Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Selfie. Ragnhild Jakobsen har skrevet et stykke autofiktion.

Selfie. Ragnhild Jakobsen har skrevet et stykke autofiktion.

autofiktion
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det helt vildt store og kolde venteværelse i Ilimanaq

Pludselig er den der. Fornemmelsen i kroppen af noget i luften. Sekunder senere når lyden øret.

autofiktion
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er overskyet og hundekoldt. Ragnhild står og tramper i sneen på det flade område med vindpose, markeret indhegning og landingsplads til helikopteren.

Det er tirsdag, klokken er syv og påsken er forbi. Om mindre end et døgn skal der krammes med børnene i 2. b. i Brønderslev. Fire flyvninger skal bare lige overstås først.

Helikopteren er på vej, hun skal med den til Ilulissat, og derfra videre med en Dash Seven til Kangerlussuaq. Air Greenlands airbus mod Kastrup letter om tre timer. Indenrigsflyvningen til Aalborg bekymrer hun sig ikke om. Hun tørrer rimfrost af øjenvipperne og kigger mod syd. Om lidt skal helikopteren være her, og så hænger det hele sammen.

Hun traver rundt i sneen. Går ti skridt i den ene retning og ti skridt i den anden. Frem og tilbage. Der er dybfrysertemperatur i luften og det rumler i maven. Fjeldene ser tunge ud i halvmørket, billetten er restriktiv og kroppen fuld af uro. Kufferten skal indskrives, Halfdan har afleveret den hos butiksbestyreren Jane og kommer løbende nede fra butikkens postafdeling. Han lægger sine arme omkring hende. »Jane kommer med din kuffert om lidt,« siger han.

Der er rim i hans skæg, og hans hurtige åndedræt bliver til hvide skyer. Hun putter sig et øjeblik ind til ham, men gør sig hurtigt fri og ser op igen. »Så må den godt komme,« siger hun og forsøger at skjule sin uro. »Det skal nok gå,« siger han og gnider sin kolde næse mod hendes.

LÆS AUTOFIKTION

»Det skal nok gå,« sagde Halfdan forleden, inden han tastede nummeret på Air Alfa. Hun kunne ikke nå sine fly, hvis hun ikke fandt en rejsemulighed til Ilulissat. Speedbådene var trukket op på land. Der var omkring 500 meter fast is ud til åbent hav, og der var drivis i uanede mængder i hele Diskobugten. Egentlig var hun lettet over, at en løsning med speedbåd var totalt umulig. Angsten i kroppen slog ind, når tankerne om turen herud dukkede op. Den speedbådssejlads trak tænder ud. Tænder af narhvalsstørrelse.

Hans arme ligger omkring hende, og hun trykker sig ind til ham. Hendes blik glider op over fjeldet i det fjerne. Hun ser varden på toppen. En mørk silhuet mod den gråsorte himmel. Hun har lagt en ny lille sten i varden i en sprække mellem de store. Gør man det, vender man tilbage, siges det. Nogle måger skræpper op ude over søen. Det lyder som rider. Nu må den snart være her, helikopteren.

I påskedagene var al ordinær helikopterflyvning aflyst. Til gengæld var der to morgenture fra Qasigiannguit til Ilulissat i dag, og de ville gå lige hen over bygden. Havde det bare været som med busser på landet derhjemme, ud til vejen, hånden i luften et kort nu, blive set og samlet op. Men nej, hun måtte tage til den lille naboby mod syd dagen i forvejen og have en overnatning på hotel. Eneste mulighed for at komme dertil var at ulejlige Arne og hans snescooter. Arne ville helt sikkert gerne hjælpe. Men hans kæreste var et par dage før påske nået hjem fra sygehuset i Nuuk med familiens nyfødte baby. Det var før det hele lagde til med is. 30 kilometer i fjeldet på snescooter var ikke sagen lige nu.

De hopper og tramper i den faste sne for at holde kulden fra kroppen. Der er ingen varme i naturens store venteværelse midt i marts. Men der er smukt. Ragnhild holder meget af de dæmpede farver som gråvejret får frem i fjelde og sne. Hun hører havets dønninger mod isen, mens hun lemper halstørklædet hen over næse og mund. Kulden trænger ind alle vegne.

»Vi ringer og spørger Air Alfa, om de vil gå ned i Ilimanaq og hjælpe os,« sagde Halfdan forleden og tastede straks nummeret på det lille private selskab med koncession på ruten. Han fik fat i firmaets lokale chef Jan, der har kontor i lufthavnen i Ilulissat. Historien blev fortalt, og problemerne med at sidde efter en relativt ny operation for hæmorider fortalte han også om. Måske var det det, der gjorde udslaget. »Vi gør det sgu!« svarede Jan. Rejseproblemerne var løst. De kunne nyde helligdagene, det solrige vejr og påskens mange kaffemikker. På vej hjem fra den sidste kaffemik i går, kunne de mærke, at et omslag i vejret var på vej.

Pludselig er den der. Fornemmelsen i kroppen af noget i luften. Sekunder senere når lyden øret. Hun finder uret i sprækken mellem handske og ærmekanter. Helikopteren er præcis. I det fjerne starter Jane sin snescooter. Hun dukker hurtigt op bag bakken ved butikken. Lydene kommer nærmere og nærmere og fylder rummet fra hver sin side. Jane når frem, parkerer scooteren og kommer hen til dem med kufferten og en postsæk. De står og kigger op i luften. Nakken smerter og frosten river i slimhinderne i næsen. »Den kommer da ikke ned,« siger han, mens et kor af hunde blander sig i rotorstøjen. Helikopteren forsvinder mod nord.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Der kommer en til om lidt,« råber Jane inde fra hættens pelskant. Hunde- og helikopterlarm dør ud, og Ragnhild hører igen havet. Hun ser langsomt rundt på alle bygdens huse. Hun ved, hvem der bor hvor nu, og hun kender efterhånden de fleste. Halfdan trives med sit lederjob på skolen. Han har haft det fint med at være bygdens eneste dansker i halvandet år. Når hun kommer igen til sommer, er det for at blive. Så er de to. Og sammen igen. Engelsk og dansk står der på skemaet for 2002/2003. Og to klasser til billedkunst.

Så dukker fornemmelsen af en helikopter op i kroppen igen. Hun bliver et kort nu væk i hans brune øjne. Det bliver snart sommer. Fornemmelsen bliver til lyd, som bliver til øredøvende larm lige over deres hoveder. »Den ligger da for højt oppe,« siger Halfdan. Ragnhild aner konturerne af den. Den går også mod nord. Nej, den vender. Kommer tilbage. Kredser og larmer i store cirkler alt for højt over dem. Hundene hyler fra alle verdenshjørner. Det kører rundt i maven. Lyden ændrer retning og forsvinder hen over fjeldet og varden. Hvad nu? Fra et sted langt borte hører hun Janes og Halfdans stemmer.

Så er det op på snescooteren. Alle tre. I fuld fart hen forbi kirken og ned mod butikkens postkontor. Indenfor er varmen overvældende. Gør nærmest ondt. Jane griber telefonen. Taster et nummer. Taler grønlandsk. De forstår så lidt af hendes sprog, og hun så lidt af deres. Jane løfter et øjenbryn. Ryster uforstående på hovedet og rækker røret hen imod dem. Halfdan griber det og fortæller kort, at ingen af helikopterne gik ned i bygden. Stilhed. Han lytter. »Tak,« siger han og lægger på. Han ser lettere forvirret ud. »Jan siger, de kommer efter dig. De prøver en gang til. De sender en helikopter for at hente dig!« han siger det sidste langsomt og med en vis vantro i stemmen. Ragnhild kaster et blik på uret på væggen. Der er ikke meget mere end en halv time tilbage. Jane forstår også beskeden. Det er ud igen. Op på snescooteren og i fuld fart af sted mod den indhegnede plads med vindposen. Tilbage til nye angstfyldte minutter i det koldeste venteværelse, hun kender.

Hun havde ikke forestillet sig at den restriktive billet ville skabe problemer. Det gik så fint for et år siden. Der var mange penge sparet i forhold til en åben billet. Men der var sørme også rigtig mange penge at tabe, hvis det ikke gik som ventet. Sidste år var der nu heller ingen påskedage, som greb forstyrrende ind i den ugentlige helikopterforbindelse til og fra bygden.

Den rødhvide vindpose blafrer lidt mindre voldsomt. Det er lysere nu. Og ikke helt så overskyet. Halfdan står og pjatter og siger, han har brug for en vikar i morgen. Pludselig kommer en skikkelse småløbende over mod dem fra det nærmeste gule hus. Det er den pensionerede skoleleder. Ragnhild hører en munter grønlandsk stemme og mærker et par arme omkring sig. Hun smiler taknemmeligt og gengælder et varmt »Takuss« med sit danske »Vi ses«. Og væk er kvinden igen.

LÆS LEDER

Det varer ikke længe, før kroppen igen registrerer, at der er noget i luften. Helikopteren! Den er der! Det går hurtigt. Den går lavt hen over fjeldet mellem skyerne. Den er lige oven over dem med sin øredøvende larm. Hun ryster. Lader sig omfavne og kysse det korte nu, hvor helikopteren står stille i luften. Så sættes hjulene på jorden. Rotorerne snurrer rytmisk rundt, døren bliver åbnet og hun kæmper sig hen imod den. Jane er hurtigt fremme, bugserer kuffert og postsæk ind, råber farvel og skynder sig væk. En hånd bliver rakt ud. Hun griber fat og hjælpes ind. Piloten smækker døren i, kaster et høreværn om til hende og begynder sit arbejde med instrumentpanelets mange knapper.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Helikopteren løfter sig lidt, drejer en halv omgang og sætter turbo på. Larmen stiger til det infernalske, mens kroppen registrerer opdrift og fremdrift på samme tid. Fjeldene, den brede Isfjordsmunding og byen Ilulissat kører som en naturfilm i fugleperspektiv under hende. Joller er trukket op på isen i inderhavnen. Længere mod nord står kirkegårdens hvide trækors i lange rækker i sneen. Vejen snor sig rundt om fjeldene. Yderst ligger lufthavnen. De er der. Helikopteren står stille i luften. Drejer en halv omgang før hjulene sættes på jorden.

Hun takker piloten, som sender hende et retursmil midt i al larmen. Og så er det ud. En mand tager imod kufferten. »Jan,« siger han og hjælper hende ned. »Der var ikke et eneste hul i skylaget til de to første helikoptere.« Ragnhild takker for hans hjælp. Han løfter hånden, »Det var så lidt,« ler han og ønsker hende en god rejse. Hun haster mod ankomsthallen. Der skal tjekkes ind. Undervejs ser hun en rød Dash Seven blive tjekket til afgang og mærke sit smil nå helt ind bag øjnene. Hun når sine fly. Takket være Jan og Air Alfas: »Vi gør det sgu.«

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden