Jeg var nok lidt af et mærkeligt barn. Jeg isolerede mig socialt og gjorde mig til klassens klovn for at skjule min forkrøblende usikkerhed. Og så delte jeg ikke mine jævnaldrendes fascination af superhelte-idiomet.
Alle disse enspændere af nogle muskelbundter med forkærlighed for det teatralske, der fór rundt og badede sig i hæder, mens dagligdagens helte afmaskuliniseredes; betjente og brandmænd fik intetanende og jublende undermineret deres formål, mens Superman suste væk bag Empire State.

