Jeg er ikke død– ej heller min eksmand, men vi lod os skille, og jeg vil vove at skrive, at sorgen formentlig følelsesmæssigt kan registreres på nogenlunde samme niveau som et dødsfald – en families dødsfald. Det både for vores børn og os selv. Vi blev ramt af mere, end vi sikkert kunne læse os til. Desuden læste jeg heller ikke om det inden. Forhørte mig ikke rigtig om det. Ubevidst en fornuftig eller ufornuftig handling, som formentlig ikke ville have ændret noget ved beslutningen alligevel. Vi vidste ikke, at der var noget, vi ikke vidste!
Meget kan man forestille sig, men ikke følgerne af en skilsmisse. Det ved jeg nu. Min beretning er fra voksenhøjde – og når jeg tænke på det fra børnenes højde, så føler jeg sorg og smerte. Den dag, vi sagde det til børnene, vil altid være prentet. Som en revne i hjertet, der sandsynligvis aldrig heles. Nok kommer der skorpe på, men den kan stadig, her godt et år efter, kradses af, så let som et blad kan falde af en gren på en efterårsdag i stille vind. De skreg begge to. De var henholdsvis syv og ni år gamle.
