Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Angstramt: Jeg er ikke en tyv, der stjæler fra samfundet

I hvilket forskruet samfund er det, vi lever, når menneskelig smerte diskuteres og værdisættes i kroner og øre?

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Angst er den diagnose i Danmark, der medfører det største produktionstab på arbejdsmarkedet.

Det fastslog en rapport fra Sundhedsstyrelsen fra august i år. I hvilket forskruet samfund er det, vi lever, når menneskelig smerte i ramme alvor diskuteres og værdisættes i kroner og øre? Hvad er det for en forståelse, vi har af mennesker med psykiske lidelser, når vi i ikke taler om velvære, men om tabte arbejdstimer?

Jeg finder det perverst, at menneskers smerte, min smerte og min kamp bliver fremstillet som en samfundsmæssig falliterklæring af politikere og økonomer; at vores værdi i livet bliver lig med vores evne til at producere.

Siden jeg var 17, har jeg haft mine perioder. Det er en tilstand, hvor jeg bliver dybt fortvivlet og har det fysisk dårligt. Jeg har siden fået sat et ord på mine perioder. Med det ord er jeg blevet en del af en gruppe, der ikke er i høj kurs i Danmark. Ordet er angst og er åbenbart ikke kun en byrde for mig, men for hele samfundet.

Personer med psykiske lidelser får ikke mulighed for selv at definere, hvem de er, og hvordan de har det

Rapporten ’Sygdomsbyrden i Danmark’ konstaterer, at psykiske lidelser, deriblandt angst, er skyld i det største produktionstab på det danske arbejdsmarked. Jeg fulgte nyhedernes dækning og politikernes reaktion på rapporten, og det, der blev sagt, gjorde mig bange. Man talte om tabte arbejdsår, hvordan angst stjæler arbejdstimer, og hvordan angst dræner den danske økonomi. Ifølge rapporten koster angst samfundet 8,6 milliarder i tabt arbejdsproduktion.

Det er helt absurd at sige, at angst skulle stjæle noget som helst. Angst er jo ikke en eller anden kriminel, der lister sig af sted på tå og røver arbejde. Det er en tilstand, en beskrivelse af mennesker, der har det dårligt, ikke et social-økonomisk drama fra Kardemomme By.

LÆS MERE

Medierne tegner også et billede af den angstramte som en bange person, der er overvældet af rædslerne fra sociale medier og tv, og som ikke tør bevæge sig ud i livet, og som har en irrationel frygt. Problemet med dette billede er, at mennesker som jeg bliver beskrevet som fuldstændig ude af stand til at tage vare på sig selv. Personer med psykiske lidelser får ikke mulighed for selv at definere, hvem de er, og hvordan de har det.

Det bliver værre, når politikerne skal finde løsningen på et problem, som de selv har beskrevet. Ifølge dem kan angst forebygges ved at monitorere den enkeltes sygdomstegn. Undgå dem ved at sørge for, at den syge kan forblive på arbejdsmarkedet, bare en lille smule mere. Yde bare en lille smule længere. Blandt børn og unge skal skolerne holde øje med angstsymptomer helt ned til førskolealderen, så man kan få dem korrigeret og balanceret.

Jeg er mere end min angst, men jeg er sgu også mere end mine anslåede arbejdstimer

Når man taler om menneskers psykiske lidelser som en økonomisk byrde, gemmer der sig bagved et nærmest sygeligt fokus på, hvordan man kan få dem til at yde mest over for samfundet. Det er arbejdsmarkedets interesser, der værnes om i denne fortælling om angst, ikke de menneskelige.

For måske er den rigtige byrde for samfundet ikke de 135.000 angstramte danskere. Måske er problemet, at er man stresset på arbejdet, opfordres man til et kursus i mindfulness for at klare byrden, frem for at man får mindsket arbejdspresset. Måske er problemet, at sygdommes alvorlighed måles i fravær på arbejdspladsen. Måske er problemet, at vi ikke kan få lov til at passe på os selv og sige fra. Gør vi det, bliver vi en del af sygdomsbyrden.

Samfundskritikere som Rasmus Willig og Svend Brinkmann har sat spørgsmålstegn ved det konstante fokus på den personlige forbedring.

LÆS MERE

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De kritiserer, hvordan det er den enkelte person, der bliver holdt ansvarlig, når det er den fælles ramme, som kollapser. Hvordan det er individet, som skal løbe hurtigere, når nedskæringer og økonomiske tab får udviklingen til at gå i stå. Den enkelte skal være fleksibel, omstillingsparat og positiv, alt imens regler bliver mere fastlåste, fremtiden er uvis og antallet af psykiske lidelser stiger.

Jeg foreslår, at vi laver forebyggende indsats mod et samfund, hvor det at være rask måles efter, om man kan gå 37 timer på arbejde. Vi kan korrigere og balancere samfundets angstprovokerende fokus på individers effektivitet. Vi kunne monitorere, hvornår politikere og økonomer begynder at udvise symptomer, der sætter bruttonationalproduktet højere end menneskelig velvære.

Jeg foreslår en debat om samfundet, hvor det, at jeg har angst og er led over livet som 25-årig, er mere alvorligt, end at jeg måske bliver førtidspensioneret som 40-årig. Som menneske er jeg mere end min angst, men jeg er sgu også mere end mine anslåede arbejdstimer.

Vil du være sikker på ikke at gå glip af det seneste fra Politiken Debat, kan du ‘følge’ Debat på din Politiken-profil. Det eneste du skal gøre er at klikke på ‘Følg’-knappen i toppen af denne artikel og vælge Debat. Derefter vil de seneste artikler fra Debat helt automatisk dukke op i Din Strøm på forsiden af Politiken, når du er logget ind på politiken.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden