Et moderne ungdomsoprør skal spille med konkurrencestaten og ikke mod den, siger en ung filosof. Kilde: politiken.tv / Producer: Henrik Haupt

Debat

Vi unge må gøre oprør og redde hinanden

Fremdriftsgenerationen skal sige fra og sætte 100.000 revolutioner i gang.

Debat

»Stort set alle unge, jeg kender, er enige om, at vi som generation er presset i bund af præstationskulturen i uddannelserne og på sociale medier. Det har de fuldstændig ret i. Problemet er, at vi ikke gør nok ved det. Vi galopperer medvilligt med konkurrencestaten i stedet for at sætte bremsen i. Det er vi jo nødt til. Der er ingen, som kommer og redder os – mindst af alt politikerne. Derfor er dette mit opråb til min generation: Vi unge må selv finde ud af, hvordan vi indretter vores liv og skaber modspil til konkurrencestaten. Vi må igangsætte 100.000 små revolutioner. Et nyt fælles ungdomsoprør!«.

Opfordringen kommer fra den 29-årige filosof Olav Hesseldahl. Han er medstifter af foreningen Ungdomsbureauet og er aktuel med en ny bog, ’Jeg drømmer om ...’, som handler om foreningens arbejde for at sparke gang i unges samfundsengagement – og aktivisme.

Hvad er det helt konkret for revolutioner, unge skal kaste sig ud i, Olav Hesseldahl?

»Unge skal starte med en indre revolution. 1) Sluk mobilen, log ud af Facebook og kobl af! 2) Gør op med det endimensionale liv, konkurrencestaten lægger op til, hvor man jagter den korteste vej mellem to mål. Slap dog af. Bryd ud af mønsteret, og cykl en omvej i dit liv. Vær i tvivl, vild og spontan – det er jo det, unge burde være frem for voksne og forudsigelige. Men det vigtigste man skal gøre, hvis det virkelig skal rykke: Involver dig i nye fællesskaber, som ikke har noget med konkurrencepres, cv-rytteri eller sociale medier at gøre«.

Råber du bare højt, eller gør du noget ved det i dit eget liv?

»Presset er da en stor del af min hverdag, og jeg forsøger hele tiden selv at sige fra. Men den vigtigste indsats lægger jeg uden tvivl i Ungdomsbureauet, hvor vi arbejder for at samle unge om stærke fællesskaber for at rejse vigtige stemmer i samfundet. Vi skriver bøger for at belyse vigtige problemstillinger i unges liv. Vi holder workshops på vidt forskellige ungdomsuddannelser. Og for tredje år i træk laver vi under Folkemødet et alternativt ungdomsmøde på Christiansø, hvor 150 unge tager væk fra Allinge og får tænketid til at udvikle nye input til samfundet«.

LÆS DEBAT

Det starter ved os selv

At konkurrencestaten er et vilkår, står ifølge Olav Hesseldahl umiddelbart ikke til at ændre. I stedet kan unge ændre på, hvor meget de lader konkurrencestatslogikker fylde i deres eget liv:

»Det første store problem er, at vi unge tager konkurrencestaten med hjem i tasken, når vi går fra skole eller arbejde. Jeg gør det også selv hele tiden. Jeg kan sagtens have siddet og bøvlet med en problemstilling hele dagen, og så snart jeg kommer hjem og skal holde fri, slår jeg i stedet computeren op og knokler videre med den. Sandheden er, at jeg jo for fanden ikke finder løsningen af det. Jeg stirrer mig blind på det samme, og det ville være langt mere effektivt, hvis bare jeg gav mig selv tid til at lette tankestrømmen og tænke uden mål«.

Så du siger altså, at unge misforstår noget, når de tror, at det er mest effektivt at knokle igennem?

»Ja, lad mig give et andet eksempel på det. Mange unge er i dag så fokuserede, at de ikke har tid til at snakke med kollegerne over kaffeautomaten, fordi de føler, at de skal skynde sig tilbage til computeren og lave noget. Masser af undersøgelser viser ellers, at det vigtige arbejde foregår ved kaffeautomaten – altså dér, hvor man snakker sammen. Det er de små mellemrum i hverdagen, der genererer enorm værdi i det lange løb, men dem dyrker mange unge simpelthen ikke, fordi udbyttet ikke er omsætteligt lige nu og her«.

Så hvis unge var bedre til at smække benene op og ’tage en slapper’, ville problemet være løst?

»Det er uden tvivl en mere kompleks størrelse end som så, for vi taler jo om en mentalitet, som vi unge er blevet opflasket med. Men for at starte et sted bør unge tillade sig selv at nyde noget mere. Vi skal nyde at stå 2 minutter længere i solen, når nu den er der. Jeg har fået så mange cykelbøder for at køre over for rødt, fordi jeg havde travlt. I stedet burde jeg bare have nydt det røde lys og pausen. I vores liv er der så meget, man bør gøre, og hvis ikke man gør det, fremprovokerer det skyld eller måske endda skam. Det ligger dybt i de fleste unge, fordi vi dyrker præstationsræset helt forkert«.

Overalt, hvor vi kommer, bliver der stillet spørgsmål: Hvad er det, du kan? Hvad er det, du vil? Hvor vil du hen? De tre svar skal komme lynhurtigt

Er I ikke bare ofre for en samfundsudvikling?

»Nej, vi er ikke ofre, men medaktører. Vi er børn af konkurrencestaten, og vi er vokset op med dens vilkår, men vi har også selv gjort den til det udyr, den er. Fra politisk hånd har sådan noget som fremdriftsreformen uden tvivl sat et uhyggeligt præg på en hel generation, men vi har også selv taget den til os og gjort alle mulige grumme ting med mentaliteten. Se bare på, hvordan unge helt ned i folkeskolealderen i dag konkurrerer på skolebænken frem for at samarbejde. Vi tillader fremdriften at gøre os til voksne alt for tidligt«.

Taler du i virkeligheden ikke bare på vegne af en lille elitær gruppe, der konstant vil forbedre sig selv?

»Nej, vi er Fremdriftsgenerationen. Presset er et fælles vilkår for alle unge i dag. Top og bund mærker bare konkurrencen på forskellig vis. Øverst oppe er der en ekstrem fiksering på at ville mere og mere, mens bunden omvendt mærker, at de slet ikke kan følge med. Uanset hvad er det skadeligt«.

LÆS DEBAT

Alle generationer har vel haft deres udfordring, så hvorfor har I det så meget hårdere i dag?

»Den store forskel er, at vi i dag står alene. I 68 tog man til Thy sammen en hel sommer, og i dag nøjes unge med at tage en hel uge på Roskilde Festival. Konkurrencestaten lægger ansvaret ned på den enkelte – du skal være et effektivt individ i det her samfund, og er du ikke det, må du optimere dig selv, så du bliver et bedre individ i samfundet. Det kvæler fuldstændig følelsen af, at ungdommen kan løfte udfordringerne i flok. Roskilde Festival er det eneste sted, hvor jeg har oplevet muligheden – og det er kun én uge om året«.

Facebook er anti-afkobling

Noget af det, der i dag invaderer unges liv som aldrig før, er den accelererende larm fra sociale medier såsom Facebook. Ifølge Olav Hesseldahl har det mærkbare konsekvenser.

»Mange unge er underlagt en konstant svarforventning. Overalt, hvor vi kommer, bliver der stillet spørgsmål: Hvad er det, du kan? Hvad er det, du vil? Hvor vil du hen? De tre svar skal komme lynhurtigt. Og hvis ikke du kan, er der noget galt. Det er snart tre år siden, at jeg selv blev færdiguddannet filosof, som ikke ligefrem er det lettest omsættelige erhverv, så jeg har nu en elevatortale siddende klar på rygraden til, når nogen skulle spørge«.

Elevatortale ... Du må hellere forklare?

»Ja, altså et automatsvar, så jeg ovenfra og ned kan retfærdiggøre, hvad pokker jeg egentlig vil med sådan et fluffy fag«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men unge har vel altid skullet retfærdiggøre deres vej i livet?

Ja, men problemet er i dag, at alle de her spørgsmål, som vi hele tiden møder på arbejde, uddannelse samt blandt venner og familie, i højere grad trækkes med ind i det frirum, hvor vi burde koble af og finde svarene. Vi lader os frivilligt bombardere med spørgsmål, hver gang vi logger ind på Facebook, og det er altså kun med til at øge præstationspresset«.

Så vi skal ud i virkeligheden, møde nye mennesker og finde sammen om altruistiske initiativer. Gevinsten kommer, når unge tillader sig selv at være menneskelige og tvivle

Kan du give et eksempel på, hvordan det foregår?

»I forbindelse med en workshop, jeg afholdt på et Aarhus-gymnasium, mødte jeg en pige, som fortalte, hvordan hun havde siddet og spillet klaver derhjemme, da hun så på sin computer, at en veninde skrev. På grund af en funktion på Facebook, der registrerer, at beskeden er læst, kom der 5 minutter efter en ny besked, hvor der stod: »Hvorfor har du ikke svaret, når jeg kan se, at du har læst den?«. Hun følte, at det tvang hende til at afbryde sit klaverspil og svare med det samme. Det er jo et godt eksempel på, hvordan svarforventningen siver helt ned i unges sociale frirum og gør de unge endnu mere pressede«.

Hvordan siger de unge fra over for svarforventningen?

»Log af Facebook. Så simpelt er det. Jeg har selv taget konsekvensen og logger nu sjældent på Facebook i min fritid. Svarforventningen er ligesom præstationspresset i et arbejde, og det er helt nødvendigt, at vi unge forstår, at når man har fri, har man fri«.

Så igen: De unge må selv sige fra?

»Ja, hvem skulle ellers gøre det?«.

Vi knækker kun koden i fællesskab

Al den tid, der frigives, når man trykker ’log ud’, opfordrer Olav Hesseldahl i stedet unge til at bruge på at gå ud og møde nye mennesker i samfundsengagerede fællesskaber.

»Fællesskabet er nøglen til det hele. Det er her, vi unge finder svar på, hvad vi vil i forhold til de andre unge. Kun her kan vi samle styrken til at leve vores liv ud fra ungdommens egne præmisser i stedet for at tænke alting ind i den perlerække af kompetencer, som konkurrencestaten fremmer i unges sind. Så vi skal ud i virkeligheden, møde nye mennesker og finde sammen om altruistiske initiativer. Gevinsten kommer, når unge tillader sig selv at være menneskelige og tvivle«.

Det lyder lidt abstrakt – hvordan kan fællesskabet helt konkret se ud?

»Jeg kan jo nævne Ungdomsbureauets bogprojekt, ’De frafaldne’, hvor tyve unge har sat sig sammen for at tale og skrive om, hvordan det føles at droppe ud af en ungdomsuddannelse. Det er ensomt. Det er et stort tabu i et uddannelsesland som Danmark, og den gruppe unge mærker i hvert fald konkurrencestatslogikkerne, primært bagsiden. Det er sgu vigtigt at få de stemmer ud af sneglehuset for at vise den tvivl, unge rent faktisk har, men som oftest er forbudt«.

Unge tager det bare på sig, som om konkurrencestaten og presset er en naturlig del af livet i det her samfund, men hvorfor skulle det være det?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men unge finder vel sammen i fællesskaber, som det passer dem?

»Nej for fanden! Det er vi da slet, slet ikke gode nok til. Se bare, hvordan politiske strukturændringer som fremdriftsreformen er en oplagt mulighed for modreaktioner, og alt, hvad der kommer ud af det, er små klatdemonstrationer. Jeg savner en efterfølgende reaktion på den sporadiske brok. Vi unge burde sætte os sammen med vores venner og finde løsninger i fællesskab i stedet for at kaste bolden over på andre. Unge tager det bare på sig, som om konkurrencestaten og presset er en naturlig del af livet i det her samfund, men hvorfor skulle det være det?«.

Hvad vil det kræve, før I unge kan sætte gang i oprøret?

»For det første skal vi omtænke hele måden, hvorpå unge kan engagere sig i projekter ved at gøre det mere fleksibelt og tilgængeligt. Sandheden er, at der findes enorme mængder af samfundsengagement i ungdommen, men før vi kan få aktivismen til at blomstre, må vi gøre initiativerne tilgængelige for os selv. For det andet må vi træffe et bevidst valg: Vi skal hver især gøre vores til at kaste konkurrencestatslogikken og alle dens påduttede automatreaktioner ud ad vinduet og i stedet leve livet på ungdommens egne præmisser. Vi står endnu ikke over for en afhængighed, men en vane – og vaner kan ændres«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce