Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sofie Larsen mistede sin far for 6 måneder siden. Kilde: politiken.tv/ Mathias Fjeldborg

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvorfor er vores eneste formål med livet at komme videre?

Døden og sorgen er stadig tabubelagte emner, som vi ikke tør tale om.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da min far for seks måneder siden døde en tidlig fredag morgen af et hjertestop, var noget af det, der står stærkest i min hukommelse – ud over sorgen, fortvivlelsen, uforståenheden og følelsen af afmagt – at jeg »nok skulle komme videre«.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har fået de ord at høre. Efter at vi havde snakket om, hvor forfærdeligt det hele var, nåede resten af min familie og venner alle frem til den konklusion, at jeg »nok skulle komme videre«. Men jeg havde ikke lyst til at komme videre.

Alle ved godt, at ingen mennesker kan holde ud at sidde resten af sit liv og græde, så jeg skal nok komme videre. Men hvorfor er det der, fokusset skal ligge? Hvorfor må jeg ikke have lov til at være ked af det og ligge i min seng hele dagen, fordi livet pludselig ikke giver mening?

Hele ens omgangskreds forventer, at man efter en måned er klar til at vende tilbage til ens tilværelse, men der er bare det, at jeg er ikke den samme, som jeg var for seks måneder siden.

En måned efter min fars død, startede jeg i gymnasiet igen, men ingen kom hen og spurgte, hvordan jeg havde det. Ingen kom og gav et kram eller spurgte, hvordan det skete. Alle lod som ingenting, for tænk, hvis de bare gjorde det hele værre. Der er bare intet, der gør det værre.

Jeg er 20 år og fandt min far liggende død på køkkengulvet en fredag morgen, så at du spørger, hvordan jeg har det, gør ikke, at jeg får det dårligere. Det er misforstået, at man ikke skal spørge ind til det, der gør ondt. Vi skal alle dø, vi skal alle sammen miste nogen, vi elsker en dag. Derfor burde det være noget af det mest naturlige at snakke om – uanset socialklasse, køn, alder og religion, så er vi alle fælles om én ting: døden.

Hvorfor må jeg ikke have lov til at være ked af det og ligge i min seng hele dagen, fordi livet pludselig ikke giver mening? Hele ens omgangskreds forventer, at man efter en måned er klar til at vende tilbage til ens tilværelse, men der er bare det, at jeg er ikke den samme, som jeg var for seks måneder siden

Jeg tænker på min far hver evige eneste dag, men nu, hvor jeg går i skole igen, har en almindelig hverdag, ses med mine veninder, tror alle, at jeg er kommet videre. Hvad ligger der i ordene ’at komme videre’? Betyder det, at man kan finde ud af at fungere i sociale sammenhænge igen? Betyder det, at jeg ikke bryder sammen i gråd, når noget minder mig om min far?

Jeg har lært, at det er nemmest bare at undgå emnet, at min far er død. Alle, jeg snakkede med to måneder efter, prøvede at gå uden om min fars død for ’ikke at såre mine følelser’. Såre mine følelser? De er jo allerede sårede.

I virkeligheden tror jeg ikke, det handler om at skåne mine følelser, når alle prøver at undgå at tale med mig om min sorg. Det handler om, at folk hellere vil leve i fortrængning, hvor døden ikke er et faktum – og hvis man undgår at snakke om den, så findes den nok heller ikke.

Der er ikke en mening ved alting i livet. Der var ikke nogen mening med, at min far skulle dø som 52-årig. Der var ingen mening med, at min mor skulle miste sin mand gennem 20 år.

Der var ingen mening i, at min bror og jeg skulle miste vores far som henholdsvis 20- og 22-årig. Præsten, der holdt min fars begravelse, ville gerne have, at der skulle siges noget i retning af, at det var sikkert meningen med Kims liv, at det skulle ende sådan. Gu’ var det da ej!

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg vil have lov til at blive ked af det og vred, fordi jeg har mistet min far som 20-årig

Det var meningen med min fars liv, at han skulle blive gammel med min mor og dø som 80-årig. Der er nogle ting i livet, der ikke giver mening. Livet er ikke altid retfærdigt, men det vil vi ikke acceptere. Hvordan forklarer man, at små børn dør? Det sker, men det er ikke retfærdigt.

Vi skal som samfund være bedre til at acceptere døden. Vi skal være bedre til at forstå sorg og turde tale om den. Sorgen bliver kun værre, hvis der ikke er plads til den.

Jeg vil ikke bare komme videre. Jeg vil have lov til at sidde og tænke over de samme ting igen og igen. Jeg vil have lov til at blive ked af det og vred, fordi jeg har mistet min far som 20-årig. Jeg vil have lov til at blive i fortiden og blive vred over uretfærdigheden. Jeg er kommet videre ifølge samfundet og min omgangskreds. Men indeni er jeg ikke den samme. Jeg er ikke kommet videre, og det kommer jeg aldrig helt.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden