Den generation der kom til Danmark som indvandrerarbejdskraft i 1970’erne, vækker minder til dét, man inden for en diskriminerende og racistisk hvid slaveterminologi definerer som husslaver. Det skriver Shaneela Khan, der mener at det er på tide, at vi tager et opgør med den form for integration. Kilde: politiken.tv / Johannes Skov Andersen og Henrik Haupt

Debat

Vores forældre var jo husslaver

Indvandrerne, der kom hertil som arbejdskraft i 1970'erne, gik meget stille med dørene.

Debat

Da vi var børn, fik vi ikke lov til at bære vores traditionelle klæder i skolen eller på gaden, heller ikke på uafhængighedsdagene. »I Danmark skal man gå i dansk tøj«, lærte vores forældre os.

Hvis vi larmede for højt på legepladsen eller blot i egen baghave, var vores fædre der straks: »Lad vær med at råbe så højt, så alle de andre danskere bliver generet!«. Tænk, hvis kommunen kommer og sanktionerer os.

»Shhh, politiet kommer, politiet kommer, dæmp jer, dæmp jer!«. Tænk, hvis vi bliver smidt ud af landet.

»Måske skal vi ændre dit navn til ’Chanel’, det er lettere for danskere at udtale og stave«. Tænk, hvis det er for anstrengende for etniske danskere at forholde sig til vores børn.

Hvis vi oplevede at blive dårligt behandlet på grund af vores hudfarve eller etnicitet, valgte vores forældre en såkaldt diplomatisk vej. De fejede problemerne ind under det persiske gulvtæppe og sagde med smil på læben, at vi skulle holde op med at pibe.

I stedet skulle vi vælge vores kampe. Vi skulle være glade og tilfredse og, vigtigst af alt, skulle vi være taknemmelige for den chance, Danmark havde givet os.

Vi er den nye generation af danskere på lige fod med etniske danskere. Og vi accepterer intet mindre end at få lov til at definere vores egen danskhed for os selv

»Vi taler dansk, når vi går på gaden. Er I med?«. Tænk, hvis nogen fandt ud af, at vi ikke var etniske danskere.

Vores forældre, der kom til Danmark som indvandrerarbejdskraft i 1970’erne, vakte minder til dét, man inden for en diskriminerende og racistisk hvid slaveterminologi definerer som husslaver (de to grupper tåler i øvrigt ingen sammenligning). En gruppe slaver, der fik lov til at arbejde inden for murene af deres ’hvide herres’ hjem.

Ligesom med slaverne var det bestemt ikke alle indvandrere i 70’erne, der fik lov til at komme indenfor. Kun dem, der var (vel)uddannede og moderne, nydelige og ’vestlige’ nok, blev budt ind i de danske stuer, hvor de blev betroet det musselmalede.

Resten af indvandrerne faldt typisk udenfor – de var markslaver. Det var dem, der kom direkte fra udkantsområderne. De var bønder uden uddannelse, og de havde ingen chance for nogensinde at blive integreret som ’ordentlige’ danskere. Men ligegyldigt om vores forældre blev inviteret indenfor eller ej, ændrede det ikke ved, at de stadig var slaver i mange etniske danskeres øjne.

Vores forældre var nemlig taknemmelige; de var accepterende, tålmodige og overbærende. Et rendyrket slaraffenland for Emma Gad var vores forældre, for på lige fod med en velopdragen gæst opførte de sig i henhold til takt og tone, uanset hvor ringe maden smagte, eller hvor pinlig en situation de befandt sig i.

Til forskel fra konventionelle gæster var vores forældre bare kommet for at blive. Det vidnede deres opførsel ikke om, men det forklarede, hvorfor de for det meste gik meget stille med dørene.

Tænk nu, hvis vi bliver smidt ud.

Og det var på grund af frygten for at blive smidt ud eller ekskluderet i det danske samfund – en frygt, der var dybt forankret i deres bevidsthed – at vores forældre udadtil droppede alt dét, der gjorde dem anderledes i en del etniske danskeres øjne. Dermed droppede de også det, de var som mennesker.

I offentligheden talte de ikke længere deres eget sprog, stod ikke ved deres traditioner og klædte sig ikke som derhjemme. Det til trods for, at de ellers sagtens kunne have forenet det med – oven i købet efter nogens mening forskønnet – det danske liv.

Resultatet blev et akavet og anstrengt forsøg på at være noget, de i virkeligheden ikke var.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men det var kravene, der hørte med til den drøm, vores forældre blev solgt, og selv købte, da de ankom til de danske kyster. Drømmen om at være fri.

Problemet var bare, at de, selv når de gjorde deres bedste forsøg, tydeligt fornemmede, at de ikke var danskere på lige fod med etniske danskere.

Vores forældre var imidlertid så glade for at blive lukket indenfor, at de ikke rigtig gjorde sig noget begreb om, hvor langt ude det hele i virkeligheden var.

De blev spundet ind i spindet om, hvem der kunne agere mest dansk. De begyndte at føle sig hævet over andre indvandrere, der stod ved deres kultur og traditioner i hjemmet såvel som uden for. Disse betragtede vores forældre nu som værende udanske og bagudstående.

For vores forældre lod sig fortælle af deres ’danske herrer’, at de var et skridt tættere på målet og derved på at frigøre sig fra deres lænker. Nemlig at blive rigtig dansker. Næsten uden accent formåede de nu at udtale ’rødgrød med fløde’, synge med på ’Der er et yndigt land’, og til valgene stemte nogle af dem senere sågar på Dansk Folkeparti.

Hvad de bare ikke vidste, var, at de kæmpede en kamp, de ikke havde en jordisk chance for at vinde.

Havde de derimod været sig selv fra starten, var de hver især gået hjem med en Oscar – for hvem er bedre til at spille sin egen rolle end én selv?

I dag er efterkommerne, min generation, på overarbejde for at råde bod på denne historik.

Og det er med god grund, at etniske danskere bliver forvirrede, når vi i dag konstant ’brokker’ os over et eller andet – det kan være alt fra en karrusel i en forlystelsespark til udformningen af et stykke Haribo-slik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad pokker brokker vi os over i dag, når vores forældre nu var så taknemmelige? Svaret er imidlertid, at vi ikke brokker os, men er i fuldt sving med at definere os selv over for vores omverden – en opgave, vores forældre påbegyndte, men ikke førte til ende. Godt nok havde de tøj på kroppen og mad på bordet, men de var stadig slaver. Og de kunne ikke have gjort det anderledes.

Deres børn, derimod – ja, vi – vi er den nye generation af danskere på lige fod med etniske danskere. Og vi accepterer intet mindre end at få lov til at definere vores egen danskhed for os selv.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce