Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Har de borgerlige politikere glemt, hvordan deres børn var som 12-årige?

Mit 11-årige barnebarn har stadig sin bamse med, når hun sover hos os. Er hun virkelig moden nok til at blive fremstillet for en domstol om bare et år?

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvordan er det kommet så vidt, at vi som samfund frygter vore egne børn? Det må jo være det, der ligger bag de borgerlige partiers forslag om en kriminel lavalder på 12 år, og at der indføres ungdomsdomstole, som man kender det fra bl.a. Storbritannien.

Umiddelbart forekommer tidspunktet mærkeligt. Forslagsstillerne nævner selv, at kriminaliteten er faldet. Det gælder også børn i aldersgruppen 10-14 år.

Dertil kommer, at nedsættelsen til 14 år for nogle år siden langtfra var en succes. De 14-årige begik stort set kun småkriminalitet som butikstyverier, og hvor politiet tidligere ville køre en 14-årig hjem og bede forældrene tage sig af det, skulle man nu til at skrive rapport osv. Det tog ressourcer fra andre vigtigere opgaver.

Men politikerne har angiveligt fundet en sag, hvor en 14-årig, der skød mod en butik, forklarede »at han ikke kunne straffes«, samt en pigebande, der blev anbragt på en kommunal institution og derfra fortsatte med at begå overfald.

Sådanne sager findes, men de er bestemt ikke typiske for børns kriminalitet. Hvis de var det, skulle vi jo have set en stigning i kriminalitet begået af 14-årige, da den kriminelle lavalder blev hævet til 15 igen, men kriminaliteten er tværtimod faldet.

Og det er ikke sandt, at der ikke bliver taget hånd om sagerne i dag. Jeg vil tro, at den unge mand, der skød mod butikken, næste dag befandt sig på en institution langt fra hjemmet, og hvad angår pigerne, burde de jo nok have været anbragt på forskellige institutioner langt fra København. De lukkede institutioner er primært for de 15-17-årige, men børn helt ned til 12 år kan allerede i dag anbringes på en lukket institution.

Eksemplerne viser, at det er den lille hårde kerne af stærkt utilpassede unge, som forslaget er møntet på. Jeg er helt enig i, at vi har et problem med denne gruppe, men er løsningen virkelig at kriminalisere en hel generation af store børn?

De borgerlige vil oprette en ungdomsdomstol med særligt uddannede dommere, som skal kunne udmåle sanktioner tilpasset den enkelte. Jeg er for så vidt ikke i tvivl om, at en sådan domstol i mange tilfælde vil gøre det samme, som socialforvaltningen gør i dag, f.eks. kræve, at barnet passer sin skole. Men ved at stille børn for en domstol stemples de som kriminelle, hvilket kan have meget uheldige følger for deres fremtid og udvikling.

Desuden kan man have sine tvivl om, hvorvidt en juridisk dommer er bedre til at afgøre, hvorledes man bedst får barnet ud af kriminalitet, end barnets forældre eller socialforvaltningen er.

Partierne peger på, at de unge vil få en forsvarer, altså en særlig retssikkerhedsgaranti. Men en forsvarer vil sige til barnet: Det der forhold holder du bare mund med, for det kan ikke bevises.

Og er det det, et barn, der er kommet ud i kriminalitet, har brug for? Har det ikke brug for at lægge kortene på bordet, forstå, hvad det har gjort, og forhåbentlig fortryde, så en fornuftig forælder eller pædagog forstår, hvor alvorligt det er, og kan hjælpe med at finde en løsning, så det ikke sker igen?

Vi har hidtil ment, at børn under 15 år skal opdrages. Derfor er der på de lukkede institutioner ansat pædagoger og ikke fængselsbetjente.

Nogle pædagoger skal imidlertid efter forslaget skiftes ud med fængselspersonale. Der tales også om personale »med militærfaglig baggrund« uden nærmere forklaring eller begrundelse. I USA har man forsøgt at udsætte unge kriminelle for militær disciplin. Desværre viste evalueringerne, at de unge ikke begik mindre kriminalitet efter sådan et ophold – tværtimod var der tendens til, at de begik mere kriminalitet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Bare 12 år. Altså et barn i slutningen af 5. klasse. Mit 11-årige barnebarn har stadig sin bamse med, når hun sover hos os. Er hun virkelig moden nok til at blive fremstillet for en domstol om bare et år?

Har forslagsstillerne glemt deres egne børn i den alder? Har de talt med børnesagkyndige om deres forslag og de eventuelle skadelige virkninger? Det forekommer mig at være et ualmindelig ukærligt lovforslag, og jeg er rystet over, at det i ramme alvor fremlægges i Danmark med vores lange tradition for at tage os af de svage. Jeg har virkelig svært ved at tro, at partiernes vælgere er enige.

Naturligvis skal vi ikke finde os i, at børn bliver overfaldet og derefter ikke tør gå alene på gaden. Men vil de få det bedre af, at de ansvarlige bliver straffet? Jeg har talt med mange ofre og deres pårørende. Nogle af dem kunne ikke få gerningsmanden straffet hårdt nok, men der var også nogle, der sagde: »Straffen bringer ikke mit barn tilbage, men hvis I kan gøre noget for, at en anden mor ikke en dag står i min situation, så er det det, der skal gøres«.

Og det er vel det, retspolitik går ud på. At forhindre nye ofre. Men hvorfor tror politikerne, at den engelske model vil hjælpe? Mig bekendt er ungdomskriminaliteten højere i Storbritannien end her. Nogle af de tryggeste samfund i verden er de nordiske lande. Og de har alle (som vi) en lavalder på 15 år og ingen planer om ændringer.

Jeg er enig i, at det er helt uacceptabelt, hvis børnebander terroriserer andre børn, men hvordan det kan løses ved at sænke den kriminelle lavalder til 12 år, skylder forslagsstillerne os en forklaring på. Efter min opfattelse skal vi gå en helt anden vej. Det er fuldstændig rigtigt, at vi har et problem med en lille hård kerne af stærkt utilpassede unge, og vi må forsøge at løse det bedre.

Men alle undersøgelser viser, at straf ikke virker. De samfund, der har de hårdeste straffe (som f.eks. USA) er også de mest voldelige samfund. Dertil kommer, at det er en rigtig dårlig idé at anbringe unge, der har begået kriminalitet, sammen med andre kriminelle unge. Alle forældre kender angsten for, at deres teenager skal komme i dårligt selskab. Men i institutionerne er der kun dårligt selskab.

Den hårde kerne af utilpassede unge er typisk omsorgssvigtede børn. De har manglet en ansvarlig voksen i hele deres barndom. Jeg har set mange 15-årige i retten. Normalt sidder de der helt alene med deres forsvarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Af og til kommer de i følge med en pædagog, men man ser næsten aldrig mor eller far. Når vi på tv ser dokumentarer om unge, der er kommet ud af kriminalitet, har der altid et eller andet sted i forløbet været en voksen. Det kan være en pædagog, en fodboldtræner, af og til en politimand, men en voksen har påtaget sig at være den rollemodel, de altid har savnet.

Hvis vi skal løse problemet med den hårde kerne, skal vi ind, længe før de begynder at begå kriminalitet. Pædagogerne kan udpege de børn, der er i farezonen allerede i børnehaven. Det er dem, der ødelægger de andres leg, dem, der bider og slår. De familier skal have hjælp, mens børnene endnu er små.

Vi lever i en tid, hvor langt de fleste forældre er gået bort fra straf i opdragelsen, fordi vi har erkendt, at det ikke virker. Hvordan kan det være, at straf, der ikke hjælper på vore egne børn, anses for velegnet, når det gælder andres børn?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden