Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Perspektiv. Ville aviserne have kaldt de danske jøder »migranter« i 1943, spørger Peter Wivel i dagens signatur. Tegning: Per Marquard Otzen

Perspektiv. Ville aviserne have kaldt de danske jøder »migranter« i 1943, spørger Peter Wivel i dagens signatur. Tegning: Per Marquard Otzen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Havde vi kaldt vores jøder migranter?

I oktober 1943 sejlede kuttere danske jøder til Sverige. Nu sejler bådene igen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I mandags lød overskriften på tophistorien på forsiden af Süddeutsche Zeitung således: ’Det store velkommen’. Ovenover var et stort foto af en lille pige med kruset hår. Hun bar et papskilt med ordene ’Germany Love’, et tysk flag og et hjerte. Stedet var banegården i München, hvortil nye tusinder af flygtninge og fordrevne netop var ankommet og modtaget med åbne arme.

Omtrent samtidig kom en lille gruppe forfulgte mennesker med nød og næppe i land i Rødby.

Danske lystbåde sejler nu syriske flygtninge til Malmø. En klokke ringer. Har vi ikke hørt den historie før?

En avis bragte et uforglemmeligt foto af en ældre dansk mandsperson, der fra en motorvejsbro så ud til at spytte ned på de arme mennesker, der til fods trak nordpå uden andre ejendele end dem, de bar på deres krop og skuldre. Velsagtens i retning mod Sverige. I Inger Støjbergs fædreland er de ikke velkomne.

Det budskab er gået endnu hurtigere igennem end ministerens kostbare annoncekampagne i libanesiske aviser. Sådan reklamerer Danmark for sig selv i udlandet. Det bliver vi husket for.

Danske lystbåde sejler nu syriske flygtninge til Malmø. En klokke ringer. Har vi ikke hørt den historie før? Ville aviserne have kaldt de danske jøder »migranter« i 1943? I så fald kun for at behage besættelsesmagten.

Nu vi er ved det. Søren Krarup har gjort sig bemærket ved at profilere sig selv som »modstandsmand« mod Danmarks besættelse af »fremmede« og »udlændinge«. Spørgsmålet er, om faren ikke nærmer sig fra en anden kant. Om vi ikke er ved at blive påduttet en mentalitet, vi trods alt ikke har.

Nu tager vi en dyb indånding og vender tilbage til Tyskland. Danmark og Tyskland er som nat og dag. Mentalt er grænsebommene for længst gået ned. En uge i Tyskland med tyske aviser ville gøre en uprøvet dansk medieforbruger vanvittig.

Angela Merkel, Tysklands kansler, valgte efter nogle måneders tøven i sidste uge at træde frem for sin nation og sige: Yes we can! Ja, Tyskland kan magte at give op imod måske 400.000 flygtninge opholdstilladelse i år.

Hendes socialdemokratiske vicekansler, Sigmar Gabriel, sagde i mandags til sine vælgere, at deres land også kan klare 500.000 asylsøgere. Hold fast: om året.

Det kan Tyskland. Det er et stort, rigt og arbejdsomt land. Men vigtigst af alt: Hele samfundet løfter med. Det civile samfund står massivt bag kansleren. Det påtager sig også ejerskabet til den samfundsreform, optagelsen af så mange nye mennesker kræver.

De offentlige medier bakker projektet op. Velkomstkomiteer skyder op af jorden. Folk kører helt til Budapest for at samle strandede mennesker op og bringe dem til Tyskland. Delstaterne er allerede gået i gang med at skaffe de nye indbyggere tag over hovedet. Svimlende 6 milliarder euro – ca. 45 milliarder kroner – er allerede øremærket. Der kommer meget mere til.

Vores medmennesker har ret til at blive betragtet som borgere, ikke som pariaer. Jævnfør Rødby

Det er en gigantisk opgave, der skal løses ikke bare i Tyskland, men i hele Europa – Danmark selvfølgelig undtaget. Vi står, som tyske aviser ofte fremhæver, uden for EU’s asylsamarbejde. Vi forpligter os ikke. Det lader vi Sverige, stolte Sverige, vores naboland, om.

I sin tale forklarede Merkel, at humanitær hjælp til dem, der i deres hjemlande kan vælge mellem døden og flugten, altså fordrevne, er en europæisk pligt, en menneskeret og en menneskepligt.

EU er et værdifællesskab. Her har vi »borgerrettigheder«, sagde Merkel. Hos os har mennesker et uantasteligt værd. Det værd hæver sig over nationalitet og religion. Vores medmennesker har ret til at blive betragtet som borgere, ikke som pariaer. Jævnfør Rødby.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg læser for tiden Franz Werfel, den vildt engagerede østrigske forfatter af jødisk afstamning, der døde i eksil i USA i 1945. Werfel skriver et sted: »Alt i verden er først et moralsk og langt senere et politisk spørgsmål«.

Han fik ret. FN er grundlagt på de almene menneskerettigheder. EU ligeså. Først derpå kommer landbrugspolitikken. Det ved Merkel, der voksede op i et diktatur, hvor politikken kom så langt før moralen, at den erstattede den.

Merkel har løftet et åg af tyskernes skuldre. Længe nok havde nazistiske mordbrændere og sammenrend af fremmedhadere udfordret deres tålmodighed. Længe nok havde de i deres store flertal vist, at de forbrydere er ikke Tyskland. Længe nok havde medierne råbt på national ansvarlighed.

Nu talte deres kansler på deres vegne. Hun talte til det bedste i tyskerne. Reaktionen viste, at dette bedste fandtes til overmål og jublede over at være efterspurgt. Sådan kan man løfte en nation op på sit sande niveau.

Taler man til det værste i folk, kan man også tale det frem. Det ved tyskerne alt om. Det ved vi alt om.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden