»I virkeligheden var det et kæmpeeksperiment, vi startede i 60’erne og 70’erne med at sende vores børn i daginstitutioner. Vi gjorde det uden omtanke, vi gjorde det, fordi vi ville ud og virke i samfundet. Men vi blev så optaget af os selv, at vi glemte at diskutere: hvad med børnene«. Sådan husker børnepsykolog og forfatter til en lang række bøger om børn Margrethe Brun Hansen den tid, hvor kvinderne skulle ud på arbejdsmarkedet, og børnene skulle i institution.
I dag mener hun, at generationen, der uden omtanke sendte ungerne i vuggestue, var alt for naiv, og at datidens forsømmelser koster for nutidens børn. »Vi glemte at se livet med barnets øjne. Så vi afleverer dem bare i en institution. Vi fik ikke diskuteret, hvor lang arbejdsdag de små kunne klare, for at de trivedes. Vi fik ikke diskuteret, hvor meget ferie de har ret til. Vi fik heller ikke talt om, hvor meget støj de kunne klare. Når man ser på institutioner i dag, kan man med rette spørge: Hvad er det, vi tilbyder dem?«. Hvad er det så, vi tilbyder dem? »Det, en institution kan, er at give dem en barndommens gade, for der er jo ingen mennesker hjemme på vejen i dag. Børnene er nødt til at komme hen et sted, hvor de kan lege og knytte venskaber, være med i en gruppe, blive stimuleret«.
