Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Foto: Mads Ananda Lodahl
Debat

kroniken

Mit liv skal have en vis standard

Hvad skal der til, for at livet er livet værd? Det spørger dagens kronikør sig selv om i en fortælling om at være teenagebøsse i provinsen i 1990’erne. Endnu et stykke autofiktion har fundet vej til Kroniken.#MedmigSELVicentrum

Debat

NU VIL DE lave en koloni på Mars. De sidder i store, lysende bygninger og beslutter, hvem der skal være de fire første, der slår sig ned deroppe. Flere tusinde drømmere har meldt sig, og Janus, en af de danske kandidater, siger i sin ansøgningsvideo, at han har altid gjort de allervildeste ting, og »tænk at være med til at befolke galaksen!«.

Jeg tror ikke, han kommer med. Jeg tror ikke, det er det, de leder efter. Endnu en mand, der bare vil sprede sin sæd. Primitivt.

De vil sprede livet deroppe. Ud over Mælkevejen og solsystemet, som om det ikke er nok for dem at ødelægge en enkelt planet. De vil derop og være alene og være for sig selv. Og man regner ikke med, at de nogensinde kommer tilbage.

Aldrig mere sidde i køkkenet og drikke kaffe med sin bedste ven. Aldrig mere se en film i biografen med 200 mennesker, man ikke kender.

Aldrig mere tage hen på kontoret og starte dagen med en kringle og en mail med en sjov video fra en kollega og så opdage, at lyset på toilettet er gået i stykker igen. Aldrig mere se et dyr.

En flue. En kat. En levende fisk i havnens grødede vand. Hvis de vil se en bil eller et træ igen, skal de tage et fotografi med. Aldrig mere snuble over en blottet trærod i skovbunden eller skære foden på en musling i vandkanten, lige i det man får øje på et slebet glasskår, der ligner en perle.

Aldrig mere sidde i bussen og smile genert til fremmede eller klappe en fremmed hund foran supermarkedet eller gå ud i haven og plukke lidt persille til kartoflerne, når gæsterne kommer om lidt.

At befolke galaksen. At sige farvel til det hele og fare til himmels, så familien kan sidde i natten og kigge op i galaksen og tænke, at deres elskede sidder deroppe og kigger tilbage på dem.

JEG ER 11 ÅR gammel, da min farbror begår selvmord. Han skal bare ud efter cigaretter, og tre uger senere må de skære ham fri af isen ude i Knudmosen. Det tror jeg ikke, han regnede med. Det med isen.

Jeg er 13, da jeg læser ' Steppeulven' om den livstrætte Harry, der beslutter, at hvis han er virkelig livstræt på sin 50-års fødselsdag, må han godt tage sit eget liv den dag. Jeg gør selvmordet til en del af mit liv, fordi jeg ikke synes, livet har nogen værdi i sig selv. Mit liv skal have en vis standard. Hvis det ikke kan være godt, kan det være lige meget.

Jeg er 17, da jeg sidder på en hård stol i et forsamlingshus og drikker den ene flaske rødvin efter den anden med en, der hedder Peter. Han er 55 og gymnasielærer i en anden by. Han giver. Vi snakker om litteratur, og det er rart. Jeg har aldrig set mine forældre læse andet end BT, og de andre på gymnasiet snakker kun om sex og alkohol. Jeg danser med Peter. Han vil danse tættere og tættere og viser mig en bule i sine bukser. Jeg synes, det er lidt for meget, men hvis det er prisen for rødvin og samtale, så okay.

Det er et sted i Herning, der hedder Fristedet.

Der er omkring 20 andre gæster til festen. Jeg kender ikke en eneste og har ikke set nogen, jeg har lyst til at kende. Jeg er her kun, fordi jeg er homo, og det er de andre også, og de spiller skiftevis Madonna og Birthe Kjær hele aftenen.

»Så er der både noget til de unge og til os gamle«, siger bartenderen. Jeg er den yngste, og de fleste andre er på Peters alder, men de vil ikke snakke med mig. De siger: »Vi kan snakke, når du har taget den der ud« og peger på min næsering.

Peter siger, han synes, det er frækt. Jeg kan ikke lide, når han siger det.

FESTEN SLUTTER klokken 1, og vi er en håndfuld, der går hjem til Anton. Jeg kender stadig ingen. Anton byder på chips, og vi hører Madonna, for »nu er vi kun os unge«. Jeg rækker ud og tager en håndfuld chips, og Peter gør det samme og giver min hånd et klem i chipsskålen. Jeg putter alle chipsene ind i munden på en gang og snakker videre, så det drysser ud.

Jeg taler med Anton om hans forældre, der ikke vil se ham mere, og da jeg vender mig om mod Peter igen, ser jeg, at han har en champignon i hånden, men så ser jeg, at det er hans pik, og han gnider den, mens han stirrer uhyggeligt på mig.

Hans mund står underligt åben, og jeg kan se, hans tænder er lidt gamle. Jeg kigger på hans pik og ser, at han er omskåret.

Det har jeg aldrig set før. Anton synger ind i mit øre: »like a virgin - huh! - touched for Jeg har utroligt hurtigt jakken på og står ude på gaden, videre til den næste gade, og Andreas kommer løbende efter mig og spørger, om han skal følge mig hjem. Han er hverken pæn, charmerende eller interessant, men han er kun 31 og vil give en taxa, så jeg siger okay. Det er anden gang, jeg kører i taxa. Første gang var, da vi kørte galt i min mors grønne folkevogn, Kermit, en isglat morgen lige efter mine forældres skilsmisse. Der skete ikke noget, men bilen skulle på værksted, så vi droppede skole og arbejde og blev hjemme og spiste slik og strikkede og hørte plader hele dagen. Jeg elsker at køre taxa.

DA ANDREAS og jeg vågner næste morgen, kan vi høre min mor ude i køkkenbordet.

Hun står nok og læser BT og drikker kaffe, og Andreas spørger, om man kan komme ud af lejligheden uden at gå forbi køkkenet. Jeg svarer nej og synes, det er sjovt, og da han går forbi min mor, ønsker hun »godmorgen« og siger, at »det altid er dejligt at møde nogle af Mads' venner«.

Jeg går i Blockbuster og lejer en film om en svært overvægtig kvinde, der får bank af sin kæreste. Da hendes veninde siger, at hun fortjener bedre, svarer hun: »Prøv at se på mig, hele verden ligger ikke åben for mig. Hvis jeg kan få en mand, der behandler mig godt halvdelen af tiden, så er det så godt, som det kan blive for mig«.

To uger senere er jeg med min kæreste på Pan i Aarhus. Jeg har mine nye sølvfarvede kondisko fra Aldi på. Jeg føler mig hurtig og stærk. Vi er der kun, fordi vi er homoer, og der er andre homoer. Min kæreste, Anna, er lesbisk, og det er der flere fordele ved. Vi kan holde i hånd i fred, jeg kan fortælle om hende i skolen og familien, vi kan snakke om homoting, gå på homoklubber, og så er der ikke nogen, der er skuffede over, at den ene ikke vil have sex med den anden. Ud over det er vi vilde med hinanden, og så bor hun i Aarhus.

PETER ER DER også. I dag har han vist drukket al rødvinen selv. Han kigger på mig. Jeg trækker Anna til side og fortæller hende om festen i Fristedet. Hun griner på den der vidunderligt lesbiske, larmende måde, som kvinder, der er ligeglade med, om mænd synes, de er feminine nok, kan gøre det, og så går hun over til Peter og siger, han »skal holde sig fra hendes dame«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Peter er forvirret og tror, jeg er hetero med en lesbisk, eller at jeg bare er lesbisk eller hvad, og forsøger at tage fat om Anna, mens han råber mit navn ned gennem barens susende rum. Folk vender sig om og kigger, og han råber og råber, og Anna prøver at ryste ham af sig.

Nu prøver han at komme over til mig, og nu begynder han at græde. Det er ikke til at holde ud, og så lige pludselig rammer Annas hånd hans øre, og han vælter ned fra barstolen som en baby fra et køkkenbord, og på vej mod gulvet får han endnu et klask på munden. Og så ligger han der og stirrer op på mig.

MIN KÆRESTE scorer meget hurtigt efter det. Peter bliver losset ud af bartenderen, der ved, at man altid skal prioritere de unge kunder. Også selv om de slår. Lige før lukketid spiller de ' I'm Horny', og jeg får presset mig hårdt ind mod en dreng på dansegulvet. Anna er for længst gået, og da klubben lukker, følges jeg med drengen ud i natten.

Vi kysser i krattet nede bag banegården.

Han har skægstubbe, der får mine læber til at klø. Det er første gang, jeg kysser en dreng udenfor. Der er ingen, der kan se os, men månen er helt, helt klar, og det tænker jeg på, mens vi kysser. Han glatter mit hår og fortæller mig, at han hedder Janus, og at han vil gøre vilde ting med mig. Han viser mig en bule i sine bukser. Jeg synes, han er en drøm. Mere end ti år senere opdager de en planet, der er dobbelt så stor som Jorden, og som består næsten udelukkende af diamant.

Han tager mig med hjem og laver vilde ting. To timer senere trænger solens lys ind gennem persiennerne og fordeler sig i skiver i sengetøjet, og jeg vågner, ved at Janus taler i søvne. Mens jeg lydløst tager mit tøj på, får jeg øje på Panbladet, der ligger på gulvet.

Jeg samler det op og ruller det sammen og putter det i lommen. Så går jeg ud af Janus' liv og tager bussen tilbage til Herning og min mor og lektier og kedsomhed.

I BUSSEN ER jeg meget bevidst om, hvem der må se og ikke må se, at jeg bladrer i Panbladet. Jeg læser en anmeldelse af en bog, der hedder ' Forhud', og Panbladet er som en lang korridor fuld af døre ind til verdener, der ikke er Herning og ikke er Fristedet og ikke er ensomhed og alt det, der ligger under en vis standard.

Om mandagen kan jeg stadig mærke Janus' drøm i min mave, og på gymnasiet har jeg Panbladet i baglommen, så alle kan se titlen, og de rigtige vil vide, hvad de ser, og de andre, fuck dem. Jeg fortæller min bedste veninde om Janus, og hun vil høre det hele og synes, jeg er storbyagtig og vild og spændende, fordi jeg tager til Aarhus og boller med fremmede drenge og sutter pik i busken nede bag banegården.

Efter skole går jeg på biblioteket og beder bibliotekaren bestille ' Forhud' hjem.

Det korte ord vælter i min mund, og jeg tænker på, at hendes øjenlåg er som forhud over hendes øjne, der sidder som glasagtige pikhoveder i det smalle kranium.

To dage senere løfter jeg den lille bog ned fra hylden med reserverede materialer.

Jeg læser hele bogen samme aften i min seng.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

MORGENEN EFTER er jeg på vej til gymnasiet med bussen, og jeg har bogen med, så jeg kan aflevere den, inden min mor finder den. Jeg føler mig stærk og holder bogen i hånden, så alle, der går forbi mig, kan læse dens navn. Så stiger Peter på bussen. Han ser så ulykkelig ud, at jeg næsten ikke kan klare det. Han læser titlen på bogen, kigger forvirret på mig, og jeg tror, han tænker på Anna, på rødvin og på, om jeg mon er hetero eller homo.

Det var dengang. Tiden er en anden nu, hvor de sender mennesker til Mars, og folk som Janus holder det hemmeligt, at han kan lide at have det vildt i andre mænds stjerner, for nu vil han sprede sin sæd i galaksen. De sidder i store, lysende bygninger og lægger planer med lysår og ilt.

Tiden er en anden nu, men for helvede hvor er tiden også bare stadig den samme gamle, kedelige tid. De vil bare gerne derop og være lidt alene. De tror, de er så civiliserede. At vi alle sammen er kommet så langt. Men hernede på Jorden får vi stadig hiv og tæsk og lort på pikken, og det højeste, vi kan håbe på, er en kort og flygtig forbindelse med en, vi tror, der forstår os og ikke vil snyde os, med en krop, der taler sit simple og ærlige sprog, eller med en bog, der rammer os tilfældigt på det helt rigtige tidspunkt og beskriver lige præcis det, vi ville sige eller gøre eller drømme om, hvis vi ikke havde været så små og så bange og så mutters alene.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce