettelser. Hvis du begår en fejl i en trykt avis, kan du bringe en rettelse dagen efter. Men hvis nogen læser gårsdagens avis, står den fejlbehæftede artikel der stadig.

På nettet kan journalisten gå direkte ind og rette i den artikel, fejlen er i. Hvis det er en væsentlig fejl, kan du markere den klart i overskriften og måske endda lægge artiklen på forsiden igen, så de, der læste den fejlbehæftede artikel, kan se, at den er blevet rettet.

Rettelser på nettet kan ske på et øjeblik. Og mediet har mulighed for at forklare, præcis hvordan artiklen har forandret sig.

Hvad er opdateret eller rettet - og hvornår? Det giver maksimal gennemsigtighed i mediernes arbejdsgange.

Men også her er der en bagside af medaljen: For er medierne rent faktisk gode nok til at rette? Og fortæller de dig, når de gør det?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

HER HAR VI i vores bog taget fat i de to dagblade Politiken og Information. Vi har fundet 10 tilfældige rettelser, de hver især har bragt i de trykte udgaver. Og så har vi tjekket, om fejlene også var rettet på nettet.

For Informations vedkommende var 0 ud af 10 fejl rettet online. Det gælder eksempelvis, at politiker Manu Sareen ikke er kristen (det er han). I en artikel om aktindsigt kom Information til at skrive, at kun »36 sager af i alt 1.352 sager« blev besvaret inden for 10 dage. Der var i virkeligheden tale om 36 procent af de 1.352 sager.

For Politiken var det bedre, men ikke godt. Politiken havde i vores stikprøve rettet 4 af de 10 fejl. 6 fejl stod stadig på politiken.dk. Og kun i 1 af de 4 artikler, der var blevet rettet, gjorde Politiken rent faktisk læserne opmærksom på, at artiklen var ændret.

Både Information og Politiken beklager fejlene. Politiken meddelte straks, at avisen nu vil ændre praksis for rettelser, så de også slår igennem på nettet. Det samme meddelte Information, her kort før bogen udkom.

Det tager højst et par minutter at rette en fejl i en netartikel og fortælle læseren, hvad man har rettet. Vi vil opfordre alle medier til at gøre som Politiken og Information, så studerende, beslutningstagere og alle andre brugere kan være sikre på, at indholdet af de artikler, der optræder i netavisens arkiver, er korrekt.

DET ER IKKE mange år siden, at læsere, der ønskede at klage over en artikel i avisen, måtte sende et læserbrev per post, som måske, måske ikke, kom i avisen flere dage efter. I dag kan mediernes brugere ytre deres kritik af journalister og medier med det samme via Facebook, på Twitter eller i avisernes kommentarfelter.

I vores nordiske undersøgelse er 76 procent af journalisterne i Danmark, Sverige og Finland enige eller meget enige i, at det er blevet lettere for læserne at pege på fejl og mangler i artikler på nettet.

Dermed har alle og enhver også mulighed for at læse med på kritikken og selv vurdere, om mediet har gjort noget galt.

Det er ikke længere redaktørerne, der bestemmer, om kritikken skal frem eller ej. Det bestemmer brugerne selv. Kritikken kan være alt fra utilfredshed med tvværter, der udtaler ord og navne forkert, til kritiske kommentarer, når medierne bliver for poppede eller har strammet en overskrift for meget. Ikke al kritik er lige rimelig. Men kommentarerne er med til at holde os journalister i ørerne. Og den giver en kommunikativ ligevægt mellem medierne og brugerne, som ikke tidligere er set.

Som en af de danske journalister skriver i vores nordiske undersøgelse: »Etikken på nettet er mere konkret end hos trykte - du får prompte svar via mail, kommentarboks eller Facebook, hvis du etisk sløser med artiklerne«. I ' Etik for journalister på nettet' fortæller mangeårig chefredaktør på Washington Post Len Downie, at det er en stor fordel, at brugerne kan kigge medierne i kortene og afsløre urent trav. Han husker en klummeskribent, der i et par tilfælde fandt på ting, uden at han blev afsløret.

»Det ville han ikke være sluppet af sted med i dag. Det er en stor fordel ved nettet, at der findes kritikere, der øger etikken.

På det område har internettet været en stor hjælp«, siger han.

OFTE KOMMER brugernes kritik øjeblikkelig.

TV 2' s nyhedsudsendelse ' 22Skammelsen' havde 11. august for eksempel et indslag, hvor en repræsentant for Foreningen Folkeskoleforældre blev interviewet.

DET ER IKKE mange år siden, at læsere, der ønskede at klage over en artikel i avisen, måtte sende et læserbrev per post, som måske, måske ikke, kom i avisen flere dage efter. I dag kan mediernes brugere ytre deres kritik af journalister og medier med det samme via Facebook, på Twitter eller i avisernes kommentarfelter

Det fremgik ikke af interviewet, at repræsentanten også er byrådskandidat for de konservative i Hillerød. Det førte med det samme til kritiske kommentarer fra et par tv-seere på Twitter. Holdet bag ' 22Skammelsen' (som er meget aktive på Twitter) svarede på kritikken. Både kritik og svar foregik, før programmet var slut. Senere beklagede TV 2 Nyhederne på nettet, at interviewpersonen ikke var blevet præsenteret tydeligt nok. Det var nok ikke sket uden de kritiske røster på sociale medier.

Men eksemplet viser også, at journalister kun kan reagere på kritikken, hvis de opdager, at den bliver fremsat. Når læserne påpeger fejl i netmediernes kommentarfelter, er det for eksempel ikke sikkert, at brugeren får et svar.

En optælling fra 2012 viste, at ud af 30 tilfælde, hvor læsere af Jydske-Vestkysten mente, at de havde fundet en fejl i en artikel på nettet, svarede netavisen kun i 1 tilfælde. Det står JydskeVestkysten slet ikke alene med. Hvis vi skal høste fordelene af den direkte linje mellem bruger og journalister, skal vi huske at lytte.

SOM VI BEGYNDTE med at sige, har netjournalistikken en troværdighedskrise.

Det er der også en historisk forklaring på: Da medierne kom på nettet, var de digitale platforme præget af lav prioritet og mangel på ressourcer. I starten var nettet bare et andet sted til det stof, der allerede var bragt i avisen, radioen eller på tv. Da man begyndte at producere indhold til nettet, fortsatte det mange steder med at være mindre fint end de klassiske platforme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Den er ikke god nok til avisen, smid den på nettet« er noget, mange journalister husker at have hørt - også længe efter årtusindskiftet. Flere steder siger man det stadig.

Men vi mener, at det er på tide at gøre op med den troværdighedskrise. Teknologien er så god, journalisterne er så dygtige, og nettet er den primære platform for så mange brugere, at det bør være slut med at se ned på netmedierne.

Vi anerkender problemerne. Og hvis vi havde plads her, kunne vi sagtens opliste mange flere af de etiske udfordringer, som medierne møder på nettet. Men som med breaking news, fejl og rettelser og dialog med borgerne er problemerne til at løse, og mulighederne for at styrke etikken er mange.

Første skridt er, at journalister bliver bedre til at vedkende sig fejl. Hvis vi ikke gør det, er det jo lige meget, at offentligheden har fået bedre mulighed for at ytre kritik af medierne - og medierne har fået langt bedre muligheder for at svare og rette. Faktisk synes avislæsere bedre om aviser, der tør vedgå sig sine fejl.

Selvkritik blandt journalisterne er et vigtigt skridt, hvis netmedierne skal ud af troværdighedskrisen. Nettet kan være en gave til journalisternes etik og i sidste ende til demokratiet. Det er bare med at komme i gang!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce