Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Danskerne er blevet så selvfede med deres gode gerninger

En helt skal ikke rose sig selv - så hvorfor gør vi det så konstant på Facebook? Fucking Flink-bevægelsen på Facebook bærer en del af skylden.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fucking Flink-feberen har spredt sig som en epidemi blandt danskerne. Og man kan ikke være fucking flink uden også at vise det på Facebook. Her giver de fucking flinke danskere den gerne gas med at fortælle omverdenen om, hvor fantastiske de er til at hjælpe andre, og hvor heltemodigt de har opført sig.

Fucking Flink-bevægelsen (facebookgruppe med over 177.000 medlemmer) har givet danskerne et helt misforstået billede af, hvad det egentlig vil sige at være flink.

Vi er efterhånden landet et sted, hvor man ikke kan pege en turist i den rigtige retning på Strøget, uden at der skal skrives en længere patosladet opdatering på Facebook om, hvor fucking flinkt det lige var - helst af ham eller hende, der besværede sig med at løfte sin finger og pege den i retning af Rundetårn.

Selvfølgelig skal man være flink ved sine medmennesker og man skal hjælpe, hvor man kan. Men det kommer til at klinge lidt hult, når man skamroser sig selv for sin egen gode gerning. Det selvforherligende facebookridt om, hvordan man købte Hus Forbi af en hjemløs eller hjalp en diabetesramt, gravid eller flygtning, kommer mest af alt til at minde om en jagt på likes og anerkendelse. En god gerning mister sin kraft, når den rammer Facebook.

En helt skal som udgangspunkt ikke rose sig selv. Supermand flyver jo heller ikke rundt og fortæller om, hvor meget godt han gør. Det bør ligge i heltens natur, at det ikke er helten selv, der plaprer op om den heltegerning, der er udført. Sådan er det også i eventyrene. Show it - don’t tell it, er et udtryk, som vi har totalt udmagret i kommunikationsbranchen, når vi skal forsøge at nå ud over stepperne med et særligt budskab.

Hvis motivet for en god handling bliver likes og anerkendelse, bliver handlingen egoistisk frem for altruistisk

Hvis man siger ting for meget - så mister de deres værdi. Det er derimod i handlingen, værdien ligger.

Jeg giver Fucking Flink-bevægelsen, der har gjort det til sit projekt at indskrive hele Danmark i flinkeskole, en del af skylden for, at danskerne er blevet så selvfede omkring deres egne gerninger. Det er Fucking Flink-bevægelsen, der er med til at skabe en onlinekultur, hvor det at rose sig selv og andre for helt banale hverdagsagtige gerninger bliver belønnet med applaus og likes. Her er det også okay at pege fingre ad dem, der ikke er lige så fucking flinke som en selv.

Fucking Flink-bevægelsen er med til i alt for høj grad at dyrke ideen om, at alle gode gerninger partout skal deles, før de gælder i karmaregnskabet.

På Facebook har Fucking Flink-bevægelsen gjort det til sin vigtigste opgave at agere mikrofonholdere for danskernes ligegyldige historier om småtterier og hverdagstrivialiteter, som fremstår totalt uinteressante og banale for alle andre end dem, der har været en del af det.

Nogen har mistet en undulat, men så var der nogen, der fandt den, så de fik den igen. En anden var stresset, mens hun var ude og handle, men så kom der en fremmed mand hen og gav hende en chokoladeskildpadde, mens han fremførte lidt Gajolpakke-visdom om, at man ikke skal stresse, men nyde livet. Sikkert dejligt for de involverede. Men come on.

Særligt tåkrummende bliver det, når Fucking Flink begynder at gengive historier fra folk selv, der beretter om heltegerninger, de selv har udført. Efter at have læst et helt indlæg, hvor nogen har delt ud af deres pizza i bussen, sidder man lidt tilbage med følelsen af, at det nok havde været mere end rigeligt, hvis den historie bare var blevet holdt som en anekdote over middagsbordet til den heltemodiges nærmeste.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det ligger latent i mennesket som art, at vi gerne vil udføre gode eller altruistiske gerninger, der peger væk fra os selv, og som hjælper vores næste. Vi vil især gerne hjælpe dem, der har det værre end os selv. Så skulle vi ikke bare tage at glæde os over, at facebookforherligelsen måske får nogen til at hjælpe, hvor de ellers ikke havde gjort det?

Tjo. Men hvis motivet for en god handling bliver likes og anerkendelse, bliver handlingen egoistisk frem for altruistisk, og når det så ikke længere er fedt at lave facebookstøj om de gode gerninger, er man i risikozonen for, at folk stopper med at udføre dem. Facebook-fame er ikke en langtidsholdbar belønning. Vi hjælper hinanden allermest ved at lade være med at gøre tilfredsstillelsen så eksplicit og gøre et så stort nummer ud af det, når vi hjælper hinanden.

At hjælpe sine medmennesker bør være en af tilværelsens hygiejnefaktorer. Lad os nu skrue ned for alt det fucking flinke støj og skabe en normal, hvor man som velfungerende menneske med overskud på kontoen godt kan rejse sig i bussen for en gammel dame eller stikke en hjemløs 100 kr., uden at man med det samme behøver at indstille sig selv til Dronningens Medalje for Ædel Dåd.

Lad os gå fra at være fucking selvfeds-flinke til bare lige være at være helt nede på jorden almindelig stille-og-rolig-god-karma-flinke. Lad os skrue ned for facebook-flinkheds-fremstillingen og op for den mere nedtonede hverdagsflinkhed. Gider I det? Så synes jeg, at I er fucking flinke.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden