tegning: Mette Dreyer.

tegning: Mette Dreyer.

Debat

Sexindustriens lobbyister fik, hvad de kom efter

Amnestys forslag om at afkriminalise prostitution beskytter altså ikke de prostituerede.

Debat

Amnesty International besluttede for nylig at arbejde for, at » alle aspekter af prostitution dekriminaliseres« på verdensplan – også rufferi og sexkøb. Kernen i Amnestys argumenter er ønsket om »at beskytte sexarbejderne«. Ved første øjekast et ædelt ærinde. For selvfølgelig skal mennesker i prostitution afkriminaliseres og ikke bære ansvaret for deres egen udnyttelse. Langt mere problematisk er det, at Amnesty påstår, at en afkriminalisering af sexkøberne og dem, der tjener på andres prostitution, beskytter prostituerede.

Amnestys afkriminalisering af alle parter i prostitution er allerede afprøvet og afvist som en duelig model af lande, der har indført den. I New Zealand har man f.eks. ret til at drive små bordeller uden registrering eller kontrol og større bordeller med licens.

Det har fået sexindustrien til at vokse, gadeprostitutionen er voldsomt øget, handlen med mennesker er sat i system, og de prostituerede fortæller, at volden nu ikke længere kun kommer fra sexkøberne, men også fra bordelejerne. Både den parlamentariker, der fik indført loven, og landets statsminister har offentligt erklæret, at modellen ikke virker, at de tog fejl.

Amnestys beslutning har vakt en flodbølge af modstand verden over. Kvinderettighedsorganisationer, sociale institutioner, der rehabiliterer prostituerede, og organisationer af tidligere prostituerede, der har overlevet prostitution, fortæller, at de ikke er blevet konsulteret; i stedet har Amnesty valgt helt overvejende at anvende sig af organisationer og forskere, de i forvejen var enige med, nemlig de få, der støtter eller definerer sig som sexarbejdere.

Nu 'beskytter' Amnesty 'sexarbejderne' ved at kæmpe for rufferes, bagmænds og sexkøberes rettigheder – i menneskerettighedernes hellige navn

Begrebet sexarbejder bruges i den offentlige debat som synonym for en prostitueret – af danskere generelt og af Amnesty konsekvent. Det er problematisk. For det signalerer, at prostitution er et almindeligt, harmløst arbejde, et uskadeligt erhverv.

Signalet er bevidst. For begrebet er politisk, opfundet af sexindustriens lobbyister for at gøre prostitution spiseligt, acceptabelt. Begrebet dækker over alle parter i prostitution: ruffere, bagmænd og -kvinder, vagter m.m. – ofte med et halehæng af sexkøbere, der »viser sexarbejderne sympati«. Næsten ingen prostituerede anvender sig da heller af begrebet. De hverken føler sig eller kalder sig sexarbejdere og vil ikke identificeres med sexarbejderorganisationerne. Begrebet er forbeholdt sexarbejderlobbyister, der kræver, at rufferi afkriminaliseres, så rufferen kan kalde sig direktør, og et stort nej til at forbyde sexkøb, fordi det gør kundekredsen og pengene mindre.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Internationalt ledes sexarbejderorganisationer og fagforeninger for sexarbejdere oftest af alfonser, ikke af prostituerede. Det var da også en af Englands største ruffere, Douglas Fox, der bevidst meldte sig ind i Amnesty og i 2008 indsendte et memo til organisationen om en total liberalisering af sexindustrien. Memoet blev startskuddet til den politik, Amnesty nu har vedtaget i en lettere svækket udgave. Fox er med rette stolt og praler af sin vellykkede lobbyisme, i disse dage flankeret af andre ruffere, der jubler på de sociale medier over at have vundet Amnesty over på deres side. Samme Fox har også været talsperson for den engelske fagforening for sexarbejdere, der slås for at »beskytte sexarbejdere« ved at skaffe rettigheder til Fox og hans ligesindede.

De mange kasketters politik gentages i mange lande, også her. I 2013 beskrev Politiken i artikelserien ’Bordellet’ f.eks., hvordan bordelmutter hver aften hentede sin kuvert med sorte penge. Bordelmutter var samtidig talsperson for Sexarbejdernes Interesseorganisation og ivrig fortaler for »rettigheder til sexarbejdere«. Danske mediers mest benyttede ekspert i prostitutionsforskning er medstifter af Seksualpolitisk Forum, der er medstifter af Sexarbejdernes Interesseorganisation for at fremme »rettigheder til sexarbejdere«. Ringen er sluttet.

Internationalt dannes der i disse år større og større konsensus om, at prostitution er seksuel vold, og at man bør straffe den, der begår volden, ved at straffe sexkøberen – og samtidig slå hårdt ned på rufferi og øge indsatsen for at få mennesker ud af prostitution. Fordi industrien er dybt kriminel i alle led, og fordi prostitution er så farligt. Mennesker kommer ofte ud af prostitution med alvorlige skader – nogle mister livet. 69 prostituerede er registreret dræbt i Tyskland, 8 i Danmark siden år 2000 – i lande med ’ordnede forhold’.

Sidste år anbefalede et flertal i EU-parlamentet, at sexkøb blev strafbart i hele EU. Europarådet anbefalede samme model. Flere lande indfører denne lovgivning, senest Canada, Litauen og Nordirland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sexindustriens modtræk er bl.a. målrettet at gå efter at vinde menneskerettighedsforkæmpere over på deres side. Samtidig anerkender sexarbejderlobbyister ikke undersøgelser, der viser, at en liberalisering af sexindustrien gør det modsatte af, hvad de påstår.

Sexindustriens lobbyister fik, hvad de kom efter i det hede ideologiske samleje med verdens største menneskerettighedsorganisation. Nu ’beskytter’ Amnesty ’sexarbejderne’ ved at kæmpe for rufferes, bagmænds og sexkøberes rettigheder – i menneskerettighedernes hellige navn.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce