Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning. Mette Dreyer

Tegning. Mette Dreyer

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den europæiske elite har et medansvar for brandstifterne

Asylcentre står i flammer, og flygtningemodstandere marcherer i gaderne. Det er utilfredshedens modstand, der udstiller handlingslammelsen hos det politiske establishment.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mens klingerne slibes, og bålene brænder i Sverige og Tyskland, kommer jeg i tanke om en tale, Front Nationals frontfigur Marine Le Pen holdt for et par år siden i Paris.

Jeg var selv til stede og hørte med egne udslåede ører, hvordan den omstridte kvinde med sin karakteristiske skærebrænderstemme tornede imod det overnationale, virkelighedsfjerne EU og sluttede med denne ildevarslende besked:

»Hvis ikke teknokraterne i Bruxelles finder en måde at lytte til befolkningernes angst for indvandring og multikultur på, vil de antænde gnisten til en kontinental steppebrand. Og disse storsnudede supereuropæere må vide, at de selv rækker de utilfredse befolkninger den æske tændstikker, der starter ilden!«.

LÆS OM SVENSK HATECRIME

Madame Le Pens ord kan lyde profetiske i lyset af, hvad vi oplever nu, men i realiteten er det en politiker, der kender sine lus på travet. Under pres er der som bekendt altid folk, som ikke skyr noget middel i kampen for det hellige mål, enten det er et flygtningefrit land, en socialistisk stat eller et islamistisk kalifat.

Den slags skal naturligvis fordømmes i umisforståelige vendinger og mødes med både politisk modstand og juridisk muskelkraft.

Men det ændrer ikke ved, at de højrenationale partier og bevægelser i disse år nyder større fremgang i Europa end på noget andet tidspunkt siden Murens fald. Tidsånden er på en måde med dem.

Ildspåsættelserne kan ikke afskrives som galmandsværk eller grove drengestreger, der opstår i et psykotisk sind eller som afløb for kedsomhed

Ildspåsættelserne kan ikke afskrives som galmandsværk eller grove drengestreger, der opstår i et psykotisk sind eller som afløb for kedsomhed. De er den yderste og for så vidt logiske konsekvens af en fremvoksende skepsis imod flygtningestrømme og integration, som flere parlamentsvalg i de seneste år rundt om i Europa eftertrykkeligt har dokumenteret.

Kig til Sverige, Frankrig, Ungarn, Norge, Finland, Grækenland, Østrig eller såmænd bare ud ad vinduet herhjemme.

Hvis der er grund til panderynken, bør man spørge til sammenhængen mellem tændstikker og vildfaren integrationspolitik, globalisering, immigration, frygt for islamistisk terrorisme, overstatslige projekter og følelsen af tab af national kultur og historiske rødder.

Krisen fra 2008 kradser fortsat, lønningerne er faldet, arbejdsløsheden steget, uligheden vokser, og talrige er de historier fra kontinentets syd- og østeuropæiske hjørner, der handler om en deklasseret middelklasse i gældsætning og uden håb for fremtiden.

Fri bevægelse og åbne grænser har mistet folkelig opbakning, og velmente politiske projekter som multikulturalisme og europæisk fællesskab er upopulære og stimuleres yderligere af flygtningepresset.

Dagens højrenationalisme suger næring fra dette morads. Det er på sin vis, alle moderne paroler og strategier til trods, en stemme fra det forgangne. Den kommer ikke med nye ideer eller anviser nye farbare veje. Det er utilfredshedens modstand, der udstiller handlingslammelsen hos det politiske establishment.

Med de ulmende gløder dansende uroligt for vores øjne kan vi måske lune os ved, at de demokratiske institutioner og hele vores såkaldte ’sindelagskultur’ synes mere forankret i dag end i 1930’erne. Med Mark Twains ord: Historien gentager sig aldrig, men den rimer.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Med Mark Twains ord: Historien gentager sig aldrig, men den rimer

Og det er netop, hvad den gør i vores tid.

Vi er vidner til et historisk rim. Marine Le Pen og andre fremtrædende nationalistiske politikere kan citere dette rim, de kender dets versefødder og forstår dets betydning, når de puster til vredens bål og fremmaner billeder om det forgangnes lykkesalighed.

Brandstifterne bliver måske stoppet af lovens lange arm, men de vil fortsat få åndelig støtte og opbakning fra lovgivernes lange arm, de højrenationale politikere, der nu er kommet ind i både nationale og europæiske parlamenter.

Båret ind på ryggen af en krise, der ikke blev håndteret, mens tid var.

Vil du være sikker på ikke at gå glip af det seneste fra Politiken Debat, kan du ‘følge’ Debat på din Politiken-profil. Det eneste du skal gøre er at klikke på ‘Følg’-knappen i toppen af denne artikel og vælge Debat. Derefter vil de seneste artikler fra Debat helt automatisk dukke op i Din Strøm på forsiden af Politiken, når du er logget ind på politiken.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden