Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Debat

Løkke står i spidsen for en rå, visionsløs og teknokratisk konkurrencestat

Kære kultur- og uddannelseselite. I har foragtet Corydons konkurrencestat uden at sætte jer ind i, hvad den handlede om. Men nu har I med Løkke fået den rå, visionsløse og teknokratiske konkurrencestat, I frygtede. Sådan lyder det fra professor Ove Kaj Pedersen.

Debat

»Skæbnens ironi er, at den teknokratiske og rå konkurrencestat, som kultur- og uddannelseseliten anklagede Bjarne Corydon for at stå i spidsen for, den har de først fået nu. Med Løkke-regeringen. Den åndelige dovenskab blandt de såkaldt intellektuelle fik dem til at kaste sig over Thorning-Corydon, som faktisk havde et visionært projekt, der gik ud på at redde en solidarisk og lighedsorienteret velfærdsstat. Nu har de intellektuelle fået det, som de frygtede. En regering uden fremtidsvisioner og planer, der rykker rundt på pengene og sparer på nogle af de områder, der skulle fremtidssikre vores samfund: ulandsbistanden, uddannelserne, miljøet. Det er tankevækkende«.

Sådan lyder det fra professor Ove Kaj Pedersen, der i 2011 skrev bogen ’Konkurrencestaten’, og som for alvor blev landskendt, da daværende finansminister Bjarne Corydon (S) i august 2013 her på denne plads sagde: »Jeg tror på konkurrencestaten«. Kort tid efter at interviewet var ude, lå der hos Ove Kaj Pedersen 50 mails og 32 telefonbeskeder fra journalister. Siden er der skrevet 200 avisartikler om emnet. Ofte med overskrifter som: ’Konkurrencestaten – et taberprojekt’, ’Red jeres børn ud af konkurrencestatens jerngreb’ og ’Konkurrencestaten skaber usympatiske mennesker’.

I går forsvarede Ove Kaj Pedersen på CBS sin doktorafhandling om markedsstaten og konkurrencestaten.

LÆS BJARNE CORYDON

Det var jo ikke Løkke, men Bjarne Corydon, der sagde, at han troede på konkurrencestaten, så der er vel ikke noget at sige til, at kultur- og uddannelseseliten har rettet skytset mod Corydon?

»På et tidspunkt så jeg, at der på muren ved Danmarks Pædagogiske Universitet med store typer stod: ’Fuck konkurrencestaten’. Det siger alt, ikke? Kultur- og uddannelseseliten har bare skullet høre ordet ’konkurrencestat’, så har de reageret instinktivt som pavlovske hunde. Det har været pinligt. Jeg undrer mig over, at de ikke har følt behov for at sætte sig ind i, hvilke udfordringer vores velfærdsmodel faktisk står over for«.

Hvad er det, de ikke har sat sig ind i?

»Først og fremmest har de opfattet konkurrencestaten som et normativt politisk-ideologisk begreb. Men den er et vilkår, en benhård realitet. Den er et resultat af globaliseringen og europæiseringen, som i de seneste 25 år har lagt et pres på alle nationalstater. 21. januar 1993 står Bill Clinton på Kongressens trappetrin og siger: »Det er en ny tid. Den kolde krig er ovre. Vi går nu over i nationernes konkurrence, hvor vi konkurrerer nation mod nation på vores evne til innovation og teknologisk udvikling«. Med Clintons tale, etableringen af Nafta og det nordamerikanske fællesmarked, dannelsen af WTO og 200 bilaterale handelsaftaler bliver globaliseringen sluppet løs, og vi får en ny tidsalder med nationernes globale konkurrence. Samtidig etablerer EU det indre marked. Når velfærdsstaterne reformerer sig – også Danmark – skyldes det altså geopolitiske og geoøkonomiske forandringer. Så når venstrefløjen, Alternativet og kultur- og uddannelseseliten kritiserer konkurrencestaten, kritiserer de en realitet. Virkeligheden er deres modstander«.

Især venstre-fløjen skuffer mig. Venstre-fløjen burde om nogen være analytisk og følge de grundlæggende forandringer i samfundet

LÆS OVE KAJ PEDERSEN

Men det er vel forståeligt, hvis der er mennesker, der insisterer på at gøre op med denne ’nødvendighedens politik’?

»Det er den anden store misforståelse blandt kritikere. Der findes nemlig ikke én udgave af konkurrencestaten, som man realiserer gennem ’nødvendighedens politik’. I Danmark har vi en solidarisk og lighedsorienteret konkurrencestat, som Thorning og Corydon sammen med SF og Radikale Venstre ville reformere for at bevare. I USA har man fjernet velfærden. Og i Tyskland restrukturerer man velfærden. Pointen er, at der er flere typer konkurrencestater og mange reformveje. Globaliseringen skaber nogle mulighedsbetingelser – men det er os, der bestemmer, hvordan vi vil indrette os. Nødvendighedens politik findes ikke«.

Løkke mangler visioner

Ifølge Ove Kaj Pedersen er den borgerlige regering eksponent for en helt anden konkurrencestat, end den Thorning og Corydon kæmpede for.

»Efter min vurdering ville Bjarne Corydon rejse en strategisk og visionær velfærdsdiskussion med luft under vingerne. Afsættet var: Står vi med begge ben i en global konkurrence? Ja. Hvad kan vi inden for denne ramme gøre for at holde fast i en lighedsorienteret konkurrencestat? Hvordan skal vi indrette vores uddannelser, sundhedsvæsenet, det grønne etc., så vi har noget at leve og fordele af i fremtiden? Thorning og Corydons reformprojekt var et blandt flere mulige svar på, hvordan man reformerer, samtidig med at man holder fast i lighed, velfærd for de svage, høj social mobilitet, uddannelse, forskning og grøn tænkning. Det var ambitiøst og modigt. Kontrasten til Løkke-regeringen er markant«.

Men Løkke-regeringen har jo pejlemærker og et regeringsprogram?

»Den tiltræder med et regeringsgrundlag, som består af, hvad jeg vil kalde tomme ord. Der er heller ingen i den offentlige debat, der stiller krav til den om, at den formulerer sig visionært eller langsigtet, hvilket viser, at der stilles helt andre krav til borgerlige regeringer, end der gør til centrum-venstre-regeringen. Som finansloven nu også har vist, fører Løkke-regeringen en visionsløs og teknokratisk politik«.

Lige nu er faren, at den teknokratiske konkurrencestat, som Løkke administrerer, kan føre til, at det solidariske og lighedsorienterede i den danske samfundsmodel kollapser

Hvordan?

»Man finder store og små mønter her og der og lukker nogle projekter i forhold til miljø, det grønne, uddannelsessystemet, forskningen. Det er den fremadrettede politik – strukturpolitikken – der nedtones. Der er ingen langsigtede mål. Intet perspektiv. Løkke ligner mest af alt en administrerende direktør. Måske handler det hele om at samle penge sammen til skattelettelser. Vi ved det ikke, men den ambition blev klart formuleret under valgkampen. Lykkes det, kan det svække den samfundsmodel, vi kender«.

LÆS DEBAT

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vil det ligefrem svække samfundsmodellen, at man giver lidt flere skattelettelser i et af verdens mest beskattede samfund?

»Hvis regeringen insisterer på, at vækstpolitikken bør basere sig på, at pengene ligger bedre i husholdningernes og virksomhedernes kasser, vil vi gradvis gå fra en konkurrencestat til et konkurrencesamfund, hvor mennesker investerer individuelt i egne børn, eget hus, egen velfærd. Vi ved fra andre lande, at det med stor sandsynlighed fører til større social ulighed«.

Men siden Anders Fogh Rasmussen har borgerlige regeringer da kysset og krammet velfærdsmodellen, ikke?

»Jo, men under den overflade er der noget andet på spil. Politik er blevet et spørgsmål om cost-benefit-tænkning. Borgerne tænker i stigende grad: ’Hvad betaler jeg i skat, og hvad får jeg selv tilbage?’. Se bare håndværkerfradrag, SU, sundhedsvæsenet, de sociale ydelser – hele vejen rundt er holdningen den samme. ’Hvis jeg ikke individuelt får noget ud af det solidariske, opgiver jeg det solidariske’. Solidaritetsprincippet er i krise, og en lighedsorienteret velfærdsmodel er ikke nogen naturlov. Ikke engang i Danmark. Der er derfor meget på spil. Foreløbig har vi en teknokratisk konkurrencestatsregering uden fremtidsmål. Men måske med den hensigt at gå fra en konkurrencestat til et konkurrencesamfund«.

Men er der nu så stor forskel på Corydons og Løkkes konkurrencestat?

»Ja, forskellen er markant. Men pinligt nok skelner kultur- og uddannelseseliten ikke mellem de to meget forskellige versioner af konkurrencestaten. For dem er et det ét fedt. En konkurrencestat er en konkurrencestat, og det er en fejlslutning, som bygger på åndelig dovenskab«.

Venstrefløjen skuffer

Selv om Danmark har fået en borgerlig regering, er kritikken af konkurrencestaten mildest talt ikke stilnet af. For nogle uger siden var der næsten 2 millioner danskere, der så formanden for Dansk Psykologforening, Eva Secher Mathiasen, kritisere politikerstandens reformer i DR 2’s ’Debatten’ med ordene: »Danskerne piskes til at være konkurrencestatens fodsoldater«. Det blev liket og delt og hyldet på de sociale medier.

Hånden på hjertet, Ove Kaj Pedersen, velfærdsstatens menneskesyn var vel mere humanistisk med sin vægt på det dannede og demokratiske menneske end konkurrencestatens menneskesyn, hvor mennesket ses som et stykke arbejdskraft, der helst skal være produktiv så længe som muligt?

»Konkurrencestatens menneskesyn er ikke så firkantet, som du der beskriver, men et svar på de uønskede konsekvenser, som velfærdsstatens menneskesyn skabte. Her tænker jeg på, at 20 procent af en ungdomsårgang ikke får en ungdomsuddannelse og risikerer at blive permanent ekskluderet fra arbejdsmarkedet. Det kunne skyldes, at nogen har fået et indtryk af, at de havde en ret, uden at det fulgtes op af en pligt. Det kunne også skyldes, at de ressourcestærke ikke har været solidariske med resten. Under alle omstændigheder har der været brug for reformer af skattesystemet, kontanthjælpen, de sociale ordninger og skolesystemet, som blandt andet den tidligere regering stillede sig i spidsen for. Målet har været det frie, selvforsørgende menneske, men også det menneske, der påtager sig et ansvar for at finansiere og dermed bidrage til velfærden ved at finde et arbejde og udvikle sine kompetencer. Det menneskesyn kan jeg sagtens stå inde for«.

LÆS KRONIKEN

Vi kunne jo også insistere på at holde fast i den velfærdsstat, som vi kender, og som vi har så gode erfaringer med?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Ja, det er præcis, hvad den reaktionære del af venstrefløjen og kultur- og uddannelseseliten ønsker. Men den overser, at stilstand er den visse død. Hvis flere kommer på overførselsindkomster, vil det nemlig betyde, at andre grupper vil stille sig skeptisk til hele vores solidariske samfundsmodel, som vil kollapse under det ydre og indre pres. Der er kun én vej, hvis man vil holde fast i lighed og en stærk stat, der tager sig af de svage: reformer, reformer, reformer. Lad os gøre flere mennesker selvforsørgende og dermed skabe et større finansielt grundlag for velfærdsstatens kerneydelser: sikring af de udsatte og fremtiden gennem uddannelse, sundhed, forskning, grøn omstilling etc. Alt det, der giver livskvalitet nu, men også fremtidssikrer vores samfundsmodel«.

Summa summarum: Hverken de borgerlige eller de venstreorienterede har efter din mening løsningen på vores udfordringer?

»På ingen måde. Især venstrefløjen skuffer mig. Venstrefløjen burde om nogen være analytisk og følge de grundlæggende forandringer i samfundet, forstå sammenhængene mellem det internationale og det nationale og komme med bud på en bedre fremtid ud fra erfaringerne med fortiden. Men den analytiske ambition er forsvundet. Støvsuget væk. Nu er der bare en anakronistisk accept af, at velfærdsstaten nu engang er, som den er, og at den aldrig kan blive bedre, end den var under Anker Jørgensen. Det er dybt konservativt. Vi må da forholde os til virkeligheden. Hvis de eksterne og interne betingelser ændrer sig, som det sker med globaliseringen og europæiseringen og de demografiske forandringer, må vi gøre noget nyt for at opretholde vores samfundsmodel«.

»Lige nu er faren, at den teknokratiske konkurrencestat, som Løkke administrerer, kan føre til, at det solidariske og lighedsorienterede i den danske samfundsmodel kollapser. Det hele er på spil, mens de intellektuelle er gået til kamp for fortiden«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce