Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

tegning: Mette Dreyer

tegning: Mette Dreyer

Debat

Den kreative klasse gemmer også på en indre svinehund

En familietur til Italien viste, at fordommene ligger lige under overfladen

Debat

Kært barn har mange navne: den kreative klasse, kystbanesocialisterne, speltdominatrix’erne eller bare os i den artige ende af middelklassen, eller kort og godt: os, der kunne finde på at læse Politiken.

Vi var dem, der blev åh så forskrækkede over det seneste folketingsvalg.

Ud over at vi tilsyneladende ikke har en særlig flot indsigt i, hvad der egentlig optager vores landsmænd, så er spørgsmålet også, om vi overhovedet kender os selv.

Der er f.eks. ikke mange i dette segment, der betragter sig som rige, som De Rige i Danmark, fordi der jo ikke er råd til hvad som helst, og man også i dette segment kan få helt ondt i maven, hvis man har glemt at checke sit rejsekort ud.

Men en ting er sikkert, racister er vi ikke.

Lad mig fortælle jer en lille historie. Vi skulle på den store familietur, og vi skulle til Toscana og Umbrien. Et helt dynasti på 20 mand, og for mig personligt var det første tur ned til den del af Italien, som alle andre end mig naturligvis kendte ud og ind, som havde det været butikkerne i ens nærmeste storcenter.

Forventningerne var skyhøje. Vi kastede rundt med ord som Assisi, prosecco, Siena og macchiato, og det 20 mand store dynasti vidste godt, at det at rejse kan medføre noget nyt og anderledes, og det følte vi os alle faktisk klar til at være rummelige over for.

Lige indtil vi kom til biludlejningen i Firenze lufthavn. Dynastiet vidste godt, at biludlejning kan tage lidt tid, for det gør det jo, og vi skulle jo have hele fem styk Fiat, så vi væbnede os med tålmod, men da den første time var gået, begyndte det at blive mindre skægt, og rummeligheden begyndte at snævre ind.

For manden inde i boksen talte jo dårlig engelsk. Han prøvede at snyde os med ekstra tillæg.

Han var ligeglad med service, for han talte hellere med kollegerne end os. Hvordan kunne noget så simpelt være så svært?

Var de børnesæder ikke uforholdsmæssigt dyre?

Et barn kunne jo lave hans arbejde. Se, hvor han taster langsomt. Har han aldrig set en computer før? Og trumfen var, da min mand, ferietrængende og egentlig ikke klar til rummelighed, sagde, at det ikke kun var biludlejningens serviceniveau og grundlæggende forretningsmodel, han var bekymret for, men hele landet.

Lad os slippe den trygge generalisering og se, om vi ikke bliver lidt rummeligere af det

Og i øvrigt Sydeuropa som sådan. De kunne jo ingenting, nogen af dem.

Det er klart, de ikke kan komme ud af finanskrisen. De er fortabte. Se bare Grækenland. Mindre end fire timer væk fra Danmark med vores NemID, høj stemmeprocent og lav korruption var laget af nysgerrighed og forventning og interesse for det, der ligger uden for de kendte mure, skrællet af, og den indre svinehund stod klar til at glamme.

Nu er det ikke ved biludlejninger, at krige begynder. Men jeg kommer til at tænke på, at måske skal der virkelig ikke mere til.

Lige så snart vi mennesker bliver skubbet ud af vores comfort zone og ud af segmentet, der bekræfter os i, at vi er, som vi skal være, sker der noget med os, for vi bliver utrygge, hvilket selvfølgelig er menneskeligt, men det er faktisk ikke så ofte, det sker, at man bliver skubbet ud af sin comfort zone, selv om vi selv tror det.

Det er faktisk ikke så ofte, det sker, at man bliver skubbet ud af sin comfort zone, selv om vi selv tror det

Jeg studsede over det, jeg hørte forleden, om at vedkommende prøvede at være åben over for hele Danmark og derfor slukkede for dem på Facebook, hun var mest enig med for at fokusere på dem, som hun var mindre enig med.

Som om et enkelt menneskes forbindelser på Facebook er et repræsentativt udsnit af hele befolkningen.

Det svarer lidt til dem, der brander sig selv som åbne, fordi de holder en avis, som de ikke er enige med. Som om dem, de ikke er enige med, overhovedet holder avis.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi gør meget for at undgå at komme ud af vores comfort zone.

Og i det her tilfælde i Europas turistnavle, Firenze, skynder vi os at værne os mod det, der dybest set er angst for det, vi ikke forstår, og skærmer os sprogligt ved at generalisere og tale nedladende om en uduelig biludlejer i hverdagsracistiske vendinger. Den angst er jo den, fremmedhad, eksklusion, urummelighed bliver født af.

Jeg ved, min mand ved, hele dynastiet ved, at en enkelt biludlejningsmand ikke gør en hel nation, men vi har det tilsyneladende sprogligt mest komfortabelt, når vi siger: »Italienerne er jo sådan og sådan«.

Det synes jeg, vi skulle til at lade være med – lad os slippe den trygge generalisering og se, om vi ikke bliver lidt rummeligere af det.

Lad os tænke på, at et folketingsvalg i Danmark kan skabe en sproglig barriere ved, at vi begynder at kalde hinanden segmentnavne, i øjeblikket er man som menneske i Danmark reduceret til en farve – rød, gul eller blå.

Vi fik faktisk bilerne i Firenze. Og bare rolig, vi syntes hurtigt igen, at Italien var fremmed på den fede måde.

Vi havde jo ferie.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce