Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Desertøren med sprængfarlig bagage

Gennem mange år på den yderste venstrefløj har jeg ofte haft besøg af udlændinge. En af dem var Arnaldo og hans kæreste, som var på flugt fra de portugisiske myndigheder. Men det er nu mere på grund af indholdet af hans bagage, at besøget står så klart tilbage.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Januar 1970

VI SPILLEDE ludo. Arnaldo sad i sort uheld hele aftnen; gang på gang slog han vilde terningekast, der sendte ham forbi Hjem. Rundt og rundt kørte hans lille gule bil. Teresa sad i den sorte lænestol i hjørnet og så ned på sine fødder, meget stille og portugisisk. En gang imellem sendte hun et hastigt smutblik over til Arnaldo, en svalevinge af et blik, flaksende hen over ham, hans lidt vege ansigt, hans overkrop, som han sad der bøjet ind over bordet og stirrede ned på ludobrættet og den uheldige gule bil, så så hun igen ned på sine små fødder.

De var så unge, så stille og generte. Arnaldo rynkede brynene og rystede raflebægeret grundigt, før han slog. Terningerne klikketiklakkede mod bordpladen, han sukkede da han igen strøg forbi Hjem. Erik fra komiteen havde ringet om formiddagen. Kunne jeg ikke lige tage ind på Hovedbanen og hente en desertør, der skulle til Sverige. Det kunne jeg da. Det var mest amerikanske desertører, Vietnamkomiteen havde hjulpet over til Sverige, hvor de kunne få asyl. De fleste af dem var stationeret i Vesttyskland. En stor procentdel af dem var sorte.

I BEGYNDELSEN blev jeg lidt skuffet over, at de fleste af dem ikke var politisk motiveret. Jeg havde troet, vi ville møde aktive venstreorienterede, som dem jeg kendte fra den amerikanske Vietnambevægelse, unge aktivister jeg havde mødt både i USA og til forskellige seminarer og kongresser i Europa. Mange af de sorte pantere var ret ekstreme. Jeg havde snakket med nogle, der ville løsrivelse fra USA og oprette en uafhængig sort stat i et bælte fra Californien til Mississippi.

I Kathmandu havde jeg mødt en sort amerikaner, der havde kæmpet som soldat i Vietnam og var blevet overbevist om, at han kæmpede på den forkerte side, for de hvides undertrykkelse af alle verdens ikkehvide folkeslag. Nu var han på vej til Beijing for at træne i guerillakrig, og så ville han tilbage til Vietnam og kæmpe på vietnamesisk side. - Der er et par amerikanske officerer, jeg virkelig godt kunne tænke mig at plaffe ned, sagde han.

Men sådan var desertørerne fra baserne i Vesttyskland i reglen ikke. Langt de fleste af dem havde ikke gjort sig nogen politiske overvejelser; de var som regel heller ikke pacifister, og de færreste havde en religiøs tro, der forbød dem at gå i krig. De ville bare gerne leve videre. De havde ikke lyst til at dræbe andre. De ville være i fred.

DET BETØD ikke så meget for os. Én soldat mindre at sende til Vietnam var én dræber mindre derovre. Vietnamkomiteen gik ind for total støtte til befrielsesfronten. Kommunisterne og socialdemokraterne var gået sammen om en humanitær organisation, der delte de indsamlede midler i tre portioner - til FNL, til Nordvietnam og - gudhjælpemig - til marionetstyret i Saigon. De medlemmer af DKP, der ikke ville være med til det, blev ekskluderet.

Vi havde en del af de ekskluderede hos os i Vietnamkomiteen. Vi ville ikke nøjes med humanitær hjælp. I vores blad citerede vi Nordahl Grieg, der under borgerkrigen i Spanien skrev, at næste skridt efter parolen ' Ambulancer til Spanien' ville blive ' Ligkister til Spanien'. Væbnede overgreb kunne ikke bekæmpes med sygevat. Der skulle våben til. Når vi havde samlet en passende portion penge sammen, gav vi dem til den nærmeste vietnamesiske ambassade, der lå i Østberlin. Jeg havde flere gange været dernede med et par kammerater og aflevere pengene.

Her på det sidste havde vi haft flere portugisere, der deserterede fra kolonikrigene i Guinea, Mozambique og Angola. Dem hjalp vi også. Vi støttede kampen mod imperialismen alle vegne.

ARNALDO skulle tages til militæret. De ville sende ham til Angola. Arnaldo interesserede sig ikke for politik. Han interesserede sig kun for Teresa. Han ville ikke til Angola, han havde ikke noget udestående med befrielsesbevægelsen dernede, han ville ikke skyde på angolanere, der ikke havde gjort ham noget. Han ville ikke være soldat. Han ville passe sit arbejde, og han ville være sammen med Teresa. Kunne de ikke få lov til det i Portugal, måtte de tage et andet sted hen.

De var gået over grænsen i nat. De havde ikke engang pas. De gik bare med hinanden i hænderne i snefog. Sneen satte sig i deres øjenvipper. Snefnuggene smeltede på Teresas næse og læber. De gik med hinanden i hånden i mørke, ingen så dem. De tog med toget fra Padborg, ingen stoppede dem. Nu var de her. De kunne ikke blive i Danmark. Portugal var vores Nato-allierede. Regeringen dernede var nok fascistisk, men det var vores fascister. Hvis det danske politi fik fat i Arnaldo, ville de sende ham tilbage til Portugal. Så ville han blive sendt til Angola.

Eller straffet som desertør. Eller begge dele. Arnaldo og Teresa måtte være trætte. De var taget ind til byen i eftermiddags og havde været der mange timer. De kom hjem, mens Anja var på arbejde og jeg var nede og købe ind. De havde fået ekstranøglen, så de kunne gå lige ind. Anja og jeg så på hinanden. Skulle vi lade dem få dobbeltsengen i nat? Vi kunne godt sove i soveposer på gulvet; vi var ikke gået over grænsen i snevejr. Vi kunne sove i én sovepose, hvis det skulle være.

ANJA og jeg havde boet sammen i et år. Vi var stadig i den fase, hvor vi slet ikke kunne få nok af hinanden. Midt i opvasken eller Horisont med John Danstrup kunne vi se på hinanden, og et øjeblik efter lå vi sammenfiltret på gulvet, hvis vi ikke var nået ind under dynerne. Anja var selvfølgelig venstreorienteret og selvfølgelig rødstrømpe, men hun gik ikke op i det mere teoretiske. Når jeg sad og snakkede sammen med mine venner om, hvad man nu kunne forvente af KAML's holdning til KAP, eller hvad RSF sagde til KAK, rystede hun bare på hovedet og sagde: »Alfabetsuppen igen«.

NÆSTE MORGEN skulle de over til Sverige. Vi mente, det var bedst, vi fulgte med, når nu de ikke havde pas, så vi tog toget til Helsingør sammen med dem. De sagde ikke noget på vejen, sad bare stille og fortabte og så ud ad vinduet på dette kolde land, sneen på træerne i Dyrehaven, det blygrå vand.

»Jeg må hellere tage din kuffert«, sagde jeg til Arnaldo, da vi kom frem.

»Du falder mere i øjnene, hvis du slæber på den«. Det var en gammeldags kuffert af den slags, man sjældent så mere. Brun og stiv med to smæklåse. Den var umådelig tung. Vi gik rask gennem paskontrollen og op på færgen. Så var vi ikke længere i et Nato-land, og den værste fare var drevet over.

I Helsingborg hankede jeg op i kufferten igen. Jeg var bange for, at de skulle stoppe Arnaldo og Teresa. De var så mørkhårede. Jeg smuttede nok lige igennem, jeg var jo lyshåret. Men det gjorde jeg ikke. En svensk tolder vinkede mig ind til siden, da jeg kom oksende med den tunge kuffert. Han havde en mærkelig skråhue på hovedet og et lille mærke med tre kroner syet på jakken.

»HVAD ER DER i den kuffert«, spurgte han.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Der er ikke andet end gammelt tøj«, sagde jeg.

Hvad skulle der ellers være i den? Men hvorfor var den så tung? Et øjeblik flaksede paniske tanker gennem hovedet på mig. Maskingeværdele, håndgranater, bazookaer. Eller poser med ren heroin.

Vil De lige følge med? Forhør og retssag. Udsigten til at skulle sidde i en svensk celle i tyve år og spise pytipanna, industrifremstillede kødboller og kaviar på tube. Jeg skulle lægge kufferten på en skranke. Den var ikke låst. Tolderen smækkede låsene op og kiggede. Jeg kiggede med.

KUFFERTEN var propfuld af danske pornoblade. Stakkevis af dem. Ikke noget mystisk med orner eller småbørn. Solide danske husmandspul hele vejen igennem. Damer med benene op mod lysekronen og mænd, der beholdt sokkerne på. Amagerhylder og kobberfade på væggene, familiefotografier, et nummer af Bo Bedre på sofabordet i teak. Blege balder med sorte hår på. Ind over kvinden, så man ikke kunne se hendes ansigt. Bare benene ud til siden og op i vejret og lidt af underlivet. Gung-gada-gung.

Oven på alle bladene tronede et massageapparat af en slags, jeg ikke vidste fandtes. Det virkede som noget industrielt, en røremaskine i et institutionskøkken. Stort og elfenbenshvidt og med udskiftelige dele, små hvide penisattrapper, en gummiskive med vibrerende dupper, noget i retning af den slags massage-automater til ømme fødder de engang havde på S-togs-stationerne, hvor man stillede sig op og det prikkede rytmisk under fødderne. Men ikke beregnet til fødder.

TOLDEREN og jeg så på hinanden. Jeg lavede en Chaplin-skuldertrækning med begge skuldre samtidig og nikkede svagt over til Anja. Kvinder er mærkelige, forsøgte jeg ordløst at sige, men vi bliver jo nødt til at føje dem. Tolderen smilede skævt. Han lukkede kufferten igen og rakte den til mig, forsigtigt, som var der glas i den.

»God fornøjelse«, sagde han.

JEG RAKTE Arnaldo kufferten udenfor. Jeg sagde ikke noget. Hvad skulle jeg også sige? Vi tog en taxa over til den kontaktperson, vi havde fået opgivet. Det var en kvinde, med langt lyst Gunilla-hår, hun virkede fjern og kølig. Hun tog mod Arnaldo og Teresa som var de stykgods. Hun skulle nok få dem ekspederet videre. Anja og jeg fandt frem til en bus, der kørte ned til færgen. Da vi kørte med toget fra Helsingør, sad Anja og så eftertænksom ud. Hun strøg håret væk fra panden med den bevægelse, hun havde, hver gang der var noget, der undrede hende.

»Hun så ellers så stilfærdig ud, Teresa«, sagde hun.

»Det stille vand har den dybe grund«, sagde jeg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Anja tav lidt. Så sagde hun: »Det så voldsomt ud, det apparat«. »Ja«, sagde jeg.

»Gud ved, hvordan det føles. Med sådan nogle elektriske dupper, der vibrerer løs hele tiden«. Jeg smilede til hende. »Ved du hvad. Hvis du har noget, du gerne vil have vibreret, så skal du bare sige til. Så er jeg der som en mis«. Hun så på mig. Nogle gange blev hendes øjne mørkere, når hun så på mig - nærmest violblå.

»Hvorfor kører det tog også så langsomt?«, sagde hun.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden