Min første skoledag var en fiasko, og skylden lå entydigt hos min far og Jesus. Det ved jeg nu. Siden min fødsel i 1947 havde jeg undgået de helt store nedture altså bortset fra selve fødslen, og bortset fra dengang, jeg som tre-årig stak af hjemmefra på min tre-hjulede cykel sammen med Per Vejmand, var der mig bekendt ikke sket de store ting.
Efter min mors sædvanlige formaninger om at opføre mig ordentligt forlod jeg hjemmet med min nye skoletaske og hentede naboens Poul Erik. Hans mor puttede en enorm madpakke ned i hans taske, og på vej ud af køkkenet sagde han henkastet: Kan du bogstaverne? Jeg rystede på hovedet. Skulle man da det? Er du tosset, sagde han. Vi har øvet hele ugen, min mor og mig. Ellers kan man sgu ikke følge med. Det er jo en skole, sagde han. Man måtte ikke bande, men det var Poul Erik ligeglad med.
