0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

At slå op med en 7-årig

Med mig SELV i centrum. Det er titlen på en ny serie i Kroniken. Her inviterer vi fritidsskribenter og forfatterspirer til at give et bud på et personligt litterært essay i genren autofiktion - tidens store litterære tendens. Dette er den første tekst i serien. Lad dig inspirere, sæt dig selv i centrum, skriv løs, og send os din litterære selfie!

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Privat. Teksterne i serien vil - som herover - være illustreret med en selfie.

autofiktion
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
autofiktion
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da jeg var lille, besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville bo i en skilsmissefamilie igen.

Når jeg blev voksen, ville jeg gifte mig med den rigtige mand, få tre børn med mørkt hår og høje kindben og aldrig nogensinde blive skilt.

I min næste familie ville der ikke være nogen stedmor. Der ville kun være en mor og en far, og alle ville elske hinanden lige højt, og hvad der engang var rodet, ville blive rigtigt igen.

De færreste ting bliver, som vi forestiller os dem, og jeg mødte min kærestes søn en forårsdag i 2009.

Tobias var 4 år og samlede insekter op i en rød plastikspand. Der var noget afmålt eller afventende ved den lyshårede dreng, jeg ikke kunne genkende fra min egen barndom, men jeg kunne genkende dette: et univers af edderkopper, gule smørblomster, biller og græs på bunden af en spand som en tidskapsel af noget, vi ikke får tilbage.

Jeg havde ikke lyst til at være stedmor. Min egen oplevelse med at have en stedmor var ambivalent, og som barn følte jeg ofte, at jeg stod på vippen af at høre til og ikke høre til – det var et spørgsmål om få centimeter, og min stedmor havde kontrollen.

Jeg havde behov for, at hun skulle holde af mig, så jeg ikke mistede mit fodfæste, og derfor var jeg en kamæleon; jeg kunne ikke finde ud af at være ærlig over for hende.

Når hun havde malet et billede eller købt noget nyt tøj, ville hun vise mig det og sige: »Er det ikke flot?«.

Og jeg sagde altid, altid ja, som om sandheden ville skrælle al min menneskelighed af som en tredjegradsforbrænding og afsløre et grimt, sort krater: Det måtte være nemmere at elske et ja end et nej.

Mine forældre blev skilt, da jeg var knap 3 år, og jeg flyttede sammen med min far ind i en lille lejlighed i Vestergade. Da jeg var 4 år, flyttede vi igen. Denne gang sammen med min stedmor og hendes to børn.

Tobias var også 4 år, da jeg flyttede ind i det hus, han havde delt med sin mor og far.

Min kæreste ville ikke flytte fra Tobias’ barndomshjem, og han gjorde det klart for mig fra starten, at det var her eller ingen steder, hvis vi skulle bo sammen.

Jeg protesterede, men endte med at følge trop. Der var ikke noget, jeg hellere ville end at være sammen med den mand, jeg elskede. Og jeg var god til at sige ja.

Da jeg flyttede ind, hang der stadig et selvportræt af min kærestes ekskæreste i soveværelset. Når jeg lå i vores seng, smilede hun ned til mig som en neonfarvet madonna.

Hendes navn stod på navneskiltet uden for døren, og i månedsvis dukkede der breve op til hende. Hun var i de teaktræsfarvede køkkenskabe og det cubanske kunstværk i stuen.

Min kæreste og jeg var som to sørgende i et skuespil, og jeg bildte mig selv ind, at hvis bare jeg gjorde det her rigtigt – hvis bare jeg kunne genskabe denne familie – så kunne jeg også reparere min egen barndom.

Jeg overvejede først flere år senere, hvordan et menneske kan sige ja så mange gange, at det til sidst bliver til ingen.

Jeg elskede ikke Tobias med det samme.

Han var ikke mit barn: Holdningen var hans fars, den høje pande hans mors, og han mindede mig om det liv, min kæreste havde haft før mig.

Jeg forsøgte efter bedste evne at falde ind i de rutiner, Tobias og hans far havde haft, inden jeg blev en del af deres liv. Jeg prøvede også at indføre nogle traditioner selv.

Jeg begyndte at læse højt for ham om aftenen, inden han skulle sove.

Min far havde altid læst Kim-bøgerne højt for mig et sted mellem aftensmaden og TV-avisen, og jeg kan stadig genkalde mig lyden af min fars stemme og mit søvnige åndedræt, og hvordan de to flettede sig ind i hinanden som tråde af kærlighed og tryghed.

Selv om vi var vidt forskellige, var der noget ved Tobias, der mindede mig om mig selv, og når jeg slukkede lyset og han lå alene på sit værelse, tænkte jeg på, om han mon savnede sin mor, som jeg selv havde gjort det så mange år tidligere, og jeg tænkte med svimmelhed på, hvordan jeg som 28-årig bar et ansvar for et andet menneske, der uden at have bedt om det var blevet sat ind i den her familie og den her barndom.

Allerede et halvt år efter jeg flyttede ind, fik min kæreste et arbejde i en anden by, som betød, at han tog hjemmefra klokken 7 om morgenen og kom hjem 12 timer senere.

Vi havde Tobias hver anden uge, og selv om min kæreste havde en hjemmearbejdsdag eller to, var det ofte mit ansvar at tage mig af Tobias.

De næste 18 måneder fik vi en hverdag sammen. Jeg vækkede ham, gav ham tøj på, smurte madpakke og afleverede ham i børnehaven.

Jeg tog tidligt fri fra arbejde, hentede ham igen, legede med ham, lavede aftensmad og puttede ham i bad.

En dag gik vi hånd i hånd gennem den lille sti mellem hovedvejen og vores hus, da han kiggede op på mig og spurgte:

»Hvad er du egentlig for mig i min familie?«.

Jeg sank og tænkte mig om et øjeblik. »Hmm ... Man kan sige, at jeg er din bonusmor. Hvad synes du om det?«.

»Det kan jeg godt lide«, sagde han og smilede.

Vi gik videre i stilhed, og jeg tænkte på, hvord