Forleden blev jeg præsenteret for besparelser på min uddannelse så massive, at det føltes som en regulær mavepuster. I et lufttæt rum sad jeg med medstuderende, ansatte og ledelse og lyttede til bødebeløb for forsinkede dimittender, sparekrav og timebesparelser.
Jeg mærkede frustrationen som små hvide plamager på mine kinder. De ansatte sad med tomme udtryk i blikket, mens de beskrev, hvilke mærkbare konsekvenser endnu en sparerunde ville få.


