BLANDT DE skønlitterære redaktører på de store forlag er det ikke nogen hemmelighed, at skal du som kvinde sælge bøger, er det en stor fordel, at du er lækker og har gode billeder. »Det skal nok gå med bogen, du ser jo godt ud på dine forfatterfotos«, som en redaktør for nogle år siden sagde til en dygtig kvindelig kollega.
Jeg har selv, med mine egne ører, hørt deltagere ved litterære højskolearrangementer erklære sig »skuffede« over en forfatterindes udseende i »virkeligheden«. Jeg har selv forsøgt at finde mit ståsted i alt dette, men må erkende, at uanset hvad man gør som forfatter, spiller ens udseende en efterhånden ganske stor rolle. Man lader sig retouchere frivilligt, eller man bliver retoucheret ufrivilligt.
Man kan spille med og udnytte markedet, eller man kan protestere, men man slipper ikke for at blive vurderet og begæret og elsket og hadet for alt andet end det, der står i de bøger, man skriver.
I JUNI MÅNED 2014 valgte jeg at få mig en body double. Det gjorde jeg, fordi jeg oplevede en manglende lyst til at læse op, lege stereotypt iscenesat kvinde for avisernes fotografer og stille op til tv-interviews.
Det ekstreme fokus på den kvindelige forfatters udseende og privatliv, der fuldstændig overskyggede bøgernes indhold, gjorde mig trist. Min body double var indstillet på at overtage mine offentlige optrædener, mod at der forelå en officiel forklaring på hvorfor. Personligt kunne jeg sagtens have undværet den forklaring og blot have fået mere ro og lyst til at gøre det, der er mit job: at skrive bøger.
Min motivation for overhovedet at skrive er at vise det frem, vi helst gemmer væk i skabet, allerbagerst. Det kunne være sædpletterne, aggressionerne, det forlorne og den kvindelige, lillepigede afhængighed.
Med mine projekter og min skrift forsøger jeg at sætte ild til den store bunke lort, vi har liggende midt på stuegulvet, som vi alle sammen tripper hen over i vores små stiletter, økosandaler og blankpolerede business-sko. Fokuserer man nok på skilderiet af den brølende hjort lige over sofaen, behøver man faktisk ikke rigtig registrere lorten på gulvet.
Heldigvis dufter både lort og violer sødligt, og næsten ens, for mange velopdragne næser.
LORTEN ER, i det her tilfælde, kvinden.
Jeg frygter ærligt og reelt, at der kommer en dag, hvor man som kvindelig forfatter, kvindelig tv-journalist, kvindelig skuespiller (og andre erhverv, hvor man skal vurderes af øjne) ganske enkelt ikke har en stemme, hvis man ikke ligner en, som andre kvinder gerne vil ligne. Hvis man ikke ligner en, som mænd gerne vil kneppe.
De grå lokker, der sidder på Anja Bo fra Deadline, diskuteres flittigt af kvinder, som om hun på provokatorisk vis havde tilvalgt at være sig selv. Kvindelige nyhedsværter er, midt i krig og ødelæggelse, iført tårnhøje fuck me-shoes, mens den bekymrede pande er lammet af Botox.
SOFIE LUND HANSEN, min body double, mødte jeg i efteråret 2013 i foyeren på Det Kongelige Teater.
Efter jeg havde haft en offentlig samtale om ' hvide mennesker, der rejser ud i verden' med Jørgen Leth, kom Sofie hen til mig.
Hun sagde, at hun var danskstuderende og havde læst mine bøger og at hun selv skrev tekster, hun gerne ville have mig til at kigge på.
Normalt læser jeg ikke manuskripter, og jeg vejleder ingen forfatterspirer, men jeg tænkte, at lige netop hende her var så smuk, at kunne hun formulere sig bare ganske godt, havde hun sandsynligvis en stor fremtid for sig inden for litteraturverdenen.
Et naturtalent for at flirte, den skønneste ungpigede kejtethed, de flotteste lange ben, store læber og iført en fantastisk divajakke af grå pels. Derudover var hun intelligent. Og det var faktisk allerede der, jeg spontant gav hende et jobtilbud og min mailadresse.
Nogle aftener forinden, til en offentlig optræden, havde en ung mand nævnt, at min frisure ikke var »særligt inviterende«. Han rettede på den på stedet. Andre havde sagt, at jeg virkede meget nervøs, og jeg måtte undskylde og sige, at mit liv var lidt rodet, og min stemme og mine øjne bar præg af, at jeg havde kæmpe kærestesorger.
Den aften, da jeg mødte Sofie, bar jeg de sko, en arrangør tidligere på året havde kommenteret positivt. Det var også den aften, man nævnte, at jeg virkede lidt kølig, og den aften, en kollega nævnte, at jeg »så virkelig godt ud«.
DER ER TIDER, hvor jeg elsker at optræde, og der er tider, hvor jeg ønsker mig at sidde hjemme foran fjernsynet i stedet - iført joggingtøj og med det fedtede hår hængende ned over panden. Den voldsomme opmærksomhed omkring ens person, de sko, man har på, om man er fuckable eller ej, gør, at jeg indimellem mister modet.
Jeg ved ikke, hvor mange intellektuelle glas hvidvin jeg har set hældt ned i en tilskuers hals, men jeg ved, at både mig og mine kolleger ofte får komplimenten: »Jeg har ikke lige fået læst din bog, men jeg læste interviewet i Politiken, og du virker supersej.«
I orkanen af Vibskov og Goya-fashionable litteraturfans, der ikke lige har fået læst bøgerne, savner man indimellem de gode gamle, ormeædte nørder i fodformede sko, som rent faktisk vidste, hvad der stod på siderne. Derfor var det en kæmpe lettelse, da Sofie endelig sagde ja til at være min body double. Aftalen var, at hun skulle tage sig af alle offentlige optrædener og skrive de bestillingsopgaver, jeg ikke syntes var relevante for mit forfatterskab.
Det var, ganske indlysende, et meget arrogant arrangement.
Skriv kommentar