Siden slutningen af 1970’erne og keynesianismens fallit har venstrefløjen befundet sig i en krise. Et intellektuelt dovenskab og en trist idéforladthed indtraf og er aldrig rigtig forsvundet siden.

Socialdemokraterne og SF har kun kunnet klynge sig til ét halmstrå: ideen om en stærk velfærdsstat. Men velfærdsstaten er en uholdbar konstruktion, som over tid må gennemgå fundamentale forandringer. Utilfredsheden med verdens højeste skatter og afgifter og en socialstat, der svigter de reelt svage borgere, vil betyde, at også ideen om velfærdsstaten spiller fallit, og krisen vil være total for de gamle venstrefløjspartier.